Silkes blog

Snart 17 måneder gammel - hvad kan jeg nu?

Silke fylder om et par dage 17 måneder gammel - og vi har 3 ugers ferie i øjeblikket. Derfor har jeg sat mig for at hun nu skal lære at spise med ske selv. Det vil nemlig lette vores morgener betydeligt at hun selv kan spise sin morgenmad, og det burde vi kunne nå at lære på 3 uger. Vi har heller ikke tid til at lade hende lære det på hverdagene, fordi det af gode grunde sviner ret meget, når man skal lære sådan noget. Så derfor klarer vi det her i ferien - og indtil videre går det (efter omstændighederne) rigtigt godt. Ja, det sviner, men hun begynder at forstå systemet i det med at bruge en ske

Vi går stadig og venter på, at der kommer et lidt mere forståeligt sprog ud af hende. Hun kan sige mange forskellige små-ord, men ikke noget sammenhængende. Hun spørger tit "a' det?" - men hun gentager ikke ordene, når vi fortæller hende det. Jeg indrømmer gerne, at jeg så småt er ved at være lidt utålmodig. Denne fase har vi været i de sidste 2-3 måneders tid, og nu vil jeg altså gerne snart have lidt ord ud af munden på hende. Vi lærte hende dog at sige bøf den anden aften...

Silke er blevet storesøster

3. juni blev Silke storesøster. Det var en fornøjelse at sætte sig ind i bilen kl. halv 3 tirsdag morgen for at køre Silke ned til pasning hos bedstemor og bedstefar, samtidig med at mor sad med veer på forsædet. Allerede da Silke blev vækket af farmand, var hun ét stort smil, som om hun vidste, hvad der var ved at ske. Og endnu bedre var det, da vi kørte ind i boligområdet, hvor bedstemor og bedstefar bor - Silke kunne ikke vente med at komme ud af sin autostol, så meget glædede hun sig!

Tirsdag aften kom Silke hjem igen ved 6-tiden, og hun var lidt betuttet ved den nye situation. Vi pressede hende overhovedet ikke, men introducerede hende selvfølgelig til Viktor. Det er i dag 2 dage siden, og hun nærmer sig lige så stille sin lillebror - men hun er stadig ikke tryg ved situationen. Jeg er dog sikker på, at det ændrer sig hurtigt i løbet af de næste par dage...

Men hold da op, hvor bliver ens lille pige pludselig en meget stor pige at se på, når man står med en nyfødt i sine arme. Hun er pludselig ikke en baby, men et BARN.

Snart 14 måneder - og nu helt selv-gående

Om en uges tid fylder jeg 14 måneder, og jeg går nu 100% selv uden hjælp. Det er faktisk så sjovt at gå, at jeg slet ikke kravler længere. Mor og far synes udviklingen er gået utrolig stærkt, og sommetider bliver de nødt til at LØBE efter mig, fordi jeg smutter alt for hurtigt væk fra dem.

Derudover er jeg også ved at få min 9. tand - far opdagede den for et par uger siden, hvor han sagde til mor, at jeg vist nok var ved at få en kindtand, men det kunne mor ikke mærke, når hun stak fingeren ind i munden, så jeg tror bare, at hun troede, at far havde taget fejl... men for en uges tid siden opdagede mor den også... Så mit gebis er hoppet over hjørnetænderne og gået direkte til kindtænderne...

Næsten 13 måneder og jeg kan gå selv

Min far holdt ferie sammen med mig i denne uge, og det valgte jeg at belønne ham med at begynde at gå 100 % selv! Jeg tager med glæde 10-20 skridt (og sommetider mere), før jeg falder sammen på gulvet for at kravle videre. Min mor og far er så stolte af mig, hvilket jeg ikke helt forstår, for jeg gør jo bare, hvad de gør..

Ellers sker der ikke det vilde - far har fødselsdag om en uge, og han fylder 30 år gammel. Mon han levede dengang dinosaurerne levede?

Silke 1 år gammel

Endelig fyldte Silke 1 år gammel, og 16. februar blev hun vækket af en mor og far, der kom ind og sang fødselsdagssang for hende. Senere på dagen var familien blevet inviteret til fødselsdag, men det var en noget betuttet Silke, der tog imod gæster. Hun kunne ikke rigtigt finde ud af, hvad alle de mennesker pludselig lavede i hendes hus.

Hun fik en hulens masse gaver, som efterfølgende virkelig er blevet leget igennem med. Hun hyggede sig hele eftermiddagen med familien, og først da det var blevet mørkt, tog de sidste gæster hjem. En rigtig dejlig dag, som vi alle vil se tilbage på med stor glæde.

1 års undersøgelsen overstået...!

I dag fik jeg overstået min 1 års undersøgelse... jeg vejer nu 9½ kg og er 79 cm lang. Lægen sagde, at jeg var perfekt - og jeg kan da kun give ham ret

Derudover fik jeg også et stik i hvert lår - min mor tyssede stille til mig, mens lægen stak, og jeg græd ikke ret meget. Kun en lille bitte smule.

Næste besøg hos lægen er når jeg bliver 15 måneder, og der skal vi bare ind til sygeplejersken og have et stik. Det glæder jeg mig til, for hun er så sød hende sygeplejersken

Snart 1 år gammel - og en stor pige!

Det er godt nok længe siden jeg har skrevet i min blog sidst. Meget er sket siden da!

Vi er flyttet. Jeg har fået mig et nyt værelse, og det er bare blevet så flot! Ved siden af mig skal Viktor bo - jeg skal nemlig have en lillebror om 3-4 måneders tid, og mor og far har fortalt, at han hedder Viktor!

Siden jeg skrev sidst har jeg prøvet at have 3-dages feberen. Hver eneste nat 3 nætter i træk havde jeg feber på omkring de 40 - men om dagen var jeg helt frisk! Jeg tror mor og far syntes det var hårdt - men jeg synes ikke det var så slemt. Jeg var 9½ måned gammel, da jeg havde dette.

