Finbarr

Her vil jeg fortælle om min graviditet og senere om lillebrors færden her i livet

Egentlig havde vi bestemt os for at vi ikke skulle have flere børn, men så i foråret 2007 kom vi på andre tanker

Allerede i september blev jeg gravid.

Jeg opdagede det den 14. oktober, men holdt det som en hemmelighed frem til jeg i november var til undersøgelse ved lægen. Så fik familie og venner det at vide.

Den 4. december var vi til nakkefoldsscanning. Alt var som det skulle være - og det var skønt at se den lille baby sparke i maven.

Dagen efter fortalte jeg nyheden på mit arbejde. Det blev heldigvis modtaget positivt.

10. januar var jeg til jordemoder. Alt var som det skulle være og jeg fik lov til at høre babys hjertelyd.

14. januar måtte jeg desværre sygemeldes med bækkenløsning. I første omgang blev jeg sygemeldt en måned og henvist til en fysioterapeut. Det blev imidlertid kun værre af behandlingerne, så jeg stoppede og lægen henviste mig til fysioterapeuten på Randers sygehus i stedet.

Farmand var ikke til at skyde igennem

- og vi måtte lige en tur forbi H&Ms den blå afdeling på hjemvejen.

De billeder, vi fik, var ikke særlig gode, men her er et par stykker alligevel:

Og her er baby set nedefra med numsen til højre i billedet - og en pil hen på "tappen" - det er en dreng

26. februar var jeg ved fysioterapeuten på Randers Sygehus. Hun konstaterede at jeg har bækkenløsning og gav mig nogle øvelser samt et bælte, som skal "holde lidt sammen" på bækkenet når jeg går.

27. februar var jeg ved lægen, som sygemeldte mig frem til terminen. Underlig fornemmelse ikke at skulle på arbejde det næste års tid....

6. marts: Så har jeg været til mit 2. jordemoderbesøg.

Der var en jordemoderstuderende med. Hun var, ligesom jordemoderen, rigtig sød.

Vi fik snakket lidt om amning. Sidste gang gik amningen ikke så godt for mig, så jordemoderen noterede at sygehuset ikke må sende mig hjem før amning er etableret.

Så skulle hjertelyden findes

Det var ikke nemt for lillebror sparkede så lystigt at lyden nærmest kom og gik. Men til sidst lykkedes det.

19/03: Jeg har været til glucosebelastning i dag.

Jeg havde de værste af de værste forventninger udfra de oplevelser, jeg havde i min sidste graviditet.

Men det var faktisk ikke så slemt denne gang.

Jeg kom fastende og fik taget en blodprøve, hvorefter jeg skulle drikke 2,5 dl sukkervand.
Hun havde puttet citron i - og det tog lige det værste.
Sukkervandet var heller ikke så tyktflydende som jeg huskede det.

Så sad jeg to timer i lægens venteværelse og læste, strikkede - og snakkede med min mor som "kom og besøgte mig".
Tiden gik egentlig hurtigt.

Og så ind til en blodprøve mere.

Nu venter jeg bare på resultatet.

Jeg har aftalt at jeg skal prøve at ringe kl 15.30 i dag, men de kunne ikke love at de havde et svar.

Hvis de ikke har et svar i dag, må jeg vente til efter påsken.

------- o ----------

20/03 - mine tal fra glucosetesten var heldigvis fine

------- o ----------

26/03: Jeg har været hos fysioterapeuten i dag. Alt var fint og jeg fik ros for fremskridtet med øvelserne.

------- o ----------

28/03: Vi har været til 3D scanning i dag. Det var en fantastisk oplevelse. Her er et enkelt billede, men jeg har lavet en side specielt til denne oplevelse

17/04: Jeg skulle have været til jordemoder i dag, men min tid er aflyst pga strejken

06/05: Jeg har været til 3. graviditetsundersøgelse ved lægen i dag. Hun skønnede at lillebror vejer 2600 gram og at han har venst sig med hovedet nedad.

16/05: Vi har været en tur i Randers i dag fordi vi lige ville vide hvor fødeafdelingen ligger - det er jo nok ikke sjovt at lede efter den når veerne først er der

Og så fik jeg et vægtskøn.

