Det er da vist godt, at jeg snart skal til jordemoder...

Igår aftes havde jeg lige doptonen på maven, inden jeg lagde mig til at sove. Men det var vist ikke helt så god en ide... Det var ikke fordi, at jeg ikke kunne finde hjertelyden, for det kunne jeg sagtens. Der var en fin puls på 150-155 slag i minuttet, så det var helt som det skulle være.

Men på et tidspunkt flyttede jeg doptonen over i den anden side af maven (dette barn ligger altid ovre i højre side, når jeg finder hjertelyd), og ovre på venstre side kunne jeg pludselig også finde en puls. Jeg blev først noget forvirret og tænkte, at barnet nok bare havde flyttet sig. Men efter at have rykket doptone-hovedet frem og tilbage, blev min forvirring ikke mindre. Til sidst endte det med, at jeg satte hovedet midt på min mave og pegede den først over mod venstre side - fin puls. Så lod jeg den dreje over mod højre side (stadig stående på samme sted), og der dukkede der også en puls op... Behøver jeg at skrive, at jeg er noget forvirret?

Jeg skal heldigvis til jordemoder på tirsdag, så der skal jeg vist lige have snakket med hende. Jeg har siddet og søgt på nettet om historier, hvor tvillinger ikke er blevet opdaget til nf-scanning, og det er set før... Puha, jeg bliver helt træt ved tanken...

Min intuition siger mig dog, at det er mig, der har gjort det forkert igår aftes. Jeg forsøgte også at bruge doptonen til morgen, og jeg kunne ganske vist finde hjertelyd i begge sider, men ikke lige så markant som igår aftes. Det er nok bare min doptone, der er ved at være gammel og dårlig...

Jeg har nedensteånde ticker kørende på min Google-forside, så jeg kan følge med i, hvor stort det voksende barn er inde i maven på mig. Hver eneste dag skifter animationen, og jeg synes det er sjovt at følge med i. Men jeg synes, at barnet de sidste par uger er blevet mere og mere.... menneskelig, forstået på den måde, at den ligner et lille barn. Den startede ud med at være noget ubestemmeligt, der bare boblede rundt derinde, men som den ser ud nu, skal den jo bare vokse sig større... 

Og så er det tanken slår mig, at jeg egentligt ikke fatter det. Jeg er så småt begyndt at opleve babybobler. Det har jeg gjort den sidste uges tid. Der er intet rutine eller fast i det, så hver eneste gang jeg mærker det, bliver jeg forvirret og tænker: "Hvad var det?" Og så bagefter: "Nåååårh ja"

Jeg synes det er underligt. Jeg sætter doptonen på maven et par gange om ugen - bare lige for at tjekke. Men jeg har stadig ikke forstået, at det er et virkeligt barn derinde. Jeg glæder mig til at boblerne bliver til puf - og derefter til reelle spark. Og jeg begynder også at glæde mig til at komme på barsel og have et spædbarn i huset igen. Hvad jeg ikke glæder mig til, er de desperate situationer, hvor barnet ikke vil sove eller holde op med at skrige. Puha, det orker jeg ikke... men man overlever jo som man plejer...

Jeg har været ude og købe det første sæt tøj. En lille body (str. 68) og en heldragt med hætte (str. 62). Jeg gik faktisk længe og overvejede, inden jeg gik mod kassen for at betale - for jeg fik pludselig en følelse af at jinxe det hele, hvis jeg købte det. Heldragten er i pigefarver, for min intuition er utrolig stærk omkring kønnet - men pludselig slog tanken mig, at jeg kunne tage fejl, og usikkerheden overmandede mig... Men jeg endte med at købe tøjet alligevel - det var alligevel ikke så dyrt, så jeg kan vel give det videre, hvis det bliver en dreng (hvilket vil være lige så perfekt som en pige)

Jeg har oplevet første boblende fornemmelse af glæde over kommende barn. Jeg var tidligere i dag alene ude for at handle - og pludselig oplever jeg mig selv dreje over mod babymads- og bleområdet... bare sådan for at gå rundt der blandt alle babytingene og nyde det. Rigtig tumpet, men følelsen, da jeg gik der, var helt fantastisk!

Måske den boblende glæde skyldes oplevelsen igår aften. Jeg mærkede de berømte babybobler for første gang, hvor jeg ikke længere var i tvivl! Åh, hvor jeg ønskede, at hun gjorde det igen, men det gjorde hun desværre ikke. Nu må de næste par uger gerne gå lidt hurtigere, så jeg kan begynde at mærke mere til hende!

Trætheden er der stadig - og det samme med madleden om morgenen/formiddagen. Madleden er der dog ikke altid - det hopper sommetider nogle morgener over, så det ser jeg som tegn på, at der snart kommer bedring.

I dag har vi været til nf-scanning. Det var dejligt at få bekræftet, at der rent faktisk VAR et barn derinde i maven. Og der var heldigvis kun én. Det var en aktiv og livlig lille krabat - jeg mindes slet ikke, at de andre har hoppet sådan rundt derinde. Det var sjovt at se, hvordan den rumsterede rundt derinde - og det helt uden at jeg kunne mærke det.

Jeg har nu egentligt været lidt smånervøs her de sidste par dage. Pludselig blev jeg frygtelig angst for, om der nu også virkelig var noget derinde, eller om det hele var en joke. Men igår aftes prøvede jeg at finde hjertelyden, og med det samme jeg satte doptonen på, var der hjertelyd. Jeg skyndte mig at optage lyden på min telefon og sende den til D med beskeden om, at der vist ikke var grund til at være nervøs om der var noget eller ej, for nu havde jeg fundet hjertelyden.

For første gang ligger moderkagen på bagvæggen af livmoderen. I de sidste to graviditeter har moderkagen vendt ud mod maveskindet, så jeg er noget spændt på, om det vil have nogen betydning for, hvornår man kan mærke liv udenpå maven.

Risiko for mongolisme blev vurderet til 'lav' - men jeg fik listet de eksakte tal ud af scanningsdamen, nemlig 12315. Den vurdering kan man vist ikke være andet end tilfreds med!

Scanningsdamen var rigtig sød, og hun viste os både begyndende anlæg til hjernen og talte arme, ben og fingre. Vi så også hjertet galopere derudaf.

Terminsdatoen blev rykket 5 dage frem - så i stedet for en termin, der siger 15. august 2010, er den nu blevet 20. august 2010. Det passer også meget godt med, hvornår vi havde ubeskyttet sex.

Jeg var lidt fræk i dag - jeg ringede til svangreambulatoriet for at sikre mig allerede fra start at få en tid til scanning, som D også kunne komme med til. Heldigvis var hende, jeg talte med, meget forstående, så det var dejligt - hun lovede at tage hensyn til D's arbejdstider til de andre scanninger også. Jeg har kun fået tiden til NF-scanning - nemlig 3. februar kl. 14.10.

Men endnu engang skulle jeg konfronteres med min overvægt - det irriterer mig, og jeg kunne godt høre i stemmen på sekretæren, at min BMI (i hendes øjne) var alt for høj, da hun spurgte mig: "Kan det virkelig passe, at din BMI er sådan og sådan?" "Ja", svarede jeg ganske naturligt - men skummede indvendig. Hun begyndte at forklare, at jeg så skulle til glukosebelastning og have en ekstra vægtscanning i uge 35. Hun blev endnu mere spids i hendes tone, da jeg svarede hende, at jeg allerede havde aftalt med min praktiserende læge, at det ikke var nødvendigt for mig at bruge tid på glukosebelastningen. Min læges begrundelse ligger bl.a. i, at jeg ikke i mine to tidligere graviditeter har haft GBD, og vi har ikke sukkersyge-historie i min familie. Selvfølgelig vil han være obs på mig, når jeg er til undersøgelser hos ham, men han mente (ligesom mig), at det ville være ren og skær spild af tid.

Scanningen i uge 35 forstår jeg egentligt heller ikke. Jeg har født 2 børn, der begge ligger indenfor gennemsnitsvægten, så jeg forstår ikke, hvorfor man ikke prøver at kigge lidt på den enkelte patients forhistorie i stedet for bare at skære alle over én kam... men dem om det - jeg siger selvfølgelig ikke nej til en ekstra scanning...

Det bliver dejligt endelig at få lov til at kigge ind om 2 ugers tid!

Jeg er lidt forvirret. Både i nat og til aften har jeg mærket hvad jeg vil betegne som tidlige bobler i maven. Forvirringen bunder i, at det efter min logiske sans er ALT for tidligt. Men hvis jeg så bare kunne forklare det med noget andet - men det kan jeg ikke. Måske det bare er ønsketænkning? Jeg ved det ikke - men facts er, at jeg mærker noget i mit underliv som jeg ikke kan forklare på andet måde end som liv i maven. Men måske det allerede ER lillesøster, der banker på - jeg mærkede Silke allerførste gang 12+2, hvor jeg var meget usikker på, hvad det var. Det var først senere, at jeg blev klar over, at det var det.

Jeg er stadig begravet i gabende træthed. Kombineret med 2 små børn, hænger det ikke rigtig sammen, så jeg føler mig som en zombie. Men hverdagen og arbejdet skal jo klares, så jeg kæmper mig igennem og trøster mig med, at det er ovre igen om et par uger.

Samtidig kan jeg tilføje, at utålmodigheden har meldt sig - nu vil jeg altså snart have en dato til scanning, så jeg har noget specifikt at se frem til! Jeg overvejer seriøst (og frækt) at komme sygehuset i forkøbet og ringe og høre, om jeg selv kan få en indflydelse på, hvornår jeg får en tid... Men jeg får det nok aldrig gjort - der er langt fra tanke til handling.