Så blev det jul, og jeg fandt ud af, at julen er en god ting, for man får nemlig en masse gode gaver!  Jeg fik f.eks. en gåvogn, en scooter, en spillende giraf, tøj, mariehøne, suttekæde og en putteboks. Det var en SUPER jul!

Mellem jul og nytår er det åbenbart normalt, at man tager på juleferie, og min mor og far kørte mig til Rønbjerg Feriecenter, hvor jeg både prøvede at bade. Jeg fik en badering, og med den kunne jeg klare mig helt selv uden hjælp fra mor og far, så det var rigtigt sjovt. Vi var også ude at køre på cykel i noget, der hed Mombassa-land. Der havde de også et kuglebad, som jeg næsten druknede i. I sportshallen havde de en hoppeborg, og det var bare det bedste! Ih, hvor var det sjovt at hoppe rundt der med far!
Men ellers gik vi en masse lange ture og hyggede os i huset. Det var en rigtig god tur, og jeg håber, at vi skal afsted igen på et tidspunkt

Så blev det januar, og præcis på min 11 måneders fødselsdag begyndte jeg at gå med min gåvogn - HELT UDEN HJÆLP! Og en uge senere viste jeg min far, hvor nemt det faktisk er at gå selv... bare sådan hvis han ikke vidste det.

Nu er jeg startet i dagpleje. Jeg har været afsted  3 gange nu, og Lisbeth er bare så sød og rar. Igår var vi til fastelavn, og jeg spiste 2 rosinboller, 4 stykker rugbrød med pålæg, drak kakao og spiste rosiner. Da jeg kom hjem lagde mor mig i seng, og jeg sov også i næsten 4 timer, for det havde været hårdt at spise så meget mad! I dag er første dag, hvor jeg skal være der hele dagen - men det klarer jeg i stiv arm! Jeg er jo en stor pige!

Om 1½ uge fylder jeg 1 år, og mor har bestilt en kagemand til min fødselsdag. Jeg glæder mig til at holde fødselsdag - mon man får gaver?

Første omgang opkast ~ 8½ måned gammel

Så prøvede jeg også det - at kaste op. Jeg havde det rigtigt skidt hele aftenen igår, og mor og far gad slet ikke at gøre det bedre for mig på nogen som helst måde. Så tog far i byen, og mor og jeg blev efterladt alene tilbage, og det gjorde absolut ikke mit humør bedre.

Til sidst tror jeg, at mor blev træt af mig, for hun gik ind og puslede med mig og sagde til mig, at hvis jeg skulle være så sur, så måtte det være fordi jeg var træt, og hvis jeg var træt, så skulle jeg i seng. Klokken var kun lidt i 7, så det var en smule tidligere end normalt.

Jeg tror, mor kunne se, at jeg ikke havde det så godt på puslepladsen, så da jeg havde fået en ren ble på, tog mor mig op, og vi satte os i min stol. Og så skete det - min mave sagde en rigtig underlig lyd, og så kom der en masse ud af mig. Ud over mig - ud over mor - ud over det hele.

Bagefter var jeg sjovt nok vildt frisk, men mor smed mig nu alligevel i seng. Jeg faldt i søvn øjeblikkeligt - det er hårdt at have det skidt.

Til morgen vågnede jo op frisk igen - denne gang med tand nr. 3, der var kommet i løbet af natten. Mor siger, at det er pga. tanden, at jeg kastede op igår. Øv - så gider jeg altså ikke at have flere tænder..!

For resten - så siger min mor, at vi skal over til et nyt hus på tirsdag. Hun siger, at det bliver vores på tirsdag. Det forstår jeg altså ikke. Vi bor jo her!

JEG KAN KRAVLE!

7 måneder og 3 uger gammel og jeg kan kravle!!! Det har været undervejs de sidste par uger, men i dag tog jeg de første spæde kravle-skridt. Det er stadig meget usikkert og vakkelvornt, men jeg kommer for første gang FREMAD i stedet for baglæns... Mor og far er SÅ stolte af mig.

Mor har også været ude og købe musik-instrumenter til mig. Jeg har fået en tromme og en xylofon. Jeg er mest glad for trommen, for den kan jeg banke på som jeg vil. Xylofonen kan jeg ikke rigtig finde ud af, og jeg vil meget hellere spise xylofon-pinden i stedet for at slå med den på xylofonen.

Folk spørger mig hele tiden, om jeg skal være storesøster - jeg aner virkelig ikke hvad de snakker om, men folk virker glade, når de spørger mig, så jeg plejer at svare dem med at grine. Jeg går ud fra, at det må være sjovt at være storesøster, så...

På torsdag får jeg besøg af sundhedsplejersken. Hun skal måle og veje mig som sædvanlig - men hun skal også tjekke min hørelse, selvom jeg overhovedet ikke mener, at der er brug for det... jeg hører nemlig kun det, jeg VIL høre!

Puha, jeg bliver stor ~ 7½ måned gammel

Hej med dig. Jeg er nu 7½ måned gammel, og jeg vokser og vokser og vokser. Jeg kan nu selv sidde i længere tid, men når jeg bliver træt, så læner jeg mig bare tilbage og regner med, at der er nogen, der griber mig

Jeg prøver også ihærdigt på noget, som mor og far kalder 'at kravle'. Men det lykkes ikke helt. En ting, jeg er rigtig god til, er at rokke på alle fire - DET duer jeg bare til!

Min mor og far har også fortalt mig noget underligt. Jeg skal være noget, der hedder storesøster. Jeg ved ikke rigtigt, hvad det er, så jeg griner bare, når de siger det til mig. Jeg tror det må være noget sjovt noget.