Betryggende når jordemodereleven skal vægtskønne og så siger: "der er godt nok meget barn - er du sikker på at der kun er én?"

De mener at han vejer 3500 gram så det lader til at han er en lille basse. Jeg har dog en del fostervand, så derfor kan vægten snyde lidt.

Jeg har fået en tid til om 14 dage, men jordemoderen sagde at det kunne være den tid i stedet ville komme til at blive brugt til hælprøven.

09/06: Jeg hat været ved lægen i dag og fået konstateret blærebetændelse. Ret træls for det gør ondt og jeg har fået penicilin. Om natten vågner jeg en gang i timen og skal tisse. Øv øv

11/06 - Endelig oprandt den længe ventede dato, terminsdatoen - men intet skete

12/06: Ringede til lægen da pillerne mod blærebetændelse ikke har virket. Hun mener at det eneste, der er at gøre, er at vente på fødslen.

Senere samme dag: Jeg har været ved jordemoder. Hun skønner lillebror til at veje 3900 g - ja hun var endda tilbøjelig til at sige 4000 g. Hun sagde at tit kan en blærebetændelse ikke "slåes ned" når man er så gravid som jeg er nu, så igen: vent på fødslen.

Barnedåb

Vi var 15 der deltog i festen, men der var også gaver fra nogen, der ikke deltog.

Af Lis og Ida fik Mathias bestik, som desværre var magen til det fra mormor og morfar. Vi byttede det derfor til et spise-sæt, der passede til bestikket:

Samme dag som dåben fik Mathias' forældre en kirkelig velsignelse af deres bryllup.

Vi fik et gavekort på 500 kr til isenkræmmeren, Menu udendørskugler til lys og en Geog Jensen uro med 4 roser som symbol på de 4 år, vi hár været gift:

Vi fik 4 buketter blomster som var både til dåb og velsignelse - fra Dorthe og Jalle, Marianne og Alf, Jimmy og Tina og fra Lis og Ida.

Vi fik også to sammenplantninger, en fra mødregruppen og en fra Sonja og John.

Derudover fik vi til minde om dagen et Discovery æbletræ, som nu er plantet i haven:

Min kamp for amning

Da jeg fik min ældste søn lykkedes det aldrig for mig at amme. Der var ikke mælk nok, så han var sulten hele tiden. Efter en uge prøvede vi med flaske og efter endnu en uge ammede jeg slet ikke mere. Det var lidt af en nedtur for mig, for i alle de mange bøger, jeg havde læst under min graviditet, stod der jo at alle kvinder kunne amme. Hvorfor kunne jeg så ikke? Det hjalp lidt at fortælle folk om det for så viste det sig at flere og flere havde opgivet. Eller også kendte de i hvert fald nogen, der havde opgivet.

Nu – en del år efter at jeg fik min ældste søn – har jeg fået en efternøler. Gennem hele graviditeten vidste jeg, at jeg ville gå langt for at få amningen til at lykkes denne gang. Ved konsultationen hos jordemoderen talte vi om amning. Det viste sig at det sygehus, hvor jeg skulle føde på, havde en amme politik og at det derved var muligt at få særlig hjælp til amningen. Jeg ytrede ønske om at blive på sygehuset indtil amningen var etableret. Det blev skrevet i min såkaldte ammejournal. Det gav mig ro i sindet og det var derfor med stor uro, at jeg fulgte strejken blandt sygeplejersker og jordemødre. For hvis de stadig strejkede, når jeg skulle føde, ville jeg blive sendt hjem efter fire timer og dermed ville jeg ikke få hjælp til amningen. Jeg var grædefærdig, men blev ved med at sige til mig selv, at det selvfølgelig nok skulle gå. Min mand forsøgte også at berolige mig. Jeg var heldig, for som sygeplejerskerne og jordemødrene gik i arbejde til midnat mellem lørdag og søndag, fødte jeg tirsdagen efter.

