Vejen til barn nr. 3

15+2 ~ Forvirring...!!!!

Det er da vist godt, at jeg snart skal til jordemoder...

Igår aftes havde jeg lige doptonen på maven, inden jeg lagde mig til at sove. Men det var vist ikke helt så god en ide... Det var ikke fordi, at jeg ikke kunne finde hjertelyden, for det kunne jeg sagtens. Der var en fin puls på 150-155 slag i minuttet, så det var helt som det skulle være.

Men på et tidspunkt flyttede jeg doptonen over i den anden side af maven (dette barn ligger altid ovre i højre side, når jeg finder hjertelyd), og ovre på venstre side kunne jeg pludselig også finde en puls. Jeg blev først noget forvirret og tænkte, at barnet nok bare havde flyttet sig. Men efter at have rykket doptone-hovedet frem og tilbage, blev min forvirring ikke mindre. Til sidst endte det med, at jeg satte hovedet midt på min mave og pegede den først over mod venstre side - fin puls. Så lod jeg den dreje over mod højre side (stadig stående på samme sted), og der dukkede der også en puls op... Behøver jeg at skrive, at jeg er noget forvirret?

Jeg skal heldigvis til jordemoder på tirsdag, så der skal jeg vist lige have snakket med hende. Jeg har siddet og søgt på nettet om historier, hvor tvillinger ikke er blevet opdaget til nf-scanning, og det er set før... Puha, jeg bliver helt træt ved tanken...

Min intuition siger mig dog, at det er mig, der har gjort det forkert igår aftes. Jeg forsøgte også at bruge doptonen til morgen, og jeg kunne ganske vist finde hjertelyd i begge sider, men ikke lige så markant som igår aftes. Det er nok bare min doptone, der er ved at være gammel og dårlig...

15+1 ~ Jeg forstår stadig ikke

Jeg har nedensteånde ticker kørende på min Google-forside, så jeg kan følge med i, hvor stort det voksende barn er inde i maven på mig. Hver eneste dag skifter animationen, og jeg synes det er sjovt at følge med i. Men jeg synes, at barnet de sidste par uger er blevet mere og mere.... menneskelig, forstået på den måde, at den ligner et lille barn. Den startede ud med at være noget ubestemmeligt, der bare boblede rundt derinde, men som den ser ud nu, skal den jo bare vokse sig større... 

Og så er det tanken slår mig, at jeg egentligt ikke fatter det. Jeg er så småt begyndt at opleve babybobler. Det har jeg gjort den sidste uges tid. Der er intet rutine eller fast i det, så hver eneste gang jeg mærker det, bliver jeg forvirret og tænker: "Hvad var det?" Og så bagefter: "Nåååårh ja"

Jeg synes det er underligt. Jeg sætter doptonen på maven et par gange om ugen - bare lige for at tjekke. Men jeg har stadig ikke forstået, at det er et virkeligt barn derinde. Jeg glæder mig til at boblerne bliver til puf - og derefter til reelle spark. Og jeg begynder også at glæde mig til at komme på barsel og have et spædbarn i huset igen. Hvad jeg ikke glæder mig til, er de desperate situationer, hvor barnet ikke vil sove eller holde op med at skrige. Puha, det orker jeg ikke... men man overlever jo som man plejer...

Jeg har været ude og købe det første sæt tøj. En lille body (str. 68) og en heldragt med hætte (str. 62). Jeg gik faktisk længe og overvejede, inden jeg gik mod kassen for at betale - for jeg fik pludselig en følelse af at jinxe det hele, hvis jeg købte det. Heldragten er i pigefarver, for min intuition er utrolig stærk omkring kønnet - men pludselig slog tanken mig, at jeg kunne tage fejl, og usikkerheden overmandede mig... Men jeg endte med at købe tøjet alligevel - det var alligevel ikke så dyrt, så jeg kan vel give det videre, hvis det bliver en dreng (hvilket vil være lige så perfekt som en pige)

14+1 ~ Glæden bobler frem!

Jeg har oplevet første boblende fornemmelse af glæde over kommende barn. Jeg var tidligere i dag alene ude for at handle - og pludselig oplever jeg mig selv dreje over mod babymads- og bleområdet... bare sådan for at gå rundt der blandt alle babytingene og nyde det. Rigtig tumpet, men følelsen, da jeg gik der, var helt fantastisk!