Jeg har den sidste 1½ uges tid været i ventetøjet - og jeg kan godt se, at maven er blevet større, når jeg ser mig selv i spejlet. Men hvis jeg ser ned af mig selv, synes jeg nu stadig bare, at jeg ser flommet og fed ud... Det ved jeg heldigvis også, at det nok skal blive bedre.

Puha, jeg mindes ikke, at kvalmen har været så slem de andre gange, men det er nok bare en forglemmelse. Det har godt nok været slemt den sidste uges tid. I dag er det søndag, og allerede da jeg vågnede for en halv times tid siden, kunne jeg mærke, at det var HELT galt... Heldigvis er ungerne til  pasning hos bedstemor og bedstefar, så i det mindste skal jeg ikke koncentrere mig om dem - jeg skal kun tænke på mig selv. Puha.

Det har været meget slemt de sidste par dage, og i fredags på arbejdet kom min chef og sagde til mig, at jeg skulle prøve mig med mariekiks, hvis det var slemt. Så jeg har i skrivende stund 3 kiks liggende på bordet ved siden af mig, hvor der er blevet bidt et lille bid af den ene. Men det duede slet slet ikke at spise af det - så derfor er det lille bid på den ene kiks ikke blevet større... Øv!

Jeg har jo gået og hungret efter symptomer på graviditet (det har jeg jo sådan set gjort alle gange), men nu fortryder jeg godt nok, at jeg har været så forhippet på at få noget kvalme, for jeg kan slet ikke overskue, hvordan jeg skal komme igennem de næste par uger, hvis det her fortsætter. Jeg kan intet spise hele formiddagen, hvilket jeg så tager revanche på om eftermiddagen omkring 1-2 tiden. Og så kommer kvalmen for det meste tilbage igen, når der skal spises aftensmad - AARGGH!!

Heldigvis ved jeg da, at det holder op igen. Det samme med trætheden - som jeg dog har vænnet mig til at leve med. Men jeg glæder mig til at slippe for at gå rundt i en konstant døs i hovedet.

Nu glæder jeg mig til at skulle til lægen på onsdag for at få mit 'mutterpas'. Vandrejournalen betyder også, at jeg er et skridt tættere på datoer til scanninger. Jeg bliver nok også denne gang bedt om at komme ind til glukosebelastning, men det melder jeg nok fra til igen denne gang, for jeg synes det er til grin at skulle til sådan en test, når der ikke er noget i vejen med mig ellers. Og ja - jeg påtager mig det fulde ansvar ved ikke at møde op - men det gør jeg jo alligevel...

Det er i dag den 2. januar - og om 11 dage skal jeg til første lægebesøg. Jeg glæder mig til at blive officiel i systemet, så vi kan få nogle datoer til scanningerne.

Til trods for at jeg glæder mig, har jeg en underlig følelse i kroppen. Jeg kan ikke forklare den på anden måde, end at jeg føler, der er noget galt. For 4-5 dages tid siden blødte jeg, og jeg har svært ved at lægge det helt på hylden, selvom blødningen for længst er ophørt.

Samtidig går næsten alle og joker med, at der er 2 derinde. Jeg synes ikke det er sjovt at joke med. Det er virkelig min store frygt, at der er 2. Virkelig. Jeg synes det er hårdt nok med 2 børn nu - og kan slet ikke overskue/magte, hvordan det skulle komme til at blive med 2 børn mere. Så jeg håber - virkelig håber, ønsker og beder til, at der kun er én!!! Jeg tror også, at den næste der kommer med sådan en kommentar, får et ret tvært svar retur. Jeg kan ikke længere tage det helt så pænt som jeg kunne, da den første kommentar kom. Men det er måske også fordi, at jeg virkelig frygter det - angsten sidder dybt forankret i mig.

Jeg synes tiden går langsomt. Jeg får kvalme, når jeg spiser, men det kan altid bortforklares med alt muligt andet. Og min træthed skyldes jo naturligvis at jeg ikke er kommet i seng i ordentlig tid. Måske jeg også forsøger at skubbe symptomerne væk, fordi jeg ikke HELT vil indse faktum - at jeg er gravid og bærer på endnu et barn.

Jeg har mange tanker, der fræser rundt i hovedet på mig. Tankerne er meget tvesidede, og det kan være noget forvirrende at være i mit hoved. På den ene side er jeg overlykkelig over at være gravid - hvor er det fantastisk, at det kan lykkes for os at blive gravid ved et uheld! Jeg priser mig virkelig heldig over, at det overhovedet har kunnet lade sig gøre, når jeg har bagagen med Silke i min rygsæk.

Men samtidig er der også en følelse af "Øv, hvorfor lige nu?" Og puha, hvor bliver det hårdt med 3 børn med en aldersspredning på 3½ år. Jeg føler ikke rigtigt, at jeg kan læsse de negative tanker af nogle steder. Når folk får at vide, at jeg er gravid, er de "iiiiih og ååååh" og "hvor er det dog fantastisk". Og det er det da også - men jeg er nok mest en blanding af "iiiih og åååh" og "øv". Og jeg har lidt svært ved at få følelserne helt på plads.

Samtidig sidder jeg også hungrer efter at komme til at  mærke, at jeg er gravid. Eneste tegn på graviditet er de positive graviditetsteste. Jeg har ikke haft det specielt dårligt, og min træthed kan bortforklares med at jeg kommer for sent i seng. Brystspændinger har jeg også, selvom jeg ikke er gravid (dog ikke så slemme), men altid kan jeg bortforklare dem og bilde mig selv ind, at det skyldes noget andet.

D luftede også tanken for mig for en uges tid siden, at han var nervøs for, om der nu også var noget inde i maven. Og siden han har sagt det, har jeg selv været nervøs for det. Hvad nu hvis det er en joke? Jeg glæder mig til at blive scannet, men der er godt nok længe til...

Og så er der selvfølgelig tanken om barnet i maven kontra børnene udenfor maven - hvordan det bliver, når jeg har født? Bliver Silke og Viktor de perfekte store-søskende, eller bliver det et mareridt? Kommer amningen til at gå godt denne gang? Sidste gang gik det jo ikke helt så godt.

Nå, men alle tankerne ved jeg jo heldigvis er normale. Men jeg ville nu ønske, at der var en facitliste, så man allerede nu kunne se, hvordan det hele ender... men det kan man jo desværre ikke....

Vi prøvede på ingen måde at gøre mig gravid. Jeg var lige startet på nyt arbejde 1. november 2009, og derfor ville jeg gerne lige vente et par år eller 3, før vi skulle have vores ønskebarn nr. 3. Men det er ikke alle ting, man selv bestemmer i livet - og sådan var det også med dig.

I slutningen af min cyklus var far og jeg sammen uden kondom. Jeg troede, at det var sikkert, men min cyklus må være blevet rykket pga. mit nye arbejde og al den positive stress jeg oplevede i forbindelse med mit arbejde. Derfor ved jeg også lige præcis, hvornår du er blevet lavet - fredag aften den 27. november 2009.

Allerede et par dage efter vidste jeg intuitivt, at den var 'gal'. Der skete noget i min krop - men jeg forsøgte at fortrænge det, for jeg havde fået at vide af gynækologen i januar måned, at vi skulle have hjælp til at få flere børn - og at gynækologen ville hjælpe os med det samme, vi tog beslutningen om flere børn. Jeg bildte mig selv ind, at det umuligt kunne passe, at jeg pludselig var blevet så fertil at en enkelt gang uden kondom kunne gøre det.

Søndag den 6. december forventede jeg min menstruation. Men den kom ikke. Jeg testede den dag - og testen var negativ. I dagene derefter kværnede tankerne i mit hoved, for jeg vidste jo godt, hvorfor min menstruation ikke kom - også selvom testen havde været negativ. I et forsøg på at berolige mig selv om, at min menstruation nok skulle komme, forsøgte jeg tirsdag aften den 8. december at pendulere og spørge, om jeg var gravid. Jeg forventede et klart nej - men pendulet mente noget andet. Senere den aften blev 'laboratoriet' hevet frem, og der blev testet. Der dukkede en svag ubetydelig lille ekstra streg frem - og det vidste jeg jo godt, hvad betød. Puha, jeg var ikke stolt af mig selv - selvfølgelig var jeg overlykkelig over endnu engang at få lov til at opleve det mirakel at bære et andet menneske i min krop, men det bekymrede mig meget, hvordan omverdenen (og ikke mindst mit arbejde) ville reagere på det. Og hvad med far? Ville han blive sur og gal på mig over at jeg havde regnet så meget forkert med min cyklus?

Far reagerede som den stolte far - selvom du ikke var ventet, så tog han imod dig med åbne arme. Som han senere konstaterede, så 'må jeg jo have supersæd, der vil frem i verden'. Og vi ved jo, at vi laver fantastiske børn, så du bliver endnu et mirakel i vores lille familie.

Et par dage efter vi selv havde fundet ud af, at du var på vej, fortalte vi det til bedstemor og bedstefar, mormor og morfar. De var alle glade på vores vegne - og som os selv var de slet ikke forberedt på det. Så overraskelsen var stor.

17. december fyldte jeg 30 - og den aften fik far og jeg snakket sammen om fremtiden. Jeg havde den sidste uges tid haft en knude i maven, fordi jeg følte at jeg løj overfor dem på arbejdet. Far mente ikke, at jeg behøvede at sige noget endnu (og det gjorde jeg heller ikke), men jeg havde det ikke godt med det. Derfor tog jeg på arbejde fredag den 18. december med det for øje at få talt med min chef. Puha, jeg var ikke stolt, da jeg sad der i stolen og skulle fortælle, at jeg var gravid - men heldigvis var hun okay med det. Selvfølgelig var det træls for hende set med arbejdsgiver-øjne, men hun var glad på mine vegne. Det var en lettelse at få det sagt.