Vi fik en dejlig søn, Mathias, på 4018 g og 53 cm lang. Desværre fik han en noget hård start på livet, for da han kom ud, var han helt livløs. Han havde slugt fostervand, blodsukkeret var lavt og han havde navlesnoren rundt om halsen. Heldigvis stod to børnelæger klar til at få liv i ham. Endelig kom han med et par knirkelyde – der var liv! Herefter blev han lagt i kuvøse og kørt til børneafdelingen, hvor de skulle tørre hans lunger og holde øje med blodsukkeret. Det var frygtelig hårdt. Mig, der sådan havde glædet mig til at min søn lå på maven af mig. Jeg græd mange tårer. Mens jeg blev vasket og syet, gik min mand og den jordemoderstuderende hen på børneafdelingen for at se til Mathias. Min mand kom tilbage med et foto af Mathias, som nu havde det fint. Der blev ringet efter en portør og jeg blev i sengen kørt hen på børneafdelingen, så jeg også kunne se at vores lille søn havde det fint. Alt imens jeg stortudede, dels af lettelse, dels af forskrækkelsen over al virvaret, blev Mathias lagt til hos mig for første gang. Det var ikke helt let at få ham til at tage ved, men med hjælp fra sygeplejersken, lykkedes det.

Den hårde fødsel gjorde at Mathias havde brugt sin ”madpakke”. Dette betød at han skulle starte med at få mælk via sonde, da råmælken hos mig ikke ville være nok til at starte på. Han skulle have mælk hver 3. time de første dage. Mathias’ far og jeg sov på patienthotellet og skulle så komme over på børneafdelingen, når det var spisetid. Efter et par dage blev det til hver 4. time og Mathias kom ud af kuvøsen og kunne derfor komme med os hen på patienthotellet imellem måltiderne.

Spisetid betød at Mathias skulle lægges til ved mig for at få al den råmælk, han ville have fået, hvis han kun skulle die. Når han havde diet skulle han have suppleret op med mad på sonde. Til sidst skulle jeg malke ud på en elektrisk malkemaskine.

Når man udelukkende ammer sit barn, kan man ikke vide hvor meget mælk, der kommer ud – og da barnet normalt er udstyret med en ”madpakke”, der gør at de kan klare sig med meget lidt de første dag, virker det formentlig til at barnet mættes ved at blive ammet. Når man malker ud, får man en fornemmelse af hvor lidt mælk, man har til at starte på. Jeg fødte tirsdag eftermiddag og det var først torsdag at Mathias fik så meget ved mig, at det kunne registreres. Hver gang han skulle spise, startede vi med at veje ham, så diede han og så vejede vi igen. Det han havde taget på i gram, svarede til det antal ml, han havde drukket. Torsdag kl. 16 – mere end to døgn efter fødslen – diede han 3 ml. Juhuuu – vild jubel, der vár mælk i mine bryster. Ja, jeg havde jo haft mine tvivl, når jeg efter 10 minutter med malkemaskinen kun havde fået få dråber malket ud. Dråber, som blev behandlet som var de det pureste guld. Hver dråbe blev møjsommeligt suget op med en pipette, så Mathias kunne få dem som en del af sondemaden ved næste måltid. Resten af torsdagen fik Mathias ved hvert måltid mellem 3 og 5 ml hos mig. Det var ikke meget og der var langt op til de 60 ml, der skulle til for at der var til et måltid. Heldigvis var sygeplejerskerne gode til at heppe med og holde mit humør oppe ”Nu kommer mælken”, sagde de. Fredag ved middagstid tog han pludselig 12 mm ved mig. Dejligt, hvis ikke det var fordi at han nu skulle have 80 ml ved hvert måltid. Og ak, ved næste måltid sov han så tungt at han måtte have al maden på sonde. Sådan gik det ved cirka hvert andet måltid. Lige til at tage modet fra mig. Men spise, dét skulle han, sagde sygeplejerskerne. Heldigvis var jeg ikke ene om at synes, at der var lang vej til at mælkeproduktionen blev til noget. Vi var flere, der var indlagt og skulle have gang i amningen. Det var rart, for så kunne man heppe lidt på hinanden og trøste når man mistede modet eller hvis det gjorde ondt at lægge barnet til. Alle så frem til den dag, hvor man fik ”fri amning”. Dette betød at man ikke skulle hen på børneafdelingen hver 4.time, men måtte blive på patienthotellet og amme efter behov.