Måske den boblende glæde skyldes oplevelsen igår aften. Jeg mærkede de berømte babybobler for første gang, hvor jeg ikke længere var i tvivl! Åh, hvor jeg ønskede, at hun gjorde det igen, men det gjorde hun desværre ikke. Nu må de næste par uger gerne gå lidt hurtigere, så jeg kan begynde at mærke mere til hende!

Trætheden er der stadig - og det samme med madleden om morgenen/formiddagen. Madleden er der dog ikke altid - det hopper sommetider nogle morgener over, så det ser jeg som tegn på, at der snart kommer bedring.

Nf-scanning rykkede på terminsdatoen...

I dag har vi været til nf-scanning. Det var dejligt at få bekræftet, at der rent faktisk VAR et barn derinde i maven. Og der var heldigvis kun én. Det var en aktiv og livlig lille krabat - jeg mindes slet ikke, at de andre har hoppet sådan rundt derinde. Det var sjovt at se, hvordan den rumsterede rundt derinde - og det helt uden at jeg kunne mærke det.

Jeg har nu egentligt været lidt smånervøs her de sidste par dage. Pludselig blev jeg frygtelig angst for, om der nu også virkelig var noget derinde, eller om det hele var en joke. Men igår aftes prøvede jeg at finde hjertelyden, og med det samme jeg satte doptonen på, var der hjertelyd. Jeg skyndte mig at optage lyden på min telefon og sende den til D med beskeden om, at der vist ikke var grund til at være nervøs om der var noget eller ej, for nu havde jeg fundet hjertelyden.

For første gang ligger moderkagen på bagvæggen af livmoderen. I de sidste to graviditeter har moderkagen vendt ud mod maveskindet, så jeg er noget spændt på, om det vil have nogen betydning for, hvornår man kan mærke liv udenpå maven.

Risiko for mongolisme blev vurderet til 'lav' - men jeg fik listet de eksakte tal ud af scanningsdamen, nemlig 12315. Den vurdering kan man vist ikke være andet end tilfreds med!

Scanningsdamen var rigtig sød, og hun viste os både begyndende anlæg til hjernen og talte arme, ben og fingre. Vi så også hjertet galopere derudaf.

Terminsdatoen blev rykket 5 dage frem - så i stedet for en termin, der siger 15. august 2010, er den nu blevet 20. august 2010. Det passer også meget godt med, hvornår vi havde ubeskyttet sex.

10+2 ~ NF-scanningsdato i hus

Jeg var lidt fræk i dag - jeg ringede til svangreambulatoriet for at sikre mig allerede fra start at få en tid til scanning, som D også kunne komme med til. Heldigvis var hende, jeg talte med, meget forstående, så det var dejligt - hun lovede at tage hensyn til D's arbejdstider til de andre scanninger også. Jeg har kun fået tiden til NF-scanning - nemlig 3. februar kl. 14.10.

Men endnu engang skulle jeg konfronteres med min overvægt - det irriterer mig, og jeg kunne godt høre i stemmen på sekretæren, at min BMI (i hendes øjne) var alt for høj, da hun spurgte mig: "Kan det virkelig passe, at din BMI er sådan og sådan?" "Ja", svarede jeg ganske naturligt - men skummede indvendig. Hun begyndte at forklare, at jeg så skulle til glukosebelastning og have en ekstra vægtscanning i uge 35. Hun blev endnu mere spids i hendes tone, da jeg svarede hende, at jeg allerede havde aftalt med min praktiserende læge, at det ikke var nødvendigt for mig at bruge tid på glukosebelastningen. Min læges begrundelse ligger bl.a. i, at jeg ikke i mine to tidligere graviditeter har haft GBD, og vi har ikke sukkersyge-historie i min familie. Selvfølgelig vil han være obs på mig, når jeg er til undersøgelser hos ham, men han mente (ligesom mig), at det ville være ren og skær spild af tid.

Scanningen i uge 35 forstår jeg egentligt heller ikke. Jeg har født 2 børn, der begge ligger indenfor gennemsnitsvægten, så jeg forstår ikke, hvorfor man ikke prøver at kigge lidt på den enkelte patients forhistorie i stedet for bare at skære alle over én kam... men dem om det - jeg siger selvfølgelig ikke nej til en ekstra scanning...

Det bliver dejligt endelig at få lov til at kigge ind om 2 ugers tid!

10+1 ~ Mærker jeg liv?