Lørdag 19. december holdt vi min 30 års fødselsdag. Vi havde besluttet at offentliggøre det for resten af familien den dag - og jeg var meget nervøs, da jeg skulle sige det. Familien var overraskede - men stadig glade på vores vegne. Det var en rigtig god og dejlig fest.

Nu har vi 25. december. Tanken er for alvor begyndt at bundfælde sig. Jeg kan nu for alvor begynde at glæde mig til at blive mor, efter at vi har fået det fortalt til alle. Det er 100% officielt, og jeg kan tale åbent om det, som allerede er blevet en kæmpe del af mig, nemlig dig.

Min fornemmelse siger mig, at du er en lille pige. Jeg har altid fået at vide af pendulet, at jeg får en pige-dreng-pige, når jeg har spurgt, hvor mange børn, jeg får. Indtil videre har det passet, så jeg tror selvfølgelig også på det denne gang. Denne gang har jeg også besluttet mig for, at jeg ikke vil vide, hvad kønnet er, inden jeg føder. Far har aldrig villet vide det, men de sidste to gange har jeg fået lov til at bestemme. Denne gang skal far have lov til at fortælle mig, om det er en dreng eller pige (men jeg vil godt nok blive overrasket, hvis han siger, at det er en dreng...)

Jeg glæder mig til at lære dig at kende gennem dit liv i maven. Jeg glæder mig til at mærke dine spark. Jeg glæder mig til at se ind til dig gennem scanningerne. Jeg glæder mig til at føde dig. Jeg glæder mig til at lære dig og din personlighed at kende. Jeg glæder mig...!

Det er lang tid siden, jeg har fået opdateret sidst - tiden flyver afsted, og det kan godt mærkes, at det er barn nr. 2, og at man ikke på samme måde har tid til at gå op i alt, hvad barnet laver... Underligt, at man har det sådan, men det er jo ikke i ond mening på nogen som helst måde. Sidste opdatering kom, da han var 2 måneder gammel - så det er vist på tide at komme med en ny opdatering.

Viktor er i den grad blevet slyngel-yngel. Jeg har slynget ham så meget som muligt, og det er fantastisk at have denne tætte kontakt med sit barn. Jeg er selv gået igang med en lille produktion af ringslynger, som jeg sælger til billige penge - www.tinel.dk

Viktor er vokset op til at blive et fantastisk barn. Han er god som dagen er lang, og det er sjældent, at vi hører noget fra ham - og når vi gør, så ved vi, at han er træt eller sulten...

Han var en sen kravler - han møvede sig frem på maven læææænge, men han kom først op på alle 4 og kravlede frem, da han var 10½ måned gammel. Jeg skal love for, at moderen var nået at gå hen og blive utålmodig...

15. april startede han i dagpleje, 10½ måned gammel - og efter et par ugers opstart, startede jeg selv på arbejde 1. maj. Viktor har taget denne overgang nogenlunde pænt. Vi havde en træls periode, men den forsvandt heldigvis hurtigt igen, selvom det var træls og hårdt, mens det stod på. Der er nu ikke noget værre end både at aflevere og hente et grædende barn...

Nu fylder han snart 1 år - det er næsten ikke til at forstå. Den lille dreng, der lå inde i min mave sidste år, har nu vokset sig stor og stærk. Nu venter vi bare på, at han snart træder sine første trin. Det er nu fantastisk med børn i den alder (men de kan nu også være træls...)

Jeg har fået en blog - uden helt at vide hvordan man bruger sådan en

Her vil jeg fortælle om min graviditet og senere om lillebrors færden her i livet

---------

Egentlig havde vi bestemt os for at vi ikke skulle have flere børn, men så i foråret 2007 kom vi på andre tanker Allerede i september blev jeg gravid. Jeg opdagede det den 14. oktober, men holdt det som en hemmelighed frem til jeg i november var til undersøgelse ved lægen. Så fik familie og venner det at vide.

---------- O ----------

Den 4. december var vi til nakkefoldsscanning. Alt var som det skulle være - og det var skønt at se den lille baby sparke i maven.

Vi fik et par fine billeder med fra scanningen.

Dagen efter fortalte jeg nyheden på mit arbejde. Det blev heldigvis modtaget positivt.

---------- O ----------

10. januar var jeg til jordemoder. Alt var som det skulle være og jeg fik lov til at høre babys hjertelyd.

---------- O ----------

14. januar måtte jeg desværre sygemeldes med bækkenløsning. I første omgang blev jeg sygemeldt en måned og henvist til en fysioterapeut. Det blev imidlertid kun værre af behandlingerne, så jeg stoppede og lægen henviste mig til fysioterapeuten på Randers sygehus i stedet.

---------- O ----------

24. januar blev jeg scannet igen. De sagde at vi venter er en dreng

De må ikke sige det med 100% sikkerhed, men vi tror det er rigtig nok

Farmand var ikke til at skyde igennem - og vi måtte lige en tur forbi H&Ms den blå afdeling på hjemvejen.

De billeder, vi fik, var ikke særlig gode, men her er et par stykker alligevel:

Først rygraden:

 Og her er baby set nedefra med numsen til højre i billedet - og en pil hen på "tappen" - det er en dreng

Og her kan man se fødderne nedefra:

---------- O ---------- 

26. februar var jeg ved fysioterapeuten på Randers Sygehus. Hun konstaterede at jeg har bækkenløsning og gav mig nogle øvelser samt et bælte, som skal "holde lidt sammen" på bækkenet når jeg går.

---------- O ----------

27. februar var jeg ved lægen, som sygemeldte mig frem til terminen. Underlig fornemmelse ikke at skulle på arbejde det næste års tid....

---------- O ----------

6. marts: Så har jeg været til mit 2. jordemoderbesøg.

Der var en jordemoderstuderende med. Hun var, ligesom jordemoderen, rigtig sød.

Vi fik snakket lidt om amning. Sidste gang gik amningen ikke så godt for mig, så jordemoderen noterede at sygehuset ikke må sende mig hjem før amning er etableret.

Så skulle hjertelyden findes Det var ikke nemt for lillebror sparkede så lystigt at lyden nærmest kom og gik. Men til sidst lykkedes det.

----------- O -------------

20/03 - mine tal fra glucosetesten var heldigvis fine

28/03: Vi har været til 3D scanning i dag. Det var en fantastisk oplevelse. Her er et enkelt billede, men jeg har lavet en side specielt til denne oplevelse

------ o ------

17/04: Jeg skulle have været til jordemoder i dag, men min tid er aflyst pga strejken

---------- o ---------------

06/05: Jeg har været til 3. graviditetsundersøgelse ved lægen i dag. Hun skønnede at lillebror vejer 2600 gram og at han har venst sig med hovedet nedad.

---------- o ------------

16/05: Vi har været en tur i Randers i dag fordi vi lige ville vide hvor fødeafdelingen ligger - det er jo nok ikke sjovt at lede efter den når veerne først er der

------- o ---------------

29/05: Jeg er lige hjemvendt fra et dejligt jordemoder besøg.

Vi fik snakket om min første fødsel og forventninger til den næste.

Og så fik jeg et vægtskøn.
 
Betryggende når jordemodereleven skal vægtskønne og så siger: "der er godt nok meget barn - er du sikker på at der kun er én?"
 
De mener at han vejer 3500 gram så det lader til at han er en lille basse. Jeg har dog en del fostervand, så derfor kan vægten snyde lidt.

Han vender rigtigt og står ned i bækkenet, men ikke fast.

Jeg har fået en tid til om 14 dage, men jordemoderen sagde at det kunne være den tid i stedet ville komme til at blive brugt til hælprøven.

------ o ------

09/06: Jeg hat været ved lægen i dag og fået konstateret blærebetændelse. Ret træls for det gør ondt og jeg har fået penicilin. Om natten vågner jeg en gang i timen og skal tisse. Øv øv

------ o ------

11/06 - Endelig oprandt den længe ventede dato, terminsdatoen  - men intet skete

----- o -----

12/06: Ringede til lægen da pillerne mod blærebetændelse ikke har virket. Hun mener at det eneste, der er at gøre, er at vente på fødslen.

Senere samme dag: Jeg har været ved jordemoder. Hun skønner lillebror til at veje 3900 g - ja hun var endda tilbøjelig til at sige 4000 g. Hun sagde at tit kan en blærebetændelse ikke "slåes ned" når man er så gravid som jeg er nu, så igen: vent på fødslen.

Den 4. oktober  2008 holdt vi barnedåb. Vi havde en dejlig dag.

Min mor havde bagt en dejlig kransekage med et par babysko som pynt på toppen:

Kirken gav Mathias dåbslyset samt en børnebibel:

Mormor og morfars gaver var bestik, en gå-vogn og en mobiltelefon i rangle:

Farmor og bedstefars gaver var en bidering og 10.000 kr på en bankbog:

Moster Charlotte, onkel Jørgen og Nicklas' gave var Åh Abe boksen:

Moster Charlotte havde lavet et flot minde:

Onkel Henrik og Tante Lindas gave var Den store bog om Peter Pedal og blomster:

Vi var 15 der deltog i festen, men der var også gaver fra nogen, der ikke deltog.

Af Dorthe og Jalle fik Mathias en sparebøsse:

Af Eva og Finbarr fik Mathias en bold:

Af Leifs kolleger fik Mathias et håndklæde:

Af farmors nabo, Asta, fik Mathias sutter:

 Af Mike og Else fik Mathias et tæppe, en bamse, en nakkepude og en sele-bamse:

Af Lis og Ida fik Mathias bestik, som desværre var magen til det fra mormor og morfar. Vi byttede det derfor til et spise-sæt, der passede til bestikket:

Samme dag som dåben fik Mathias' forældre en kirkelig velsignelse af deres bryllup.