Endelig lørdag formiddag diede Mathias 28 ml ved mig og vi fik et flag tegnet i journalen med bemærkningen ”flot”. På patienthotellet snakkede jeg med en, der sagde at det ikke var til at sove for hendes bryster var hævede og gjorde ondt, nu da mælken var løbet til. Dén problematik kendte jeg slet ikke, sukkede jeg og gik ind på værelset for at tage en eftermiddagslur. Men dét kom jeg til for da jeg vågnede af min lur var mine bryster ømme og jeg fik mig lidt af en overraskelse, da jeg kiggede mig selv i spejlet for minsandten om ikke de var vokset i løbet af min lur.

Herfra gik det stærkt for selvom det ikke var ved hvert måltid at Mathias tog meget, så fik jeg søndag malket så meget mælk ud, at han udelukkende fik mit mælk, enten ved at die eller i sonden – alt i alt 350 ml. Wow. Dette resulterede i at mandag blev den store dag, hvor vi efter en vejning og et tjek ved børnelægen fik ”fri amning”. Vi var ikke til at skyde igennem. Efter en uge var det nu endelig lykkedes at få amningen etableret. Tirsdag blev vi udskrevet fra sygehuset og jubelen ville ingen ende tage.

Nu sidder jeg så her i min lænestol – én måned efter Mathias blev født – og ammer. Det går godt, men til tider er det stadig en kamp. For eksempel tror Mathias at han skal spise hele formiddagen og sommetider søger han vildt efter brystet og kan ikke finde det selvom han nærmest allerede har det i munden. Men vi tager det stille og roligt for jeg er sikker på at der er mælk nok. Hvis jeg ved min førstefødte havde fået samme gode hjælp på sygehuset, er jeg sikker på at jeg også havde haft mælk nok til ham. Han havde nemlig også en hård fødsel og har jo nok haft brugt sin ”madpakke”. På den måde har jeg fået lettet min samvittighed over ikke at kunne amme dengang. Nu ved jeg nemlig at amning ikke er nemt – det er noget, der skal kæmpes for. Men det er til gengæld hele kampen værd.

Fødselsberetning

Jeg vågnede kl. 3 om natten ved at jeg skulle tisse, men inden jeg nåede tilbage i sengen igen havde jeg fået den første ve. Den gjorde ondt på en helt anden måde end dem, jeg havde i lørdags. I lørdags var smerten ligesom hen over maven, som blev stenhård ved hver ve. Denne ve var mere i underlivet. Så et kort øjeblik var jeg helt i tvivl om det var en ve. Men det gjorde så ondt at jeg nærmest klynkede. Dette resulterede i at far vågnede med et spjæt; ”Hvad sker der? Er det nu?”

Veerne kom med 5 minutters mellemrum, men vi ventede alligevel til ved 4 tiden med at ringe til fødegangen, da vi tænkte at de nok ville vide hvor lang tid, der var imellem hver ve og hvor længe de varede. Da vi ringede, bad de os komme derop.

Så 4.20 kørte vi hjemmefra. Egentlig havde jeg lovet nogle stykker at jeg ville sende en sms når vi kørte, men med veer hver 5. min var jeg temmelig ligeglad med telefon og sms’er så det var kun Martin, der fik besked, inden vi kørte.

Kl. 5 ankom vi til fødegangen. Der var nu 4 min mellem hver ve og hver ve varede ca. 1 min. Vi kom ind på en modtagestue, hvor jeg fik lagt et lavement. Da det virkede strøg jeg ud på toilettet. Her gik vandet så med et splask og samtidig fik jeg en ve – så det var ikke særlig sjovt.

Selvom vandet var gået blev der efterfølgende ved med at komme fostervand ud hver gang jeg havde en ve. Vi fik senere at vide at det var fordi du ikke stod langt nok nede i bækkenet, hvor du ellers skulle agere ”prop” – så bliver moderkagen ved med at producere fostervand.