Ellers hygger jeg mig rigtigt meget med mor derhjemme. Dagene flyver afsted, og hver eneste dag laver vi et eller andet sjovt. Det er hyggeligt at være sammen med mor, men jeg savner min far, og han får det største smil fra mig, når han kommer hjem fra arbejde hver dag.

6 måneder - WAUV!!!

Det er godt nok længe siden, at mor har skrevet herinde i denne blog. Jeg er nu blevet 6½ måned gammel. Jeg vokser med lynets hast og kan nye ting for hver dag der går. Lige nu elsker jeg at ligge og lave pruttelyde

Men der er sket en del ændringer i min familie, siden der blev skrevet sidst. Min mor og far har besluttet sig for at flytte. Så de har sat huset til salg helt uden at spørge mig først. Men jeg ved også godt, at de finder noget, der er meget bedre, og det er vist nok allerede blevet fundet... Jeg er nu ligeglad - så længe jeg får min mad og en ren numse en gang imellem, så er jeg tilfreds

Jeg er begyndt til babyrytmik sammen med mor om fredagen, og det er bare rigtigt hyggeligt. Vi synger sange og leger lege sammen med en masse andre børn. Det er bare SUPER!

4 måneder

I dag har jeg haft besøg af to sjove damer - den ene var min SP og den anden en, der var igang med at blive SP. De kom, fordi de ville fejre min 4 måneders fødselsdag i lørdags. Jeg blev målt og vejet, og jeg vokser som jeg skal. 

Jeg fik også at vide, at jeg gerne må begynde at få mosede kartofler og grød, men det tror jeg nu ikke helt, jeg gider endnu, for mor og far har prøvet at give mig sådan noget, og det var ikke nogen succes. Man bliver så fedtet af det...

Bagefter gav min mor mig noget at drikke, så jeg kunne få skyllet munden, men det smagte underligt - hun kaldte det vand...
 

For en uge siden fik jeg også taget billeder hos en fotograf, og det blev faktisk ret godt, hvis jeg selv skal sige det - og det skal jeg. Bare vent - om 10-15 års tid kommer jeg til at give min far og mor grå hår i hovedet.

Men ellers går det godt her i huset - jeg er begyndt at trille rundt over det hele, så min mor og far kan slet ikke holde styr på mig. Derudover tager vi stadig i svømmehallen og jeg bliver bedre og bedre til at plaske rundt i vandet. Jeg ELSKER at flyde rundt i det varme vand!

Det var alt for nu - roger over and out!

1. vaccination ~ 3½ måned gammel

Jeg fyldte jo 3 måneder for 1½ uges tid siden, og det var også meningen, at jeg skulle stikkes den dag - men det mente mor og fars bil ikke, så det er først blevet i dag...

Jeg kunne absolut ikke lide det - damen var egentlig sød nok, og hun fik da også et lille smil af mig... Men så stak hun mig - og SÅ begyndte jeg at græde

Men så gav den søde dame mig et lille plaster på låret, og så blev jeg nogenlunde glad igen

Lige nu ligger jeg og hviler mig inde i min tremmeseng - og mor håber, at jeg ikke får feber af vaccinationen.. men selvfølgelig gør jeg ikke det! Jeg er jo en STOR pige

3 måneder!!!

JUBIII!!! Jeg fylder 3 måneder i dag... Mor har sunget fødselsdagssang for mig, mens jeg holdt et flag. Det hele er blevet optaget på video, så det bliver sjovt at se, når jeg bliver større.

Min mor har også valgt at fejre dagen på en lidt dum måde, for hun tager mig til læge for at blive vaccineret. Men jeg ved jo ikke, hvad det er, så mon ikke jeg klarer det i stiv arm?

Første svømmetur ~ 2½ måneder gammel

Ved i hvad? Jeg har været ude at svømme! Mor og far tog mig med i svømmehallen igår, og det var bare SÅ sjovt... Jeg plaskede rundt i det varme vand, og jeg kunne også flyde! Jeg kunne godt se på mor og far, at de var noget overrasket over, at jeg kunne flyde, men jeg lærte det jo inde i mors mave, så ingen problem der - jeg skulle bare have nogen til at holde mit hoved, så klarede jeg resten selv

Mor og far synes vist også, det var sjovt, så jeg tror snart vi skal afsted igen!!!

Hej og velkommen

Velkommen til min blog. Jeg hedder Silke, og jeg bor på Boulevarden sammen med min mor og far. Jeg er 1½ måned gammel, og verden er simpelt hen så spændende. I øjeblikket er den så spændende, at jeg slet ikke kan finde ud af at sove - hvad skal jeg dog det for, når alle ting omkring mig er så interessante?

Men uanset hvad - velkommen hertil. Jeg glæder mig til at fortælle meget mere i den kommende fremtid

I dag har min far lært mig at spise chokolade... jeg lavede pletter på min bluse, så mor blev vist lidt træt af det... Men jeg kunne godt lide det!

Silkes fødsel 16. februar 2007

Mors officielle terminsdato – søndag 11. februar 2007 – er rundet uden nogen Silke. Men noget er dog ankommet. En voldsom influenza har overmandet din far, som ligger med 39,7 i feber. Lige nu må du meget gerne blive inde i maven et par dage længere, så din far kan nå at komme ovenpå igen.

Tirsdag 13. februar bliver mor overfaldet af samme influenza og må overgive sig til dobbeltsengens dyner sammen med far. Nu SKAL du bare blive inde i maven, så både mor og far kan komme ovenpå, inden vi skal møde dig.

Onsdag 14. februar om natten bliver mor vækket af far, fordi hun snorker. Idet mor vender sig, ruller en iturivende smerte gennem mors krop – mor går i panik, forstår ikke noget som helst af hvad der sker og hyler som en stukket gris. Disse smerter fortsætter i løbet af natten.