Vi fik et gavekort på 500 kr til isenkræmmeren, Menu udendørskugler til lys og en Geog Jensen uro med 4 roser som symbol på de 4 år, vi hár været gift:

Vi fik 4 buketter blomster som var både til dåb og velsignelse - fra Dorthe og Jalle, Marianne og Alf, Jimmy og Tina og fra Lis og Ida.

Vi fik også to sammenplantninger, en fra mødregruppen og en fra Sonja og John.

Derudover fik vi til minde om dagen et Discovery æbletræ, som nu er plantet i haven:

Igår fyldte Viktor 2 måneder gammel - det er underligt at tænke på, hvor meget vores liv har ændret sig på den korte tid. Det har været hårdt at vænne sig til at have to børn - og det hele kulminerede, da jeg var til Viktors 5 ugers undersøgelse hos lægen, hvor lægen (efter han havde undersøgt Viktor) så alvorligt på mig og spurgte, hvordan JEG havde det - hvorefter jeg brød grædende sammen. Det endte med, at han tilbød mig antidepressivt, hvilket jeg dog takkede 'Nej tak' til - og så tog jeg ellers hjem og fik snakket det hele igennem med D. Og det gjorde, at tingene begyndte at vende for mig.

Efterfølgende havde D 3 ugers ferie, og det har været rart for mig at finde ud af det med at have 2 børn samtidig med at have ham som backup. Og nu begynder jeg igen at kunne overskue tingene - f.eks. at skulle hente Silke fra DP virker ikke længere helt så uoverskueligt som før...

Viktor er et pragteksemplar - selvfølgelig har han sine skrigeture, men det kommer vi igennem. Han er blid som dagen er lang og accepterer hvordan tingene er. Han er blevet meget bevidst med sine smil - og det er utroligt skønt at have den kontakt med ham... det har jeg godt nok skrevet før, men den kontakt er bare så vidunderlig, at det ikke kan skrives nok...

Jeg forsøger at kyle ham i viklen og ringslyngen så ofte som muligt - jeg nyder at have denne form for kontakt med ham, og da jeg ved, at det er en begrænset periode, så skal det også udnyttes fuldt ud! Jeg kommer sådan til at savne det - åh, havde jeg dog bare set lyset med sådanne bæredimser, da Silke var spæd...

Hvem sagde at amning er nemt?

(I hvert fald ikke mig!)

Da jeg fik min ældste søn lykkedes det aldrig for mig at amme. Der var ikke mælk nok, så han var sulten hele tiden. Efter en uge prøvede vi med flaske og efter endnu en uge ammede jeg slet ikke mere. Det var lidt af en nedtur for mig, for i alle de mange bøger, jeg havde læst under min graviditet, stod der jo at alle kvinder kunne amme.  Hvorfor kunne jeg så ikke? Det hjalp lidt at fortælle folk om det for så viste det sig at flere og flere havde opgivet. Eller også kendte de i hvert fald nogen, der havde opgivet.

Nu – en del år efter at jeg fik min ældste søn – har jeg fået en efternøler.  Gennem hele graviditeten vidste jeg, at jeg ville gå langt for at få amningen til at lykkes denne gang. Ved konsultationen hos jordemoderen talte vi om amning. Det viste sig at det sygehus, hvor jeg skulle føde på, havde en amme politik og at det derved var muligt at få særlig hjælp til amningen. Jeg ytrede ønske om at blive på sygehuset indtil amningen var etableret. Det blev skrevet i min såkaldte ammejournal. Det gav mig ro i sindet og det var derfor med stor uro, at jeg fulgte strejken blandt sygeplejersker og jordemødre. For hvis de stadig strejkede, når jeg skulle føde, ville jeg blive sendt hjem efter fire timer og dermed ville jeg ikke få hjælp til amningen. Jeg var grædefærdig, men blev ved med at sige til mig selv, at det selvfølgelig nok skulle gå. Min mand forsøgte også at berolige mig. Jeg var heldig, for som sygeplejerskerne og jordemødrene gik i arbejde til midnat mellem lørdag og søndag, fødte jeg tirsdagen efter.

Vi fik en dejlig søn, Mathias, på 4018 g og 53 cm lang. Desværre fik han en noget hård start på livet, for da han kom ud, var han helt livløs. Han havde slugt fostervand, blodsukkeret var lavt og han havde navlesnoren rundt om halsen. Heldigvis stod to børnelæger klar til at få liv i ham. Endelig kom han med et par knirkelyde – der var liv! Herefter blev han lagt i kuvøse og kørt til børneafdelingen, hvor de skulle tørre hans lunger og holde øje med blodsukkeret. Det var frygtelig hårdt. Mig, der sådan havde glædet mig til at min søn lå på maven af mig. Jeg græd mange tårer. Mens jeg blev vasket og syet, gik min mand og den jordemoderstuderende hen på børneafdelingen for at se til Mathias. Min mand kom tilbage med et foto af Mathias, som nu havde det fint. Der blev ringet efter en portør og jeg blev i sengen kørt hen på børneafdelingen, så jeg også kunne se at vores lille søn havde det fint. Alt imens jeg stortudede, dels af lettelse, dels af forskrækkelsen over al virvaret, blev Mathias lagt til hos mig for første gang. Det var ikke helt let at få ham til at tage ved, men med hjælp fra sygeplejersken, lykkedes det.

Den hårde fødsel gjorde at Mathias havde brugt sin ”madpakke”. Dette betød at han skulle starte med at få mælk via sonde, da råmælken hos mig ikke ville være nok til at starte på. Han skulle have mælk hver 3. time de første dage. Mathias’ far og jeg sov på patienthotellet og skulle så komme over på børneafdelingen, når det var spisetid. Efter et par dage blev det til hver 4. time og Mathias kom ud af kuvøsen og kunne derfor komme med os hen på patienthotellet imellem måltiderne.

Spisetid betød at Mathias skulle lægges til ved mig for at få al den råmælk, han ville have fået, hvis han kun skulle die. Når han havde diet skulle han have suppleret op med mad på sonde. Til sidst skulle jeg malke ud på en elektrisk malkemaskine.  

Når man udelukkende ammer sit barn, kan man ikke vide hvor meget mælk, der kommer ud – og da barnet normalt er udstyret med en ”madpakke”, der gør at de kan klare sig med meget lidt de første dag, virker det formentlig til at barnet mættes ved at blive ammet. Når man malker ud, får man en fornemmelse af hvor lidt mælk, man har til at starte på. Jeg fødte tirsdag eftermiddag og det var først torsdag at Mathias fik så meget ved mig, at det kunne registreres. Hver gang han skulle spise, startede vi med at veje ham, så diede han og så vejede vi igen. Det han havde taget på i gram, svarede til det antal ml, han havde drukket. Torsdag kl. 16 – mere end to døgn efter fødslen – diede han 3 ml. Juhuuu – vild jubel, der vár mælk i mine bryster. Ja, jeg havde jo haft mine tvivl, når jeg efter 10 minutter med malkemaskinen kun havde fået få dråber malket ud. Dråber, som blev behandlet som var de det pureste guld. Hver dråbe blev møjsommeligt suget op med en pipette, så Mathias kunne få dem som en del af sondemaden ved næste måltid. Resten af torsdagen fik Mathias ved hvert måltid mellem 3 og 5 ml hos mig. Det var ikke meget og der var langt op til de 60 ml, der skulle til for at der var til et måltid. Heldigvis var sygeplejerskerne gode til at heppe med og holde mit humør oppe ”Nu kommer mælken”, sagde de. Fredag ved middagstid tog han pludselig 12 mm ved mig. Dejligt, hvis ikke det var fordi at han nu skulle have 80 ml ved hvert måltid. Og ak, ved næste måltid sov han så tungt at han måtte have al maden på sonde. Sådan gik det ved cirka hvert andet måltid. Lige til at tage modet fra mig. Men spise, dét skulle han, sagde sygeplejerskerne. Heldigvis var jeg ikke ene om at synes, at der var lang vej til at mælkeproduktionen blev til noget. Vi var flere, der var indlagt og skulle have gang i amningen. Det var rart, for så kunne man heppe lidt på hinanden og trøste når man mistede modet eller hvis det gjorde ondt at lægge barnet til. Alle så frem til den dag, hvor man fik ”fri amning”. Dette betød at man ikke skulle hen på børneafdelingen hver 4.time, men måtte blive på patienthotellet og amme efter behov.

Endelig lørdag formiddag diede Mathias 28 ml ved mig og vi fik et flag tegnet i journalen med bemærkningen ”flot”. På patienthotellet snakkede jeg med en, der sagde at det ikke var til at sove for hendes bryster var hævede og gjorde ondt, nu da mælken var løbet til. Dén problematik kendte jeg slet ikke, sukkede jeg og gik ind på værelset for at tage en eftermiddagslur. Men dét kom jeg til for da jeg vågnede af min lur var mine bryster ømme og jeg fik mig lidt af en overraskelse, da jeg kiggede mig selv i spejlet for minsandten om ikke de var vokset i løbet af min lur.

Herfra gik det stærkt for selvom det ikke var ved hvert måltid at Mathias tog meget, så fik jeg søndag malket så meget mælk ud, at han udelukkende fik mit mælk, enten ved at die eller i sonden – alt i alt 350 ml. Wow. Dette resulterede i at mandag blev den store dag, hvor vi efter en vejning og et tjek ved børnelægen fik ”fri amning”. Vi var ikke til at skyde igennem. Efter en uge var det nu endelig lykkedes at få amningen etableret. Tirsdag blev vi udskrevet fra sygehuset og jubelen ville ingen ende tage.