Jeg er lidt forvirret. Både i nat og til aften har jeg mærket hvad jeg vil betegne som tidlige bobler i maven. Forvirringen bunder i, at det efter min logiske sans er ALT for tidligt. Men hvis jeg så bare kunne forklare det med noget andet - men det kan jeg ikke. Måske det bare er ønsketænkning? Jeg ved det ikke - men facts er, at jeg mærker noget i mit underliv som jeg ikke kan forklare på andet måde end som liv i maven. Men måske det allerede ER lillesøster, der banker på - jeg mærkede Silke allerførste gang 12+2, hvor jeg var meget usikker på, hvad det var. Det var først senere, at jeg blev klar over, at det var det.

Jeg er stadig begravet i gabende træthed. Kombineret med 2 små børn, hænger det ikke rigtig sammen, så jeg føler mig som en zombie. Men hverdagen og arbejdet skal jo klares, så jeg kæmper mig igennem og trøster mig med, at det er ovre igen om et par uger.

Samtidig kan jeg tilføje, at utålmodigheden har meldt sig - nu vil jeg altså snart have en dato til scanning, så jeg har noget specifikt at se frem til! Jeg overvejer seriøst (og frækt) at komme sygehuset i forkøbet og ringe og høre, om jeg selv kan få en indflydelse på, hvornår jeg får en tid... Men jeg får det nok aldrig gjort - der er langt fra tanke til handling.

Jeg har den sidste 1½ uges tid været i ventetøjet - og jeg kan godt se, at maven er blevet større, når jeg ser mig selv i spejlet. Men hvis jeg ser ned af mig selv, synes jeg nu stadig bare, at jeg ser flommet og fed ud... Det ved jeg heldigvis også, at det nok skal blive bedre.

9+0 ~ Goddag kvalme

Puha, jeg mindes ikke, at kvalmen har været så slem de andre gange, men det er nok bare en forglemmelse. Det har godt nok været slemt den sidste uges tid. I dag er det søndag, og allerede da jeg vågnede for en halv times tid siden, kunne jeg mærke, at det var HELT galt... Heldigvis er ungerne til  pasning hos bedstemor og bedstefar, så i det mindste skal jeg ikke koncentrere mig om dem - jeg skal kun tænke på mig selv. Puha.

Det har været meget slemt de sidste par dage, og i fredags på arbejdet kom min chef og sagde til mig, at jeg skulle prøve mig med mariekiks, hvis det var slemt. Så jeg har i skrivende stund 3 kiks liggende på bordet ved siden af mig, hvor der er blevet bidt et lille bid af den ene. Men det duede slet slet ikke at spise af det - så derfor er det lille bid på den ene kiks ikke blevet større... Øv!

Jeg har jo gået og hungret efter symptomer på graviditet (det har jeg jo sådan set gjort alle gange), men nu fortryder jeg godt nok, at jeg har været så forhippet på at få noget kvalme, for jeg kan slet ikke overskue, hvordan jeg skal komme igennem de næste par uger, hvis det her fortsætter. Jeg kan intet spise hele formiddagen, hvilket jeg så tager revanche på om eftermiddagen omkring 1-2 tiden. Og så kommer kvalmen for det meste tilbage igen, når der skal spises aftensmad - AARGGH!!

Heldigvis ved jeg da, at det holder op igen. Det samme med trætheden - som jeg dog har vænnet mig til at leve med. Men jeg glæder mig til at slippe for at gå rundt i en konstant døs i hovedet.

Nu glæder jeg mig til at skulle til lægen på onsdag for at få mit 'mutterpas'. Vandrejournalen betyder også, at jeg er et skridt tættere på datoer til scanninger. Jeg bliver nok også denne gang bedt om at komme ind til glukosebelastning, men det melder jeg nok fra til igen denne gang, for jeg synes det er til grin at skulle til sådan en test, når der ikke er noget i vejen med mig ellers. Og ja - jeg påtager mig det fulde ansvar ved ikke at møde op - men det gør jeg jo alligevel...

7+6 ~ Ikke så længe igen...

Det er i dag den 2. januar - og om 11 dage skal jeg til første lægebesøg. Jeg glæder mig til at blive officiel i systemet, så vi kan få nogle datoer til scanningerne.

Til trods for at jeg glæder mig, har jeg en underlig følelse i kroppen. Jeg kan ikke forklare den på anden måde, end at jeg føler, der er noget galt. For 4-5 dages tid siden blødte jeg, og jeg har svært ved at lægge det helt på hylden, selvom blødningen for længst er ophørt.