Senere samme dag er mor til jordemoder, hvor hun fortæller om nattens ’oplevelser’. Jordemoderen undersøger mor indvendig og konstaterer, at mor er fuldstændig lukket, så du er ikke på vej endnu. Da mor kommer hjem, går hun på toilettet og opdager, at hun bløder – første tegn på forestående fødsel. Dette fortsætter i løbet af eftermiddagen, men holder dog op igen. Dette passer mor rigtigt godt, for hun er stadig syg med influenza, og feberen er stadig høj.

Kl. 23.30 senere samme aften går slimproppen, som er den, der holder livmoderen lukket under graviditeten, pludselig, og præcis kl. 02.00 den 15. februar 2007, går vandet. Mor ringer til fødegangen og fortæller om vandafgangen. De beder hende og far om at komme på fødegangen til tjek om morgenen kl. 09.00.

Der går kun to-tre kvarter, så begynder veerne også at dukke op. Og mor bliver glædeligt overrasket – veer er jo smerter, der er til at holde ud, og hun er overbevist om, at hun hurtigt vil få overstået den fødsel: Din fødselsdag vil blive 15. februar!!!

Ved tjekket på fødegangen kl. 09.00 bliver det konstateret, at vandet er gået. Men det konstateres også, at der ikke er særligt meget gang i veerne, men de er dog fortrøstningsfulde. Også fra fødegangens side forventes det, at det nok skal komme. Far og mor bliver sendt hjem igen med aftalen om, at mor kontakter fødegangen igen ved 5-tiden, hvis hun ikke allerede har født på dette tidspunkt.

Veerne er korte og upræcise, og det frustrerer mor. Der kommer aldrig rigtig nogen med ’bid’ i, og nogle gange er der fuldstændig pause mellem dem. Da mor ringer til fødegangen lidt i 5, er det 1½ time siden sidste ve, og der aftales, at mor og far kommer ind igen til tjek kl. 18.00.

Vi er både spændte og nervøse, da vi møder op på fødegangen. Mor bliver først undersøgt indvendigt og er nu 3 cm åben. Bagefter bliver der kørt en strimmel, hvor din hjerterytme og mors ve-aktivitet bliver målt samtidig. Din hjerterytme er fin – du har det bare rigtigt godt inde i maven. Trist ser det dog ud for ve-aktiviteten, for der er ingen. Jordemoderen beslutter sig dog for at give mor og far en fødestue alligevel, da man højst må gå i 24 timer efter vandafgang uden veer, inden man bliver sat i gang, og denne grænse er mor jo lige så stille begyndt at nå.

Fødestuen er en dejlig hyggelig stue med behagelig belysning. Jordemoderen forlader os, og vi får lidt tid for os selv. Far kører hjem efter lidt underholdning, da der ikke er nogen, der ved, hvor længe du vil være undervejs.

Klokken 20.45 bliver mor sat i gang med ve-stimulerende drop. Dette resulterer næsten øjeblikkeligt i veer. På en halv time går mor fra kun at have veer hver 15. til 20. minut til at have veer hvert 3. minut. Hun kan ikke længere holde ud at ligge ned og står i stedet op. Far masserer hendes lænd, når veerne kommer og hjælper hende med vejrtrækningen.

Sådan ser en fødende kvinde ud under en pause i veerne

Omkring halv 11-tiden bliver mor spurgt, om hun gerne vil i badekar – mor er først tøvende, for hun har hørt, at vand kan trække fødslen ud, men bliver til sidst overtalt til at hoppe i badet. Far overbruser mor med dejligt varmt vand, og dette gør, at veerne for et kort stykke tid ikke kommer så voldsomt igen – men når de kommer begynder de VIRKELIG at bide.

Ved halv 12-tiden giver vandet ikke længere nogen betydelig smertelindring, og mor bliver tilbudt at få en epidural-blokade (rygmarvsbedøvelse) – dette siger både mor og far ja til. Far kan nemlig godt se, at mor ikke kan holde det ud ret meget længere, og at hun er ved at være meget afkræftet.

Nu begynder en sand medicin-parade. Først får mor panodil for at slå feberen ned igen – hun har 38,1 i feber. Derefter går narkoselægen i gang med at lægge epiduralen, men det giver lidt problemer, og de bliver nødt til at stikke mor to gange, før de rammer det rigtige punkt. Efter epiduralen er blevet lagt, får mor penicilin pga. feberen. Til sidst bliver mor koblet til en masse maskiner – der bliver lagt elektrode på dit hoved, så du kan følges intenst under fødslen, og mor får sat følere på sit lår, så hun kan følges lige så intenst.

Gennem hele dette cirkus har mor løbende presseveer, som hun dog formår at holde tilbage vha. vejrtrækning og vejledning fra far. Far sidder stille ved siden af mor og hvisker til hende, hvor godt hun klarer det, og hvor stolt han er af hende. Samtidig sørger han for, at mor hele tiden har en kold vaskeklud på panden.

Endelig – kl. 1 får mor lov til at presse. Og hvilken befrielse endelig at få lov til det. Men efter ganske kort tid begynder din hjerterytme at dykke, og det bliver besluttet, at du skal tages med sugekop. Dette betyder endnu en sprøjte til mor – en såkaldt pudendusblokade. Sugekoppen sættes på dit hoved, og efter 3 presseveer er du endelig født. Din fødselsdato bliver 16. februar 2007 kl. 01.17.

Endelig var du der!

Du kommer op på mors mave med det samme, hvor du bare ligger og studerer verden. Du siger ikke så meget – du gør ikke andet end at kigge. Efter et par minutter bliver du overtaget af far, for mor skal føde moderkagen og syes. I forbindelse med fødslen af moderkagen, glemmer jordemoderen, at hun har taget en blodprøve fra navlestrengen, så da hun vil hjælpe mor med at få moderkagen ud og hiver i navlestrengen, smutter hendes fingre, og mor (og til dels også far) bliver overplasket af blod.