Nu sidder jeg så her i min lænestol – én måned efter Mathias blev født – og ammer. Det går godt, men til tider er det stadig en kamp. For eksempel tror Mathias at han skal spise hele formiddagen og sommetider søger han vildt efter brystet og kan ikke finde det selvom han nærmest allerede har det i munden. Men vi tager det stille og roligt for jeg er sikker på at der er mælk nok. Hvis jeg ved min førstefødte havde fået samme gode hjælp på sygehuset, er jeg sikker på at jeg også havde haft mælk nok til ham. Han havde nemlig også en hård fødsel og har jo nok haft brugt sin ”madpakke”.  På den måde har jeg fået lettet min samvittighed over ikke at kunne amme dengang. Nu ved jeg nemlig at amning ikke er nemt – det er noget, der skal kæmpes for. Men det er til gengæld hele kampen værd.

I dag fylder Viktor 7 uger gammel - og han er begyndt at blive mere og mere velvillig til at smile til os. Det er faktisk det første, han giver os i gave hver eneste morgen - et dejligt morgensmil!

Derudover er vi også nået til tigerspring nr. 2 - jeg er overhovedet ikke i tvivl. Igår aftes havde vi en aften fra helvede, og intet kunne få ham til at falde til ro. Han skreg og skreg og skreg bare. Det er dybt frustrerende at stå som forælder og ikke kunne få sit barn til at falde til ro og holde op med at skrige. Det endte med, at D lavede en flaske med kamillete - og det gav en smule ro så længe han spiste ved flasken. Men det hele startede forfra (dog i mildere grad), da han var færdig - så jeg tog ham under armen og lagde mig ind i sengen med ham - og efter 20-30 minutters stille ro i mors seng faldt han ENDELIG i søvn! Der havde vi så også haft skrig i 2-3 timers tid

Jeg glæder mig til dette tigerspring er overstået, for det betyder, at vi kan begynde at få lidt struktur i hans hverdag - at han forstår, at der er noget, der hedder dag og nat. Og det betyder måske også, at han begynder at sove igennem om natten - selvom jeg egentligt ikke finder natteamningerne så irriterende som med Silke, så glæder jeg mig nu alligevel til at få hele min nattesøvn igen

Skrevet til Mathias

17/06/2008

Jeg vågnede kl. 3 om natten ved at jeg skulle tisse, men inden jeg nåede tilbage i sengen igen havde jeg fået den første ve. Den gjorde ondt på en helt anden måde end dem, jeg havde i lørdags. I lørdags var smerten ligesom hen over maven, som blev stenhård ved hver ve. Denne ve var mere i underlivet. Så et kort øjeblik var jeg helt i tvivl om det var en ve. Men det gjorde så ondt at jeg nærmest klynkede. Dette resulterede i at far vågnede med et spjæt; ”Hvad sker der? Er det nu?”

Veerne kom med 5 minutters mellemrum, men vi ventede alligevel til ved 4 tiden med at ringe til fødegangen, da vi tænkte at de nok ville vide hvor lang tid, der var imellem hver ve og hvor længe de varede. Da vi ringede, bad de os komme derop.

Så 4.20 kørte vi hjemmefra. Egentlig havde jeg lovet nogle stykker at jeg ville sende en sms når vi kørte, men med veer hver 5. min var jeg temmelig ligeglad med telefon og sms’er så det var kun Martin, der fik besked, inden vi kørte.

Kl. 5 ankom vi til fødegangen. Der var nu 4 min mellem hver ve og hver ve varede ca. 1 min. Vi kom ind på en modtagestue, hvor jeg fik lagt et lavement. Da det virkede strøg jeg ud på toilettet. Her gik vandet så med et splask og samtidig fik jeg en ve – så det var ikke særlig sjovt.

Selvom vandet var gået blev der efterfølgende ved med at komme fostervand ud hver gang jeg havde en ve. Vi fik senere at vide at det var fordi du ikke stod langt nok nede i bækkenet, hvor du ellers skulle agere ”prop” – så bliver moderkagen ved med at producere fostervand.

Jeg var nu 4-5 cm åben. Egentlig havde jeg bedt om at få lov til at føde i vand, men fødekarret var ikke ledigt, så det endte med at jeg ved halv syv tiden kom i et karbad som smertelindring. Men her lå jeg kun en halv times tid, da jordemoderen mente at det var en god idé at komme op og gå rundt for at bruge tyngdekraften til at få dig til at ”falde ned” i bækkenet for du var ikke langt nok nede til at jeg ville kunne føde dig. Der var lidt snak om at du måske var for stor til at jeg kunne føde dig. De (jordemoderen og den jordemoderstuderende) vurderede dig til 4600 g, men de mente nu nok at det skulle have en chance, så for at få veerne til at arbejde dig ned uden at jeg havde smerten, fik jeg ved 9.30 tiden lagt en epiduralblokade. Først skulle de lægge et drop, hvilket de ikke kunne fordi jeg havde så meget vand i hænderne, at de ikke kunne se blodårerne. Men det lykkes for en anæstesi sygeplejerske . Da de så skulle lægge selve epiduralblokaden, skulle jeg sidde musestille. Det var ikke nemt med veer undervejs, men det lykkedes også og bagefter var det skønt at være bedøvet fra livet og ned. Nu kunne jeg kun svagt mærke veerne og så kunne jeg følge med på den strimmel, der hele tiden blev kørt på dig og på veerne.

Kl. 11.55 blev lægen tilkaldt (det viste sig i øvrigt at være en, der kommer Skødstrup ligesom far og jeg). Veerne kom med 2-3 min mellemrum og jeg var 9½ cm åben.

Kl. 12.15 begyndte jeg at føle pressetrang og da kl. var 13 bad de mig presse let med ved hver ve. Der var stadig en kant, der skulle være væk, før jeg var helt åben. 13.40 var kanten væk og jeg måtte presse med.

Undervejs fulgte de med i din puls og de tog blodprøver af dig.

De gjorde klar til at tage dig med sugekop. Pludselig fik jeg at vide at du skulle ud NU – ellers var det kejsersnit. Jeg pressede alt hvad jeg kunne og ud kom du. Først med hovedet og i næste ve, kom resten af kroppen. Lægen hjalp til med sugekoppen. Far fortalte bagefter at de ruskede vildt i dig for at få dig ud og at det så meget voldsomt ud.

Kl. 14.13 kom du ud. Men nu skulle det gå stærkt for du trak ikke vejret. De nærmest smed dig på mors mave, klippede navnestrengen og hu hej kom du over til to børnelæger, der i forvejen var tilkaldt. De fik liv i dig, men der kom ikke et skrig, kun små knirkelyde. Mor græd og hun kunne se på far, som havde udsyn til hvad børnelægerne gjorde, at det ikke var godt. Du havde navlestrengen rundt om halsen. Du havde slugt fostervand og du havde et lavt blodsukker. Endelig konstaterede de at du kunne trække vejret og du kom i en kuvøse og blev kørt til børneafdelingen (neonatalafdelingen). En af lægerne kom over og ønskede tillykke og jeg tænkte at så levede du. Jordemoderen sagde til mig at jeg måtte vurdere, om far skulle blive ved mig eller gå ned til dig. Jeg bad ham gå ned til dig og komme tilbage og fortælle mig at du havde det godt. Så lå jeg tilbage med tårerne væltende ud af øjnene, mens jeg blev vasket og syet. En sød Sosu assistent holdt mig i hånden undervejs. Alle mulige tanker fløj gennem mit hoved. Mig, der hele tiden havde sagt at jeg ikke glædede mig til fødslen, men til at du lå på min mave og jeg vidste at det hele var gået godt. Og nu lå du der ikke. Jeg blev vasket og syet (ikke meget) og så kom far tilbage med et billede af dig. Du lå i kuvøsen med en lille grøn hue på. De havde givet dig en cpap på næsen – det var en dims, der skulle blæse dine lunger tørre for fostervand.  Det var vidunderligt at få billedet at se og høre fra far at du var okay.

Da de var færdige med at sy mig, kom der en portør og hentede mig så jeg også kunne komme ned og se dig. Og hvor var du skøn. Du blev lagt til mit bryst og diede hos mig.

Velkommen til verden, lille Mathias.

Silke fylder om et par dage 17 måneder gammel - og vi har 3 ugers ferie i øjeblikket. Derfor har jeg sat mig for at hun nu skal lære at spise med ske selv. Det vil nemlig lette vores morgener betydeligt at hun selv kan spise sin morgenmad, og det burde vi kunne nå at lære på 3 uger. Vi har heller ikke tid til at lade hende lære det på hverdagene, fordi det af gode grunde sviner ret meget, når man skal lære sådan noget. Så derfor klarer vi det her i ferien - og indtil videre går det (efter omstændighederne) rigtigt godt. Ja, det sviner, men hun begynder at forstå systemet i det med at bruge en ske

Vi går stadig og venter på, at der kommer et lidt mere forståeligt sprog ud af hende. Hun kan sige mange forskellige små-ord, men ikke noget sammenhængende. Hun spørger tit "a' det?" - men hun gentager ikke ordene, når vi fortæller hende det. Jeg indrømmer gerne, at jeg så småt er ved at være lidt utålmodig. Denne fase har vi været i de sidste 2-3 måneders tid, og nu vil jeg altså gerne snart have lidt ord ud af munden på hende. Vi lærte hende dog at sige bøf den anden aften...

Du er 5½ uge gammel - og i dag har du endnu engang givet mig den største gave, du har mulighed for at give mig på nuværende tidspunkt. Du har smilet - ikke bare én gang - men TRE gange i træk! Jeg er så lykkelig over denne nye kommunikationsmulighed, og jeg har forgæves forsøgt at få dig til at gøre det igen bagefter - dog uden held.

Men jeg er stolt over at få lov til at opleve det med dig denne gang, for Silke ville kun smile til alle andre undtaget sin mor. Du er lige omvendt og smiler til din mor - men ikke til andre. Det er da noget af en tillidserklæring!