Samtidig går næsten alle og joker med, at der er 2 derinde. Jeg synes ikke det er sjovt at joke med. Det er virkelig min store frygt, at der er 2. Virkelig. Jeg synes det er hårdt nok med 2 børn nu - og kan slet ikke overskue/magte, hvordan det skulle komme til at blive med 2 børn mere. Så jeg håber - virkelig håber, ønsker og beder til, at der kun er én!!! Jeg tror også, at den næste der kommer med sådan en kommentar, får et ret tvært svar retur. Jeg kan ikke længere tage det helt så pænt som jeg kunne, da den første kommentar kom. Men det er måske også fordi, at jeg virkelig frygter det - angsten sidder dybt forankret i mig.

Jeg synes tiden går langsomt. Jeg får kvalme, når jeg spiser, men det kan altid bortforklares med alt muligt andet. Og min træthed skyldes jo naturligvis at jeg ikke er kommet i seng i ordentlig tid. Måske jeg også forsøger at skubbe symptomerne væk, fordi jeg ikke HELT vil indse faktum - at jeg er gravid og bærer på endnu et barn.

7+0 (6+1) ~ Mange tanker

Jeg har mange tanker, der fræser rundt i hovedet på mig. Tankerne er meget tvesidede, og det kan være noget forvirrende at være i mit hoved. På den ene side er jeg overlykkelig over at være gravid - hvor er det fantastisk, at det kan lykkes for os at blive gravid ved et uheld! Jeg priser mig virkelig heldig over, at det overhovedet har kunnet lade sig gøre, når jeg har bagagen med Silke i min rygsæk.

Men samtidig er der også en følelse af "Øv, hvorfor lige nu?" Og puha, hvor bliver det hårdt med 3 børn med en aldersspredning på 3½ år. Jeg føler ikke rigtigt, at jeg kan læsse de negative tanker af nogle steder. Når folk får at vide, at jeg er gravid, er de "iiiiih og ååååh" og "hvor er det dog fantastisk". Og det er det da også - men jeg er nok mest en blanding af "iiiih og åååh" og "øv". Og jeg har lidt svært ved at få følelserne helt på plads.

Samtidig sidder jeg også hungrer efter at komme til at  mærke, at jeg er gravid. Eneste tegn på graviditet er de positive graviditetsteste. Jeg har ikke haft det specielt dårligt, og min træthed kan bortforklares med at jeg kommer for sent i seng. Brystspændinger har jeg også, selvom jeg ikke er gravid (dog ikke så slemme), men altid kan jeg bortforklare dem og bilde mig selv ind, at det skyldes noget andet.

D luftede også tanken for mig for en uges tid siden, at han var nervøs for, om der nu også var noget inde i maven. Og siden han har sagt det, har jeg selv været nervøs for det. Hvad nu hvis det er en joke? Jeg glæder mig til at blive scannet, men der er godt nok længe til...

Og så er der selvfølgelig tanken om barnet i maven kontra børnene udenfor maven - hvordan det bliver, når jeg har født? Bliver Silke og Viktor de perfekte store-søskende, eller bliver det et mareridt? Kommer amningen til at gå godt denne gang? Sidste gang gik det jo ikke helt så godt.

Nå, men alle tankerne ved jeg jo heldigvis er normale. Men jeg ville nu ønske, at der var en facitliste, så man allerede nu kunne se, hvordan det hele ender... men det kan man jo desværre ikke....

Hov - hej med dig!

Vi prøvede på ingen måde at gøre mig gravid. Jeg var lige startet på nyt arbejde 1. november 2009, og derfor ville jeg gerne lige vente et par år eller 3, før vi skulle have vores ønskebarn nr. 3. Men det er ikke alle ting, man selv bestemmer i livet - og sådan var det også med dig.

I slutningen af min cyklus var far og jeg sammen uden kondom. Jeg troede, at det var sikkert, men min cyklus må være blevet rykket pga. mit nye arbejde og al den positive stress jeg oplevede i forbindelse med mit arbejde. Derfor ved jeg også lige præcis, hvornår du er blevet lavet - fredag aften den 27. november 2009.