Da moderkagen er født, og mor er blevet syet, forlader jordemoderen fødestuen, og mor og far får for første gang tid helt alene med dig. Du siger ingenting – kigger og studerer den fremmede verden og får også smagt den første råmælk fra mors bryst. Vi er stolte som paver over dette skønne vidunder, der netop er blevet født. Og vi glæder os usigeligt til at lære dig at kende.

Velkommen til verden, Silke

12.02.07 ~ 40+3

Tja, så nåede vi til terminsdato for et par dage siden, og det var noget af en hård nød at knække at jeg for det første ikke sad med en baby i armene, og at jeg for det andet ikke fødte 9. februar på min morfars fødselsdag - det havde jeg både håbet og drømt om. Men sådan skulle det ikke være.

Jeg var til jordemoder, da jeg var 39+5, hvor jeg fik konstateret forhøjet blodtryk. Dette sendte mig en tur på fødegangen til tjek dagen efter, hvor min blodtryk igen var perfekt. Så ingen alarm alligevel.

Skuffelsen og utålmodigheden over ikke at have nogen Silke hos os endnu har efterhånden lagt sig, og nu har jeg det nærmere lidt sådan, at jeg trækker på skulderen og tager tingene som de kommer... når hun ikke gider at komme til terminsdato, så kan det også være ligegyldigt. Jeg accepterer tingenes tilstand, og så er det det. D og jeg hygger de sidste par dage, vi har alene sammen - lidt ligesom stilhed før stormen...

Anyways - ikke så meget utålmodighed her i huset, som man skulle tro - hun kommer heldigvis når hun kommer... og når hun kommer, kommer hun selvfølgelig på det helt rigtige tidspunkt

24.01.07 ~ 37+6

Jeg er blevet forelsket i min mave - hvis det overhovedet kan lade sig gøre... Jeg nyder den simpelt hen så meget, men det kan godt skyldes, at man efterhånden er ved at blive klar over, at det er ved at være sidste udkald for at nyde den... Silke pumper løs på maveskindet derinde, og jeg nyder hvert eneste puf. Okay, der er kommet en del strækmærker, men hvad gør man ikke ved sin krop for reproduktionens skyld...

Det er lidt ambivalente følelser, man har i slutningen af graviditeten. På den ene side glæder man sig usigeligt til, at det er slut - til at møde sit barn. På den anden side fyldes man med en eller anden form for tristhed over, at det nu er ved at være slut. Jeg glæder mig til at nyde vores barn - som selvfølgelig bliver et pragteksemplar uden lige!

Ventetiden indtil fødslen bruges på at gøre fryseren madklar, så vi slipper for at tænke på det i det første stykke tid. Det føles så uvirkeligt, at det er mig, der har fornøjelsen af at fylde fryseren op nu - det er det, man hører andre mennesker fortælle om... Ikke mig - ikke os.

D har sidste arbejdsdag i morgen, inden han starter på skole, og det har for os begge været endnu en af milepælene. Næste gang, D starter på arbejde, er han far. Tingene kommer pludselig meget tæt på - i dag har jeg overstået 95 % af graviditeten... er du godt klar over, at det næsten er 100 %????

17.01.07 ~ 36+5

Vi har fået opvaskemaskine og tørretumbler!! WUHU!!! Ja okay - vi havde godt nok en lille bordopvaskemaskine, men den har været på fedekur og vokset sig større... Det er sjovt, hvordan sådanne ting kan få en til at føle sig tættere på målet - en større opvaskemaskine betyder et eller andet sted, at vi kommer tættere og tættere på 'virkeligheden' - at vi skal være forældre.

D har svært ved at følge med efterhånden. Han snakkede om i går, at han slet ikke kunne forholde sig til, at han måske om en måned sidder med et spædbarn i sine arme. I hans hoved er det stadig noget, der ligger langt ude i fremtiden - sådan ca. om 5 års tid. At det rent faktisk er lige om hjørnet - ja, det kan han ikke forstå.

Og sådan har jeg det faktisk også. Jeg kan mærke hende derinde - men helt at forstå, at det er noget, der kommer ud til os - det kan jeg altså ikke. På den ene side er jeg ufattelig træt af at være gravid (jeg vil bare se min datter nu!) - og på den anden side må hun gerne blive derinde... så længe jeg bare får installeret en lille låge i maven, som jeg kan åbne op, når jeg vil se hende...

Fødslen rykker tættere og tættere på - plukkeveerne er begyndt at komme med en styrke, der minder lidt om menstruationssmerter, og det kræver sommetider, at jeg lige standser op og tager en dyb indånding. Ro i kroppen? Glem det! Hvis det ikke er livmoderen, der giver sig i forbindelse med plukkeveerne, så er det Silke, der mosler eller har hikke.

Status 36+5: Vi har det allesammen godt - og forsøger efter bedste evne at forholde os til det, der forhåbentligt snart sker

07.01.07 ~ 35+2

Vaskeriet er begyndt på Boulevarden. Tørrestativet har haft babytøj hængende på sig konstant siden igår, og det er en fornøjelse at se over på det... Nu skal der bare sorteres i det, så der er tjek på, hvor meget hun kan passe, når hun bliver født, og hvor meget, der skal vente...

Jeg har utrolig meget væske i kroppen i øjeblikket, og det gør ondt og spænder ulideligt. Derudover skal jeg samtidig kæmpe mod mit hoved, for jeg vil så gerne have ordnet en hel masse, men jeg KAN bare ikke magte det samme mere, som jeg plejer. Bare jeg ordner det mindste, svulmer jeg op, og det er rent ud sagt frustrerende. Mange timer bliver spenderet på sofaen med computeren på skødet og fjernsynet tændt.