Så tak for det, Viktor - du bliver vist mors dreng!

Da vi blev udskrevet fra sygehuset var det med den besked at det - pga den hårde start - var vigtigt at få fulgt op på hvad Mathias vejede. De sagde også at der ikke måtte gå 14 dage inden vejningen.

Så da jeg ikke havde hørt fra sundhedsplejersken (sp) den første uge efter hjemkomst ringede jeg til hende. Hun havde ferie og der var telefonsvarer på. Øv øv. Jeg ringede så til kommunekontoret og fik fat i lederen for områdets sp. Hun var lidt overrasket for de havde ikke fået melding om at jeg havde født. Men hun tog hurtigt affære og allerede dagen efter kom der en sp på besøg.

Den 3. juli - 2 uger gammel - fik vi besøg af sp for første gang. Vi fik en snak om fødslen og sp foreslog at vi undersøgte om vi kunne få en snak med den jordemoder, der var med til fødslen. Dette forslag kom sig af at vi stadig er mærkede af hvor hårdt det var da Mathias lige var kommet ud og var livløs. Ellers fik vi en snak om amning og Mathias blev tjekket igennem. Han er fin og velskabt. Hans vægt sagde 4200 g, hvilket var perfekt.

Den 9. juli - 3 uger gammel - kom sp igen. Denne gang havde Mathias kun taget 100 g på, hvilket var lige i underkanten så vi snakkede meget amning. Mathias har det med at småspise formiddag og aften så nu skal vi prøve at amme i "intervaller", forstået sådan at der mindst skal gå to timer mellem hver amning sådan at han er så sulten at han spiser til han får "fløden" i brystet. Det vil også give mere ro i hans mave samt ro til mor. Herudover snakkede vi afføring. Mathias har ikke haft afføring i 3 dage og det plejede han ellers at have flere gange om dagen. Sp fortalte at det er helt naturligt når han kun får modermælk for der er ikke så mange affaldsstoffer i. Når børnene er 4-8 uger gamle (nogle før) begynder de pludselig at udnytte alt det der er i modermælken og udskiller derfor ikke så meget. Til gengæld vil de begynde at udskille i form af væske så de tisser mere. Og det er også tilfældet her. Så snakkede vi lidt om sutter - og det viste sig at den sut, vi havde taget i brug, ikke er den bedste slags så vi fik prøvet en ny og det lader til at den kan han holde i munden.

Den 15. juli - 4 uger gammel - fik vi igen besøg af sp. Vi var meget spændte på om Mathias havde taget på da han jo kun havde taget 100 g på sidst sp var her. Denne gang var det heldigvis gået bedre. 200 g havde han taget på. Vi snakkede lidt om det med interval-amning da det har været lidt svært at følge det helt for Mathias bliver virkelig bund-ulykkelig når han er sulten og vi så forsøger at trække tiden. Vi har derfor forsøgt en lidt anden taktik, kombineret med at vi har trukket tiden så længe som muligt. Mathias har det med at falde i søvn ved mors bryst. Hyggeligt - men de gange, hvor vi har vidst at han endnu ikke kunne være mæt, er han blevet lagt over i liften med det samme, for det er næsten altid sikkert at så vågner han. Herefter har han så igen fået tilbudt det samme bryst i håb om at han så har fået "fløden". Taktiken må jo have virket

Mathias blev denne gang også målt - 57 cm er han nu, så han er vokset 4 cm siden fødslen.

Vi har fået rigtig mange barselsgaver - tak

Af storebror Martin fik vi en model go cart og en æske chokolade:

Senere kom Martin med denne Crazy Frog, som er større end Mathias:

--------- o ----------

Af storesøstre Nanna og Natacha fik vi en lille kuffert med den gule førertrøje og en kasket:

---------- o ----------

Af Mormor og Morfar fik vi et sæt tøj, "aktivitetsklud", en æske chokolade og en buket lyserøde roser:

---------- o ----------

Af Farmor og Bedstefar fik vi et sæt tøj, aktivitsarmbånd, en buket roser, gavekort på 500 kr til Matas og en creme til mor.

---------- o ----------

Af Onkel Henrik og Tante Linda fik vi en kanin, der kan trækkes i halen og spille:

---------- o ----------

Af Moster Charlotte, Onkel Jørgen og fætter Nicklas fik vi et sæt joggingtøj til den nye "campist":

--------- o ----------

Af mors faster Bodil fik vi et sæt tøj samt en fin hjemmestrikket bluse:

---------- o ----------

Mors faster Tove sendte en fin buket blomster:

---------- o ----------

Af mors tante Aase og Karl Erik fik vi en sparkedragt:

---------- o ----------

Af fars moster Birgit fik vi en bamse:

---------- o ----------

Af Familien Enemark fik vi et sæt tøj:

---------- o ----------

Af Familien Sloth fik vi en Barbapapa med en ske, en bodystocking med Kaj og Andrea og en buket blomster:

---------- o ----------

Af Dorthe og Jalle fik vi futter, hagesmæk, strømper, en orkidé, to håndklæder med navn og et sæt undertøj:

---------- o ----------

Af Annedorte og Nikolaj fik vi en Simba bamse:

--------- o ----------

Af familien Agersnap fik vi Byggemand Bob junior sengetøj samt legetøj:

---------- o ----------

Af Anette Laursen og sønne Christian fik vi et sæt tøj, et par hvide strømper samt en bamse:

---------- o ----------

Af Brita og Henrik fik vi en aktivitetsbog:

---------- o ----------

Af Anne Mette, Ali, Sara, Simon og Jonas fik vi en sparkedragt:

---------- o ----------

Af Elisabeth, Carsten, Sara og Sofie fik vi en sparkedragt, et par strømper og to ruller chokolade:

---------- o ----------

Af Connie og Inge fik vi 4 sæt tøj:

---------- o ----------

Af naboen, Dorte, Jens, Daniel og Signe fik vi en bluse og et par cowboybukser:

---------- o ----------

Af Christina og Emma fik vi en jakke, en skjorte, et par cowboybukser og en poloshirt:

 Derudover gav Emma Mathias en pude:

---------- o ----------

Af strikkeklubben fik vi sengetøj med navn og fødselsdato på:

---------- o ----------

Af Agility holdene fik vi et sæt tøj og en sjov "bamse":

Malene havde også blomster med:

---------- o ----------

Af Leifs kolleger fik vi strikket tøj samt en aktivitetsbue:

---------- o ----------

Af Tina fik vi et par små futter:

---------- o ----------

Af Jimmy og Tina fik vi en køleskabsrangle, en stofbog samt blomster:

---------- o ----------

 Af familien Pharsen fik vi shorts og poloshirt:

---------- o ----------

Af Marianne og Michael fik vi hagesmæk og sengesæt. Derudover fik Leif en øl og jeg fik en glasperle til mit Pandora armbånd:

---------- o ----------

Af familien Staahlsen fik vi to bodystockinger:

---------- o ----------

Af Steen og Susanne fik vi bukser og to trøjer med Nuser:

---------- o ----------

Af Ingor og Jeanette fik vi et par bukser og en bluse:

---------- o ----------

Af Merete fik vi en bold:

---------- o ----------

Af mors kolleger fik vi babyalarmer og en blæksprutte:

--------- o ---------

Af Olga fik vi en bluse og et par bukser:

 --------- o ----------

Af Thomas og Camilla fik vi legetøj:

---------- o ----------

Af Lotte og Heinrich fik vi stofklodser:

---------- o ----------

Af Eva fik vi to bodystockings:

---------- o ----------

Af familien Fahlberg fik vi en hund:

I dag fylder du 1 måned - og igår gav du mig den største gave, du kunne give mig! Du gav mig dit første smil. Jeg er så pavestolt over at have fået æren denne gang. Med din storesøster tog det mig lang tid at få denne oplevelse til trods for at hun kylede omkring sig med smil til alle andre end mig... Men jeg fik det første smil - og det er jeg dig dybt taknemmelig for.

Jeg havde dig i bad i går morges, fordi du havde overgylpet dig selv i løbet af natten - og mens du sad der i din badestol, og jeg hang over badekarskanten og hældte dejligt varmt vand hen over din mave, så du pludselig på mig - og jeg opdagede øjeblikkeligt, at der var en anderledes glød i dine øjne. Og så kom det skæve smil - som om du viste mig, at du fandt det dejligt at blive overøst med vand på din mave. Og lige så hurtigt, som smilet var kommet - lige så hurtigt forsvandt det igen, og dine øjne blev igen de lidt uforstående øjne, som så små børn altid har... Og resten af dagen fløj jeg på en lyserød sky!

I dag er du 4 uger gammel - og hvilken udvikling du allerede har gennemgået indtil nu. Jeg ved godt, at udviklingen vil gå hurtigere de kommende måneder, men jeg synes nu alligevel, det er gået stærkt de første par måneder. Du er stadig en bette skid - men dit ansigt har ændret sig meget siden vi så dig første gang. Derudover kan man allerede nu begynde at mærke, hvordan du bliver mere og mere stiv i kroppen.

Du er hurtigt faldet til i familien, og vi kan slet ikke huske, hvordan det var, før du kom. Til trods for at det er hårdt at være forældre til 2 så små børn - så nyder vi det! Vi elsker vores unger, og det er en fornøjelse at se, hvor godt Silke har taget imod dig.

Du er inde i en periode, hvor du skriger meget om aftenen. Det er hårdt for din mor og far, for det er frustrerende at stå med et grædende barn og føle, at man ikke kan gøre noget. Men heldigvis ved vi, at det er en periode - og at der forhåbentligt snart kommer lys for enden af tunnellen.