Allerede et par dage efter vidste jeg intuitivt, at den var 'gal'. Der skete noget i min krop - men jeg forsøgte at fortrænge det, for jeg havde fået at vide af gynækologen i januar måned, at vi skulle have hjælp til at få flere børn - og at gynækologen ville hjælpe os med det samme, vi tog beslutningen om flere børn. Jeg bildte mig selv ind, at det umuligt kunne passe, at jeg pludselig var blevet så fertil at en enkelt gang uden kondom kunne gøre det.

Søndag den 6. december forventede jeg min menstruation. Men den kom ikke. Jeg testede den dag - og testen var negativ. I dagene derefter kværnede tankerne i mit hoved, for jeg vidste jo godt, hvorfor min menstruation ikke kom - også selvom testen havde været negativ. I et forsøg på at berolige mig selv om, at min menstruation nok skulle komme, forsøgte jeg tirsdag aften den 8. december at pendulere og spørge, om jeg var gravid. Jeg forventede et klart nej - men pendulet mente noget andet. Senere den aften blev 'laboratoriet' hevet frem, og der blev testet. Der dukkede en svag ubetydelig lille ekstra streg frem - og det vidste jeg jo godt, hvad betød. Puha, jeg var ikke stolt af mig selv - selvfølgelig var jeg overlykkelig over endnu engang at få lov til at opleve det mirakel at bære et andet menneske i min krop, men det bekymrede mig meget, hvordan omverdenen (og ikke mindst mit arbejde) ville reagere på det. Og hvad med far? Ville han blive sur og gal på mig over at jeg havde regnet så meget forkert med min cyklus?

Far reagerede som den stolte far - selvom du ikke var ventet, så tog han imod dig med åbne arme. Som han senere konstaterede, så 'må jeg jo have supersæd, der vil frem i verden'. Og vi ved jo, at vi laver fantastiske børn, så du bliver endnu et mirakel i vores lille familie.

Et par dage efter vi selv havde fundet ud af, at du var på vej, fortalte vi det til bedstemor og bedstefar, mormor og morfar. De var alle glade på vores vegne - og som os selv var de slet ikke forberedt på det. Så overraskelsen var stor.

17. december fyldte jeg 30 - og den aften fik far og jeg snakket sammen om fremtiden. Jeg havde den sidste uges tid haft en knude i maven, fordi jeg følte at jeg løj overfor dem på arbejdet. Far mente ikke, at jeg behøvede at sige noget endnu (og det gjorde jeg heller ikke), men jeg havde det ikke godt med det. Derfor tog jeg på arbejde fredag den 18. december med det for øje at få talt med min chef. Puha, jeg var ikke stolt, da jeg sad der i stolen og skulle fortælle, at jeg var gravid - men heldigvis var hun okay med det. Selvfølgelig var det træls for hende set med arbejdsgiver-øjne, men hun var glad på mine vegne. Det var en lettelse at få det sagt.

Lørdag 19. december holdt vi min 30 års fødselsdag. Vi havde besluttet at offentliggøre det for resten af familien den dag - og jeg var meget nervøs, da jeg skulle sige det. Familien var overraskede - men stadig glade på vores vegne. Det var en rigtig god og dejlig fest.

Nu har vi 25. december. Tanken er for alvor begyndt at bundfælde sig. Jeg kan nu for alvor begynde at glæde mig til at blive mor, efter at vi har fået det fortalt til alle. Det er 100% officielt, og jeg kan tale åbent om det, som allerede er blevet en kæmpe del af mig, nemlig dig.

Min fornemmelse siger mig, at du er en lille pige. Jeg har altid fået at vide af pendulet, at jeg får en pige-dreng-pige, når jeg har spurgt, hvor mange børn, jeg får. Indtil videre har det passet, så jeg tror selvfølgelig også på det denne gang. Denne gang har jeg også besluttet mig for, at jeg ikke vil vide, hvad kønnet er, inden jeg føder. Far har aldrig villet vide det, men de sidste to gange har jeg fået lov til at bestemme. Denne gang skal far have lov til at fortælle mig, om det er en dreng eller pige (men jeg vil godt nok blive overrasket, hvis han siger, at det er en dreng...)

Jeg glæder mig til at lære dig at kende gennem dit liv i maven. Jeg glæder mig til at mærke dine spark. Jeg glæder mig til at se ind til dig gennem scanningerne. Jeg glæder mig til at føde dig. Jeg glæder mig til at lære dig og din personlighed at kende. Jeg glæder mig...!