Jeg er begyndt at tage mig selv i at tænke, at jeg godt snart kunne bruge en fødsel og få det overstået. Ventetiden er ved at være træls - især når man ikke rigtigt kan lave noget... dagene er lange - MEGET lange. Når jeg går i seng om aftenen, tænker jeg: "Så gik der endnu en dag..."

Men ligemeget hvor utålmodig jeg er, lige så uforstående er jeg overfor det, der skal ske. Jeg har så svært ved at fatte, at jeg måske allerede om en måned står med et barn i armene, som jeg skal passe, pleje og amme... Og hvor meget, det vil ændre på vores hverdag... Men det skal vi nu nok klare - det er der jo så mange andre, der har, så mon ikke også vi gør?

04.01.07 ~ 34+6 (3D-scanning)

Jeg har været til 3D-scanning i dag, og det var en kæmpe oplevelse. Jeg blev ringet op for to dage siden af hende, der kønsscannede mig i Kolding i november, der ville høre, om hun måtte 'låne' min mave, da hun skulle oplæres i at 3D-scanne. Der skulle ikke gå mange sekunder, før jeg udbrød "JA!" til hende...

Det var skønt at få endnu et kig ind i maven inden fødslen. Og det var utroligt at se, hvor meget detalje-grad man kan få på sådanne billeder... Selvfølgelig kan man også se en del på 2D-scanninger, men slet ikke på samme niveau som dette...

Hun var så smuk derinde (og ja - det er STADIG en pige...) Hun lå rigtig og puttede sig i moderkagen, men der kom alligevel rigtig gode billeder ud af det. Jeg er i hvert fald meget imponeret. Det var den skønneste lille baby med store babykinder, der gang på gang på gang tonede frem på skærmen...

Hun blev skønnet til at veje 2300 g, og efter vægtskalaen ligger hun perfekt i forhold til gennemsnittet. Efter de mål der blev taget, ville hendes terminsdato være 15. februar. Min intuition har jo længe sagt mig, at jeg føder 16. februar, så det bliver spændende at se, om det holder. Officielt er min terminsdato nu stadig 9. februar, og den holder vi fast i!

De skønnede også, hvor meget hun ville veje ved fødslen, og der var skønnet 3850 g. Så det bliver en okay stor baby, vi får ud til os...

Jeg er fuldstændig fascineret af de billeder, jeg har fået med mig hjem, og jeg har fanget mig i at stå og svømme væk i dem flere gange. Derudover render jeg også nærmest konstant ind på børneværelset (der efterhånden er ved at være færdig-indrettet) - bare sådan lige for at tjekke, om tingene nu også er, som de skal være...

02.01.07 ~ 34+4 (savn)

Det er ALT for tidligt, og 'stegen' er endnu ikke helt færdigkogt... det ved jeg godt - men nu vil jeg altså godt snart se, hvad det er for en skabning, jeg har liggende i min krop. Møfferiet er efterhånden på det højeste, og det gør til tider lidt ondt at sidde ret op, fordi hun lige skal vende sig om på den anden side eller lignende.

Jeg har et savn til et menneske, som jeg aldrig har mødt - jeg kender personen gennem sparkerier, møffen, søvnløse nætter, konstant tissetrang, til tider ubehag i hele kroppen osv.... og alligevel kan jeg ikke vente til at skulle mødes og lære dette menneske at kende... Det er underligt at have sådan en trang - noget, der til tider kan være så irriterende, er faktisk noget, som man ønsker at bruge mere tid sammen med...

Min bedre halvdel er også ved at være utålmodig... han kan godt se, hvor stort et ubehag jeg efterhånden har til tider, og jeg tror både, at han glæder sig til at se produktet af den heldige sædcelle, der var så heldig at få lukket døren op til mit æg - men også til at få en mere normal kone igen... mine begrænsninger bliver større og større, og det kan godt være noget frustrerende for mig i længden, for jeg VIL jo gerne... hvilket også medfører, at jeg sommetider kravler rundt på gulvet i et desperat forsøg på bare at kunne nogenlunde det samme som før - vasketøjet til vaskemaskine bliver f.eks. klaret kravlende nu - og er blevet ordnet sådan de sidste par måneder... Han har både grint og været lidt irriteret over mig, når jeg har gjort det, for han får åbenbart lidt dårlig samvittighed, når jeg ligger der og kravler rundt, men jeg har forsøgt at forklare ham, at det skal han ikke have - jeg vil jo bare forsøge at gøre mit til, at vores hverdag fungerer - i stedet for at jeg 'bare' ligger på sofaen, fordi min krop er så væskefyldt (ja, det er kommet igen...)

Så jeg forsøger af bedste evne at komme igennem den sidste måneds tid - og jeg kan allerede mærke nu, at den ikke bliver sjov, for jeg har svært ved at give mig selv lov til den ro, som min krop egentlig har brug for... der er jo så mange ting, der skal ordnes inden hendes ankomst, og jeg vil jo helst være helt klar (men hvornår er man 100 % klar...????)

31.12.06 ~ 34+2 (tilbageblik)

Den sidste dag i år 2006 - og det er tid til et tilbageblik på året, der gik.

Året startede trist ud med et større sammenbrud fra min side, der endte med, at D hev mig med til lægen, hvor vi fik vores henvisning. Pludselig befandt vi os midt i behandlingsverdenen - og lige så pludselig igen var graviditeten en realitet. Det sidste års tid har virkelig været nogle underlige måneder, hvor jeg har lært utroligt meget om mig selv (hvordan D har det, må være op til ham selv at besvare)...

Men det har også været et år i forventningens tegn. Med det samme vi startede i behandling, faldt der 1000 sten fra mine skuldre. Jeg havde indtil da følt, at det ville være et nederlag at skulle i behandling, men det viste sig faktisk, at det var meget nemmere, end jeg havde gået og troet. Og også et utroligt spændende område.