Jeg var nu 4-5 cm åben. Egentlig havde jeg bedt om at få lov til at føde i vand, men fødekarret var ikke ledigt, så det endte med at jeg ved halv syv tiden kom i et karbad som smertelindring. Men her lå jeg kun en halv times tid, da jordemoderen mente at det var en god idé at komme op og gå rundt for at bruge tyngdekraften til at få dig til at ”falde ned” i bækkenet for du var ikke langt nok nede til at jeg ville kunne føde dig. Der var lidt snak om at du måske var for stor til at jeg kunne føde dig. De (jordemoderen og den jordemoderstuderende) vurderede dig til 4600 g, men de mente nu nok at det skulle have en chance, så for at få veerne til at arbejde dig ned uden at jeg havde smerten, fik jeg ved 9.30 tiden lagt en epiduralblokade.

Først skulle de lægge et drop, hvilket de ikke kunne fordi jeg havde så meget vand i hænderne, at de ikke kunne se blodårerne. Men det lykkes for en anæstesi sygeplejerske . Da de så skulle lægge selve epiduralblokaden, skulle jeg sidde musestille. Det var ikke nemt med veer undervejs, men det lykkedes også og bagefter var det skønt at være bedøvet fra livet og ned. Nu kunne jeg kun svagt mærke veerne og så kunne jeg følge med på den strimmel, der hele tiden blev kørt på dig og på veerne.

Kl. 11.55 blev lægen tilkaldt (det viste sig i øvrigt at være en, der kommer Skødstrup ligesom far og jeg). Veerne kom med 2-3 min mellemrum og jeg var 9½ cm åben.

Kl. 12.15 begyndte jeg at føle pressetrang og da kl. var 13 bad de mig presse let med ved hver ve. Der var stadig en kant, der skulle være væk, før jeg var helt åben. 13.40 var kanten væk og jeg måtte presse med.

De gjorde klar til at tage dig med sugekop. Pludselig fik jeg at vide at du skulle ud NU – ellers var det kejsersnit. Jeg pressede alt hvad jeg kunne og ud kom du. Først med hovedet og i næste ve, kom resten af kroppen. Lægen hjalp til med sugekoppen. Far fortalte bagefter at de ruskede vildt i dig for at få dig ud og at det så meget voldsomt ud.

Kl. 14.13 kom du ud. Men nu skulle det gå stærkt for du trak ikke vejret. De nærmest smed dig på mors mave, klippede navnestrengen og hu hej kom du over til to børnelæger, der i forvejen var tilkaldt. De fik liv i dig, men der kom ikke et skrig, kun små knirkelyde. Mor græd og hun kunne se på far, som havde udsyn til hvad børnelægerne gjorde, at det ikke var godt. Du havde navlestrengen rundt om halsen. Du havde slugt fostervand og du havde et lavt blodsukker. Endelig konstaterede de at du kunne trække vejret og du kom i en kuvøse og blev kørt til børneafdelingen (neonatalafdelingen). En af lægerne kom over og ønskede tillykke og jeg tænkte at så levede du. Jordemoderen sagde til mig at jeg måtte vurdere, om far skulle blive ved mig eller gå ned til dig. Jeg bad ham gå ned til dig og komme tilbage og fortælle mig at du havde det godt. Så lå jeg tilbage med tårerne væltende ud af øjnene, mens jeg blev vasket og syet. En sød Sosu assistent holdt mig i hånden undervejs. Alle mulige tanker fløj gennem mit hoved. Mig, der hele tiden havde sagt at jeg ikke glædede mig til fødslen, men til at du lå på min mave og jeg vidste at det hele var gået godt. Og nu lå du der ikke. Jeg blev vasket og syet (ikke meget) og så kom far tilbage med et billede af dig. Du lå i kuvøsen med en lille grøn hue på. De havde givet dig en cpap på næsen – det var en dims, der skulle blæse dine lunger tørre for fostervand. Det var vidunderligt at få billedet at se og høre fra far at du var okay.

Da de var færdige med at sy mig, kom der en portør og hentede mig så jeg også kunne komme ned og se dig. Og hvor var du skøn. Du blev lagt til mit bryst og diede hos mig.