I dag var dagen, hvor Viktor skulle have klippet sit tungebånd, fordi det var for kort. Jeg var ikke ret tryg ved hele situationen, for hvad nu hvis det gjorde ondt på ham, og jeg havde et ulykkeligt barn resten af dagen? Men alligevel var det noget, der bare skulle klares - både for at gøre amningen nemmere (han er svær at lægge til), og for at han ikke kommer til at opleve taleproblemer senere i livet...

10.50 mødte vi op og satte os til at vente. Vi bliver kaldt ind, og lægen starter med at spørge mig, hvorfor han skulle have det klippet, og jeg forklarer, at det hovedsageligt skulle gøres for at undgå taleproblemer senere hen (for det havde SP'en jo sagt), men det sagde han var noget pjat. Jeg tilføjede så, at jeg også havde en smule problemer med at lægge ham til, da det sommetider virkede som om han ikke helt kunne svøbe brystet.

Viktor blev sprayet ind i munden med noget bedøvende, og så så lægen på tungebåndet. Og selvom han inden havde sagt, at han ikke ville gøre det, hvis der ikke var grund til det, så nikkede han bagefter og sagde, at det kunne han godt se var kort. Der kom en kvindelig sekretær ind for at hjælpe ham med klippet og spurgte mig, om jeg ville blive eller om jeg ville vente udenfor. Jeg kunne godt høre på hendes tonefald, at det nok var bedst at gå udenfor døren. Inden jeg gik, fik jeg at vide, at jeg nok skulle regne med at han ville græde lidt efter klippet. Jeg gik ud af døren - og pludselig stod sekretæren ude ved mig med autostolen i hånden - og jeg var noget forvirret, for jeg havde jo slet ikke hørt ham græde. Som lægen sagde: "Han tog det som en mand!"

Så det var en meget stolt mor, der forlod øre-, næse- og halslægen. Nu håber jeg bare, at det måske hjælper lidt på vores amning...

I dag har vi været til læge for at få klaret 1 uges undersøgelsen. Vi havde besøg af sundhedsplejersken for 3 dage siden, hvor Viktor blev vejet, og der havde han tabt 300 gram i forhold til fødselsvægten, så jeg var noget nervøs for, om han  nu havde taget på. Men det havde han heldigvis. Han vejer nu 3400 gram. Derudover er han vokset 1 cm og er nu 54 cm lang.

Jeg aftalte med sundhedsplejersken den anden dag, at Viktor skulle have sit tungebånd klippet, fordi det er meget kort. Og det havde jeg det egentligt fint med i starten, men nu er tankerne  begyndt at køre, om det kommer til at gøre ondt på ham osv. Derfor spurgte jeg selvfølgelig lægen, om det var et indgreb, der gjorde ondt på ham, men det vidste han desværre ikke. Jeg må jo bare vente og se tiden an.

Derudover kan jeg tilføje, at Viktor er en lille (undskyld udtrykket) skide-maskine. Han lavede stort i nat, igen her til morgen, da vi så skulle ud af døren og han var pakket og klar, kom eksplosionslyden fra ham igen, så jeg måtte tilbage til puslebordet. Da han kom ud af autostolen hos lægen, kom lyden igen, og lige nu ligger han og gør optræk til en stor omgang igen... Puha, jeg får skiftet nogle bleer...

En hurtig status på Viktor - han sov næsten igennem i nat!  6 timer helt præcist!

Og så faldt hans navlestump af igår! Det var også længe ventet, for den havde godt nok lugtet råddent de sidste par dage

Viktor er den skønneste lille dreng. Han er dejlig og skøn - men har dog holdt os vågen i begge nætter. I dag er mælken faldet til, så det håber vi gør en forskel på vores kommende nat.

Status på mor efter fødslen - hun bløder ikke længere, hun er allerede tilbage i sine normale bukser, har tabt 10 kg (og tog kun 5-6 kg på ialt) og føler sig som total overskudskvinde. Det eneste problem er efterveerne, som til tider giver hende kamp til stregen - men det er bare noget, der skal overståes.

Viktor er et godt ammebarn - og jeg regner allerede nu med, at vi kommer til at få en god ammeperiode sammen.

3. juni blev Silke storesøster. Det var en fornøjelse at sætte sig ind i bilen kl. halv 3 tirsdag morgen for at køre Silke ned til pasning hos bedstemor og bedstefar, samtidig med at mor sad med veer på forsædet. Allerede da Silke blev vækket af farmand, var hun ét stort smil, som om hun vidste, hvad der var ved at ske. Og endnu bedre var det, da vi kørte ind i boligområdet, hvor bedstemor og bedstefar bor - Silke kunne ikke vente med at komme ud af sin autostol, så meget glædede hun sig!

Tirsdag aften kom Silke hjem igen ved 6-tiden, og hun var lidt betuttet ved den nye situation. Vi pressede hende overhovedet ikke, men introducerede hende selvfølgelig til Viktor. Det er i dag 2 dage siden, og hun nærmer sig lige så stille sin lillebror - men hun er stadig ikke tryg ved situationen. Jeg er dog sikker på, at det ændrer sig hurtigt i løbet af de næste par dage...

Men hold da op, hvor bliver ens lille pige pludselig en meget stor pige at se på, når man står med en nyfødt i sine arme. Hun er pludselig ikke en baby, men et BARN.

Varmen har ramt DK hårdt - og i nat har den så også ramt mig...  Men så kan jeg jo fordrive lidt tid på at få opdateret herinde...

Dagene op til terminsdatoen var jeg en anelse utålmodig - hvor så jeg bare tegn over det hele, og alt blev gennemanalyseret. Så skete der pludselig noget uventet - jeg blev kaldt på sygehuset for at sige farvel til min mormor fredag aften, og pludselig var det ikke så hulens vigtigt at føde længere. Min mormor lever heldigvis stadig, og det er jeg selvfølgelig dybt taknemmelig over.

Terminsdatoen blev nået lørdag, og det var faktisk slet ikke så trist en begivenhed, som jeg havde forventet. Det var okay. Og istedet for at være fyldt med en hulens masse utålmodighed, er jeg nu fyldt med en dybere ro. Jeg ved, at jeg kører på lånt tid nu - og nu skal det nydes. Om en uge står jeg garanteret midt i amning, bleskift og konstant sovning. Så nu skal friheden nydes!

Men den der indre ro er nu ikke mere dyb end at jeg alligevel ligger og mærker det hele efter i nat. Det har været et underligt forløb til nat, og aldrig har jeg rendt så meget på toilettet, som jeg har gjort i nat. Jeg kan mærke, at min krop er igang med at rense sig selv ud - et forløb, som jeg tydeligt husker fra sidste gang. Og så tænker man pludselig: "Jamen, 2. juni er da OGSÅ en god dato at føde på..."

Jeg skal til jordemoder senere i dag - og sidste gang sagde hun, at hun ikke ville gøre noget for at prøve at sætte mig igang med fødsel, når jeg ikke var gået over termin. Men det er jeg jo nu. Spørgsmålet er jo så, om jeg ønsker, at hun skal gøre noget...

Endelig fik jeg taget mig sammen til at sy gardiner.

Så nu er lillebrors værelse helt færdigt.

Glad og forventningsfuld gik jeg i seng igår aftes. Jeg havde siden 6-tiden haft nogenlunde regelmæssige veer, og endelig var det en smerte, der ikke gjorde ondt ligesom plukkeveerne, men var til at arbejde med! YES - nu skete der endelig noget. Det tog lige så stille til i løbet af aftenen - og ved 10-tiden gik vi i seng. Jeg lå og holdt øje med intervallet indtil 11-tiden, og der var fast omkring 10 minutter mellem dem.

Jeg vendte mig om på den anden side - og 5 minutter senere så jeg på uret igen... der var der så åbenbart gået 1½ times tid, så jeg må have været faldet i søvn. Men småveerne var der stadig - og det var stadig med 10 minutters mellemrum.

Og så begyndte mareridtet - et styks snorkende mand!!! Det endte med, at jeg meget bestemt og resolut tog min dyne under armen og demonstrativt gik ind i stuen og kylede mig på sofaen... "Skal jeg ligge mig ind i stuen...?" råbte D efter mig, da jeg var igang med at fjerne ryglænet på sofaen.. "Iiih nej, jeg ligger bare her og lader vandet gå i din sofa", var min tanke og ignorerede ham helt bevidst...  (det skal så lige siges, at han havde fået utallige små søde aende hænder, efterfulgt af en rusken som derefter var blevet efterfulgt af "LÆG DIG NU OM PÅ DEN ANDEN SIDE!!!" - så det kom ikke som en overraskelse for ham, at han snorkede!)

Ved 5-tiden var det blevet for lyst inde i stuen, så jeg trissede tilbage til ægteskabssengen igen - og håbede, at manden havde fundet ud af, at man altså godt kan finde ud af at trække vejret uden at hive 10 torsk i land samtidig... Men nej - og nu havde hunden også lært tricket!!!

Endnu mere AAARRRGGHHH!!!  blev jeg, da jeg til min store gru opdagede, at mine veer var forsvundet! NU blev jeg fandme sur! Så kvarter over 5 stod jeg op og gik i bad - og tog mig en velfortjent portion havregryn... og nu sidder jeg bare her og skummer for vildt... hvis de nu bare ikke havde snorket så meget, så havde jeg stadig haft veer!!!!

Jeg var til JM igår, og alt så som sådan okay ud - lige bortset fra mit blodtryk, som var en anelse højt. Jeg fik en udskrift af mine JM-konsultationer også, og der havde hun så efterfølgende skrevet, at jeg er under observation for svangerskabsforgiftning...

Det sjove mål til JM er altid S/F-målet, og det var denne gang 40 cm! Jeg bad hende om at undersøge mig indvendig - og jeg var STADIG kun 1-2 cm åben... øv, men det er okay!