Det er underligt at sidde og skrive dette nu, mens jeg kan mærke min datter sparke for livet løs inde i min mave. Hun er så længe ventet, at det halve kan være nok. Jeg er begyndt mentalt at forberede mig til fødslen, og jeg er endnu ikke nået at blive bange endnu. Det skal jeg nok klare - nu har jeg klaret så meget andet, som har gjort så forbandet ondt (psykisk), så den fysiske smerte skal jeg også nok klare! Man er vel kvinde med stort K, ikke?

Vores jul har for en gangs skyld været utrolig dejlig. For første gang i mange år har vi haft noget at se frem til. I stedet for at se frem til denne jul, har det egentligt bare være noget, der skulle overståes, for næste år - så er det noget helt andet! Det samme med nytårsaften - vi gider ikke rigtigt, men næste år - så er det noget helt andet!!!

2006 må jeg sige har været et skønt år for os. D har et arbejde, han er ufattelig glad for, vi skal være forældre, og jeg er blevet færdig med min kommunom-uddannelse, inden jeg bliver mor for første gang. Alt har flasket sig for os - og nu er vi klar til næste etape: At blive forældre!

Godt nytår til alle!

16.12.06 ~ 32+1 (barsel)

Jeg er nu officielt gået på barsel. Det var en underlig fornemmelse at forlade arbejdet i dag med den viden i baghovedet, at når jeg vendte tilbage igen sådan rigtigt på arbejde, så var jeg blevet mor. Jeg var heldigvis den sidste, der sad tilbage, så jeg havde fred og ro til stille at sige "Farvel og på gensyn" for mig selv, inden døren smækkede bag mig, hvorefter jeg trissede ud til min bil og kørte hjem.

Lige nu kan jeg mærke, at jeg kommer til at savne mine kolleger. Selvom der er en masse fnidder fnadder imellem os (vi er jo kvinder!), så er vi på den anden side også en form for venindegruppe både på godt og ondt. Og jeg holder af dem alle sammen! Jeg holder så meget af at komme på arbejde hver eneste morgen, så pludselig at skulle vænne sig til ikke at skulle se dem hver eneste dag - det er altså underligt.

Jeg kan nu også godt mærke, at denne 'pause' efterhånden er tiltrængt for mig. Udadtil har jeg ikke skiltet særligt meget med mine gener, men når jeg har været hjemme, har D skulle ligge ører til en del frustrationer fra min side. Det har været en lang proces at nå til at acceptere hvad man kan, og hvad man ikke kan. Jeg håber, at jeg nu kan få noget ro omkring mig og dermed slippe for nogle af disse frustrationer.

Lige nu kæmper jeg med at få sovet. Den sidste uges tid har virkelig været hård, for samtidig med at skulle forberede sig til at skulle gå på barsel, har jeg også kæmpet med ikke at få sovet om natten. Silke synes åbenbart, at det er allersjovest at være vågen om natten, hvor alle andre sover, og dermed holder hun også sin mor vågen. Jeg trænger bare SÅ meget til noget ordentlig søvn...

Ellers er næste skridt på vejen min fødselsdag i morgen, hvor hele den pukkelryggede kommer på besøg. Puha, jeg bliver 27...

02.12.06 ~ 30+1 (første VIRKELIG underlige graviditetsdrøm)

Jeg har haft min allerførste underlige fødselsdrøm, hvor jeg for første gang har 'set' Silke... Og aldrig nogensinde har jeg drømt noget så underligt...

Jeg ligger på sygehuset her i december måned, for jeg skal til endnu en glukosebelastning, hvor jeg skal drikke 6 glas af det der sukkerstadshalløj. Fair nok - jeg tyller det ned. Og pludselig kommer der en jordemoder ind og siger, at nu skal jeg altså føde Silke, for nu vil hun ud. Jeg bliver smidt på briksen, og uden veer, bedøvelse eller noget som helst bliver hun hevet ud af mig - min egen lille Silke. Silke bliver født 11. december, og sygeplejersken, der registrerer hende, konstaterer imponeret, at der aldrig er nogen, der er blevet født på denne dato før...

Stolt fremviser jordemoderen mit barn for mig - og jeg går i chok. Jeg har ikke født noget barn - jeg har født en abe med punkerhår! Håret er sort med hvide striber og står fra hovedet lige ud i luften. Hendes krop er også fuldstændig dækket af sort hår. Jeg går i chok og tænker, at dette ikke er min datter. Jeg kontakter ikke D, fordi jeg skammer mig så meget over hende.

Pludselig kommer en af mine onkler ind i lokalet - han kaster et kort blik på hende og går så fnisende ud af lokalet. Og igen ligger jeg og skammer mig.

Sygehuspersonalet virker ikke som om, der er noget i vejen med hende, og de går i gang med at veje hende. Alt er i den fineste orden i deres øjne, så jeg bliver sendt hjem med min 'abe', hvor jeg bruger resten af drømmen på at sidde og hyle....

Da jeg vågner her til morgen, er det første jeg gør at tjekke på nettet, hvad det var for en abe, jeg fødte i nat - og nu bliver det altså totalt underligt... Det var en Silke-abe!!!

30.11.06 ~ 29+6

I dag har jeg overstået 75 % af graviditeten. Det er både med spænding og ængstelse, at jeg ser frem til de sidste 25 %. Jeg glæder mig til at møde Silke - til at dufte hende, lære hendes personlighed at kende, se hendes udseende - ALT. Men på den anden side er det også vildt skræmmende - kan jeg finde ud af at være mor? Kan jeg styre mit temperament overfor D og hende? Hvad med barsel - duer jeg til pludselig at blive hjemmegående husmor? Jeg er fyldt med så mange modstridende følelser, og i øjeblikket kan jeg hverken finde hoved eller hale på mig selv. Jeg reagerer så utroligt modsat af, hvad jeg plejer at gøre, og det både skræmmer og irriterer mig.