Besøg af sundhedsplejersken

Da vi blev udskrevet fra sygehuset var det med den besked at det - pga den hårde start - var vigtigt at få fulgt op på hvad Mathias vejede. De sagde også at der ikke måtte gå 14 dage inden vejningen.

Så da jeg ikke havde hørt fra sundhedsplejersken (sp) den første uge efter hjemkomst ringede jeg til hende. Hun havde ferie og der var telefonsvarer på. Øv øv. Jeg ringede så til kommunekontoret og fik fat i lederen for områdets sp. Hun var lidt overrasket for de havde ikke fået melding om at jeg havde født. Men hun tog hurtigt affære og allerede dagen efter kom der en sp på besøg.

Den 3. juli - 2 uger gammel - fik vi besøg af sp for første gang. Vi fik en snak om fødslen og sp foreslog at vi undersøgte om vi kunne få en snak med den jordemoder, der var med til fødslen. Dette forslag kom sig af at vi stadig er mærkede af hvor hårdt det var da Mathias lige var kommet ud og var livløs. Ellers fik vi en snak om amning og Mathias blev tjekket igennem. Han er fin og velskabt. Hans vægt sagde 4200 g, hvilket var perfekt.

Den 9. juli - 3 uger gammel - kom sp igen. Denne gang havde Mathias kun taget 100 g på, hvilket var lige i underkanten så vi snakkede meget amning. Mathias har det med at småspise formiddag og aften så nu skal vi prøve at amme i "intervaller", forstået sådan at der mindst skal gå to timer mellem hver amning sådan at han er så sulten at han spiser til han får "fløden" i brystet. Det vil også give mere ro i hans mave samt ro til mor. Herudover snakkede vi afføring. Mathias har ikke haft afføring i 3 dage og det plejede han ellers at have flere gange om dagen. Sp fortalte at det er helt naturligt når han kun får modermælk for der er ikke så mange affaldsstoffer i. Når børnene er 4-8 uger gamle (nogle før) begynder de pludselig at udnytte alt det der er i modermælken og udskiller derfor ikke så meget. Til gengæld vil de begynde at udskille i form af væske så de tisser mere. Og det er også tilfældet her. Så snakkede vi lidt om sutter - og det viste sig at den sut, vi havde taget i brug, ikke er den bedste slags så vi fik prøvet en ny og det lader til at den kan han holde i munden.

Den 15. juli - 4 uger gammel - fik vi igen besøg af sp. Vi var meget spændte på om Mathias havde taget på da han jo kun havde taget 100 g på sidst sp var her. Denne gang var det heldigvis gået bedre. 200 g havde han taget på. Vi snakkede lidt om det med interval-amning da det har været lidt svært at følge det helt for Mathias bliver virkelig bund-ulykkelig når han er sulten og vi så forsøger at trække tiden. Vi har derfor forsøgt en lidt anden taktik, kombineret med at vi har trukket tiden så længe som muligt. Mathias har det med at falde i søvn ved mors bryst. Hyggeligt - men de gange, hvor vi har vidst at han endnu ikke kunne være mæt, er han blevet lagt over i liften med det samme, for det er næsten altid sikkert at så vågner han. Herefter har han så igen fået tilbudt det samme bryst i håb om at han så har fået "fløden". Taktiken må jo have virket

Mathias blev denne gang også målt - 57 cm er han nu, så han er vokset 4 cm siden fødslen.

Barselsgaver

Af storesøstre Nanna og Natacha fik vi en lille kuffert med den gule førertrøje og en kasket:

Af Mormor og Morfar fik vi et sæt tøj, "aktivitetsklud", en æske chokolade og en buket lyserøde roser:

Af Farmor og Bedstefar fik vi et sæt tøj, aktivitsarmbånd, en buket roser, gavekort på 500 kr til Matas og en creme til mor.