I dag har været en underlig dag. Jeg har været plaget af smerter de sidste par uger, men i dag har det været helt slemt, og jeg har kun kunne holde til at sidde ned, for ellers har det bare gjort ondt ondt ondt. Eftermiddag/aften har jeg været et bundløs hul, der bare har kunnet spise, spise og atter spise. Jeg har fortæret en hel pose toastbrød med tilhørende skinke og ost - og jeg var STADIG sulten efter den omgang, og så gik jeg igang med æblerne. Jeg er egentlig stadig sulten, men nu er jeg ved at være træt, så nu vil jeg prøve at se om jeg kan få noget søvn - det fik jeg nemlig ikke sidste nat. Jeg er blevet timepisser - OGSÅ om natten. Så jeg kan næsten sætte mit ur efter, hvornår jeg skal på toilet

Den konstante uro i kroppen fortsætter - og det trætter! Hvis jeg gør en pludselig bevægelse, kvitterer kroppen øjeblikkeligt med en plukkeve! Jeg er begyndt at sove med min ammepude - den giver en god støtte til mine ben og giver mig en følelse af, at jeg NÆSTEN sover på maven - den gravide mave kan nemlig puttes ind i det 'hulrum', der er ved en ammepude...

Jeg har utroligt meget udflåd, og for 3 dage siden kom der noget af slimproppen. Jeg blev så glad - og jeg oplevede også, hvad jeg vil betegne som veer. Desværre valgte det at gå i sig selv igen, og dagen efter var jeg så utrolig skuffet. ØV, hvor følte jeg mig snydt! Og pludselig med ét var jeg klar til at modtage dig! Åh, hvor jeg pludselig længes! At være så tæt på målstregen - og så alligevel ikke nå den... det var vildt skuffende!

Lige nu nyder både D og jeg den sidste tid, hvor vi kun er forældre til én. Vi er sikre på, at Silke bliver den bedste storesøster, der findes. Og at vi får den skønneste dreng i hele verden!

Men hvornår mon bliver din fødselsdag?

Besøget gik som det plejede - jeg har dog taget 3½ kg på i forhold til sidste besøg for 2 uger siden, og det må næsten være ren og skær væske...  S/F-målet var faldet 1 cm, så han er på vej mod udgangen  Hjertelyd, blodtryk og urin var også fin - dog var der en smule udslag i urinen, men ikke noget alarmerende.

Og så bad jeg hende om at undersøge, om jeg havde åbnet mig - og det har jeg! Jeg er 1-2 fingre åben, og min livmoderhals er begyndt at modne sig. Det er nu ikke noget, som i mine ører lyder unormalt, selvom jeg ikke ved, hvad der er normalt. Men det er i hvert fald ikke noget, jeg forbinder med fødsel. Og dog - da jeg fik en fødestue til at føde Silke på, var jeg 3 cm åben, så måske....?

Nå, men jeg tror nu stadig på, at jeg kommer til at gå over tid. Der er 2½ uge endnu - og jeg bliver meget overrasket, hvis det sker før!

Vi var til fest igår aftes - og om det skyldtes at være placeret på en stol hele aftenen eller om det er noget andet, ved jeg ikke - men jeg blev i hvert fald nødt til at tage hjem ved halv 12-tiden... D blev ved festen - men kl. 4 blev jeg nødt til at sende ham en sms om, at det nok ville være en god ide for ham at komme hjemad nu, for jeg havde det simpelt hen så underligt, så hvis jeg var ved at gå i fødsel, syntes jeg, at han skulle have mulighed for at få noget søvn inden det store slag. Det endte med, at jeg hentede ham inde i byen - og vi tog begge direkte i seng.

Her til morgen var vi barnefri (Silke havde overnattet ved bedsteforældrene), og det skulle jo udnyttes...  Så vi forsøgte at hygge os lidt, hvilket bare resulterede i ondt i maven IGEN! Efter lidt pause tænkte jeg, at det jo KUNNE være, at det kunne sætte fødslen igang, så vi fik det gjort færdigt...  Desværre har det ikke givet andet end ubehag resten af dagen

Jeg går rundt med en konstant uro i kroppen, og det irriterer mig, at jeg ikke ved, om det er fødslen, der er ved at gå igang, eller om det bare er snyde-halløjsa! Da jeg gik i fødsel med Silke, gik vandet jo - det var jo til at tage at føle på... men det her uvisse - NØRJ, det kunne jeg godt være foruden...

Nå, men jeg skal til jordemoder i morgen, så jeg er lidt spændt på, om hun kan fortælle mig, om der måske er noget under opsejling - det kan hun nu nok ikke, men måske hun vil undersøge, om jeg har åbnet mig

Så har vi rundet 37+0 - og det er nu blevet lovligt at føde dig. Du er grydeklar - og vi står bare i venteposition. Plukkeveerne begynder at blive slemme, og det er især om natten, at de dukker op. Det er trættende og betyder også, at jeg er begyndt at sove til middag igen - for ellers kommer jeg på ingen måde gennem aftenen.

4 kg har jeg taget på på en uge!!! Sommeren er over DK, og det viser sig så åbenbart også i mine fødder. ØV! Det gør ondt og spænder helt vildt. Jeg har forsøgt en hel masse, men ingenting ser ud til at virke. Godt man ved, at det kun er en begrænset periode.

Jeg begynder at lade op til fødslen. Det var Mors Dag for 2 dage siden, og mit eneste ønske fra far den dag var at få gjort dit værelse færdig - og det gjorde han. Det er så skønt at gå ind og se alle dine ting stå klar. Jeg nyder det i fulde drag - og bruger det som min måde at lade op til, at der skal komme en ny til familien.

Samtidig er jeg lidt vemodig. For lige så meget som jeg glæder mig til at blive mor igen, lige så meget frygter jeg det. Hvordan finder jeg ud af det med Silke - vil hun føle sig overset? Lige nu er hun jo mit et og alt - og pludselig bliver det til MINE et og alt! Kan jeg virkelig rumme så meget kærlighed? Jeg er nok ikke den første, der tænker sådan og absolut heller ikke den sidste. Jeg ved, at når alt kommer til alt, så KAN man rumme den kærlighed og der er nok til alle. Men tiden inden, hvor det hele er uvist, er altid den tid, der er den værste...

Nu glæder jeg mig bare til at få det overstået. Jeg har ikke engang fået pakket tasken til sygehuset endnu, men det er jo også begrænset, hvor meget der skal pakkes. Ærligt - så tror jeg én af grundene til, at jeg ikke har fået pakket noget endnu skyldes, at jeg forsøger at glemme, at jeg snart skal føde. Hvis tasken ikke er pakket, så er der jo lææææænge til endnu...

Maven vokser med eksplosiv fart efterhånden, og jeg begynder at føle mig tungere og tungere. Jeg bliver afsindig træt bare af det mindste arbejde, og det er svært at være 100 % mor for Silke efterhånden. Der er fuld gang i dig, og det er dejligt at se, hvordan maven kan hoppe og danse.

Dit værelse er endelig ved at blive færdigt og det er dejligt at kunne begynde at glæde sig til, at du kommer. Med det begynder tankerne som "Hvordan er du?" og lignende at dukke op - for hvem er du? Hvad er du for en person? Vil du skrige meget? Vil vi få vores nattesøvn? Jeg håber jeg klarer presset de første par måneder, hvor man skal forsøge at finde en ny hverdag med TO børn. Nu har man jo lige vænnet sig til kun at have ét.

Hvem mon du ligner? Ligner du Silke? Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan du ser ud - du er stadig noget uvirkeligt noget, og jeg kan slet ikke forholde mig til, at jeg måske allerede om under en måned er mor til to.

Jeg var til scanning med dig i mandags, hvor jeg var 35+2 - de ville gerne vide, hvor stor du var. Du blev målt til at veje ca. 2600 g, hvilket er perfekt på kurven. Så jeg satser på, at du vejer nogenlunde det samme som din storesøster, når du kommer ud.

Nu er det spændende så bare, om jeg får ret i din fødselsdato. Hele min intuition skriger 5. juni, men du må ikke spørge mig om, hvorfor den gør det. Det har den bare hele tiden gjort. Akkurat ligesom med dit køn. Jeg vidste intuitivt, at du var en dreng. Jeg havde samme følelse med Silke - både at hun var en pige og hvornår hun ville få fødselsdag.

Jeg havde sådan lyst til at prøve at male direkte på væggen i det nye børneværelse.

Det blev til "Projekt Barbapapa".

Der er gjort plads til en lampe over sengen.

Det går meget bedre med smerterne. Det er helt utroligt, hvor meget det har hjulpet, at jeg ikke skal være i konstant omdrejninger hele tiden. Men alligevel synes jeg det er svært at være sygemeldt, når jeg ved, at man på min arbejdsplads har så travlt.

Viktor er inde i en stille periode lige nu - pladsen i maven er ved at være trang, så det er ikke noget, der bekymrer mig på nogen som helst måde. Og hvor jeg før var fyldt med tålmodighed, er der pludselig væltet en kæmpe bunke utålmodighed hen over mig, og jeg synes pludselig at tiden går så laaaaangsom.

Jeg er begyndt at sy babytøj til Viktor - et eller andet bliver jeg nødt til at give mig til, og jeg er faktisk sluppet okay afsted med de første to ting, som jeg har lavet. Jeg har reelt ikke syet siden folkeskolen, så jeg er lidt stolt af mig selv.

Jeg er begyndt at sove utroligt dårligt om natten, og tissetrangen er også for alvor kommet tilbage. Lige nu glæder jeg mig til at få min krop tilbage igen, så jeg ikke skal dele den med et andet menneske, men det er heller ikke nogen følelse, der overrasker mig - sådan havde jeg det også sidst. Men med det samme man har født, sidder man og drømmer om at have sin gravide mave igen. Vi er ikke nemme at stille tilfreds, os kvinder