Af Onkel Henrik og Tante Linda fik vi en kanin, der kan trækkes i halen og spille:

Af Moster Charlotte, Onkel Jørgen og fætter Nicklas fik vi et sæt joggingtøj til den nye "campist":

Af Familien Sloth fik vi en Barbapapa med en ske, en bodystocking med Kaj og Andrea og en buket blomster:

Af Dorthe og Jalle fik vi futter, hagesmæk, strømper, en orkidé, to håndklæder med navn og et sæt undertøj:

Af Anette Laursen og sønne Christian fik vi et sæt tøj, et par hvide strømper samt en bamse:

Af Elisabeth, Carsten, Sara og Sofie fik vi en sparkedragt, et par strømper og to ruller chokolade:

Af Christina og Emma fik vi en jakke, en skjorte, et par cowboybukser og en poloshirt:

Af Marianne og Michael fik vi hagesmæk og sengesæt. Derudover fik Leif en øl og jeg fik en glasperle til mit Pandora armbånd:

Lillebrors værelse er færdigt

Projekt Barbapapa

Jeg havde sådan lyst til at prøve at male direkte på væggen i det nye børneværelse.

3D scanning

Det var svært at få lillebror til at vende sig så vi kunne se hans ansigt. Men det lykkedes til sidst. Vi fik en dvd med scanningerne samt 80 billeder.

Der var ingen tvivl - det ér en lillebror, vi venter. Han vejede 1367 gram ved scanningen.

Strik til lillebror

Mavebilleder

De tal, jeg skriver ved hvert billede, viser hele uger og dage. På det første billede er jeg

Kald mig bare hønemor

ØV. Freja ville heller ikke i børnehave i dag. Det har snart stået på i 7 måneder, hvor hun hver dag siger at hun ikke vil derop. Det skærer mig langt ind i hjertet, for hvorfor vil hun ikke det? Når jeg spørger hende, siger hun, det vil jeg bare ikke, eller jeg vil ikke være alene, eller der er ingen der gider lege med mig. Det gør mig voldsomt ked af det, for kan det virkelig passe? Er der virkelig ingen der gider lege med hende? Hun er godt nok den yngste på stuen, så det kan godt være lidt svært nogengange når de store leger, men heldigvis kommer der et par nye piger her de næste par måneder.

Jeg er ikke helt glad for den børnehave. De har levende lys tændt op langs trappen, samt i personalerummet. Det bryder jeg mig ikke om, for der er ingen der har direkte opsyn med de lys, og eftersom ungerne befinder sig på førstesal, er det lidt en brandfælde syntes jeg. Endvidere er der lige det med lågerne. Ungerne kan selv åbne lågerne og det er sket flere gange at børn er gået hjem fra børnehave. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan jeg vil reagere hvis Freja en dag går hjem. Jeg tror jeg flipper fuldstændig, laver scene, går til pressen osv. Det har jo været på bestyrelsesmøde med de låger, men der sker bare ikke noget.

Forsøger at få fat i en dame fra kommunen, så vil jeg høre om det kan være lovligt med levende lys uden opsyn, samt låger de kan åbne og bare smutte ud af.

Så prøver vi for alvor

Jeg har sovet mildest talt elendigt i nat. Vi gik ALLE 3 i seng kl. 19 i går og lå og puttede inde i vores seng. Freja sov 19.30 og så lå Johnny og jeg og så DR dokumentar om den handicappede dreng Martin.

Før midnat vil jeg skyde på, at jeg var oppe og tisse 3 gange. Johnny fortrak sig til luftmadrassen i stuen, for at han ikke blev vækket af mit natterenderi. Kl. 1 vågnede Freja og var dybt ulykkelig, så hun kom op til mig. Der lå vi så og puttede (når jeg ikke lige skulle tisse), så jeg har vel ialt sovet 4 timer.

Mit første blogindlæg

WOW, NU er jeg virkelig med på noderne, en blog! Havde virkelig aldrig troet at det skulle overgå mig.

Nå men, god morgen. Har lige sendt mand og barn i børnehave og på arbejde, så jeg har en HEL dag for mig selv. EN HEL DAG! NØJ, hvor skal jeg hygge.

HMM, aner faktisk ikke hvad jeg skal gøre, hvordan jeg skal gøre osv. men mon ikke dette indlæg bliver postet et eller andet sted. Må hellere skrive en masse så jeg bliver skrap, det spiller jo ikke at være bagud.