D har det lige modsat mig - han er 100 % overbevist om, at det skal vi nok klare. Hvor er det dog rart at have hans styrke at læne sig op af. Men jeg kan også mærke på ham, at hans tålmodighed er ved at være brugt op - han har sværere og sværere ved at håndtere mine humørsvingninger, og jeg forstår ham 100 %. Jeg ville også have svært ved at håndtere en så svingende person, som jeg er i øjeblikket. Heldigvis er vi gode til at tale åbent og ærligt om det, og det tror jeg har en gavnlig effekt for os begge - han kommer af med sin irritation, og jeg bliver samtidig stillet til ansvar for mine handlinger, hvilket jeg er glad for, for selvfølgelig kan jeg ikke tillade mig at opføre mig som jeg vil!

Mht. Silke - så føles det kommende møde med hende lidt surrealistisk. Indtil nu har hun 'bare' været scanningsbilleder og bump i maven. Jeg har svært ved at forholde mig til, at det på et tidspunkt bliver et barn - ja, det er jo så rent faktisk allerede et barn. Bliver hun født nu, så vil hun uanset hvad med stor sandsynlighed overleve alligevel... Men jeg kan stadig ikke forholde mig til det... det føles uvirkeligt og slet ikke som noget, der skal ske for D og jeg.

Jeg har 9 reelle arbejdsdage tilbage, inden jeg går på barsel, og denne skæringsdato (15. december) har for mig været en stor milepæl i graviditeten. Men nu er den pludselig kommet så tæt på. Jeg skal væk fra mit arbejde - noget jeg har længtes efter så længe - men nu har jeg faktisk et eller andet sted slet ikke lyst. Hvad skal jeg lave? Jeg kan jo ingenting andet end at ligge på sofaen, når jeg er hjemme. Indlæggelserne på sofaen giver dog resultater - jeg kan tydeligt se på væskeophobningen i kroppen, når jeg en enkelt aften har skippet sofaen - morgenen efter er jeg svulmet op igen. Så det er vigtigt, at jeg giver mig selv den ro på sofaen, selvom jeg til tider finder det SÅ frustrerende. Gud ske tak og lov for min bærbare og vores netværkskabel. Så kan jeg i det mindste være på internettet, mens jeg sidder der og glor.

I morgen træder jeg ind i 8. måned - tiden går ALT for hurtigt, og det er næsten ikke til at følge med mere. Men jeg kaster mig selv over nakken og trisser stille med tiden - om et par måneder sidder jeg sikkert og læser dette indlæg og tænker: "Hvor hulan havde hun sine tanker henne dengang? Kunne hun virkelig ikke se, hvad der var i vente?" Nu må vi se - februar er lige om hjørnet, og det er jeg også snart...

19.11.06 ~ 28+2 (scanning igen)

17. november nåede vi til 3. trimester, og dagen blev fejret med en kønsscanning i BabySam i Kolding. Scanningen havde været planlagt i lidt over en måned (men holdt hemmeligt), og vi havde virkelig set frem til dagen. Datoen 17.11.06 med tidspunktet 16.00 havde længe stået printet i vores hoveder som noget helt specielt...

Vi kørte hjemmefra i god tid, da vi jo skulle køre til Kolding i myldretiden, og ingen ved, hvordan en myldretid udarter sig. Vi var der kl. 15.40, selvom vi først havde tid kl. 16.00. Men hende, der havde tid kl. 15.40, kom ikke, så vi kom ind noget før. Og så begyndte scanningsjordemoderen (herefter forkortet SJ) ellers at lede og lede og lede... og kunne ikke finde noget som helst... I 20 minutter blev jeg moslet rundt med, blev lagt på den ene og den anden side, hostede og jeg ved ikke hvad.... lige meget hjalp det. Blob sov trygt og godt og ville absolut ikke samarbejde på nogen som helst måde. SJ bad os om at komme tilbage igen lidt over 6 til en ny scanning.

Vi går i Kolding Storcenter og spiser på Jensen's og har nogle rigtige hyggelige timer der - og så håbede vi jo inderligt på, at Blob havde placeret sig lidt bedre til næste scanning. D spurgte et par gange, om der havde været lidt aktivitet, men jeg kunne kun sige "Nej, desværre..."

Lidt i halv 7 ligger jeg på briksen igen, og efter 10 minutters scanning hører vi de magiske ord: "I venter jer en pige...!" Vi var noget overraskede, for vi havde forberedt os på en dreng. Alle havde sagt til os, at vi skulle have en dreng (maven lå højt, pulsens hastighed osv.), så da hun fortalte os, at det var en pige, så vi noget overraskede på hinanden. Efter scanningen gik vi også over i pigetøjsafdelingen, men vi kunne slet ikke samle os til at købe noget som helst, for vi var helt rundt på gulvet.

Det meste af dagen i går brugte jeg på at gå rundt og hyle - følelsen var fuldstændig surrealistisk. Jeg var ikke ked af det på nogen måde - bare total hormonella og vildt overvældet... Pludselig følte jeg en vild underlig forbindelse til mit barn - det var ikke længere noget 'det' eller 'den'... det var en 'hun' med et navn - og jeg fik pludselig et forhold til det væsen, jeg har i maven...

Må jeg have den store fornøjelse at præsentere dig for vores dejlige prinsesse, Silke!

11.11.06 ~ 27+1

I dag er der kun 90 dage tilbage til termin... Det er lidt sjovt at tænke på - hvor man i starten af graviditeten følte, at tiden nærmest var gået i stå, føles det nu som om, den flyver af sted. Nu sidder jeg med kun 21 arbejdsdage tilbage, inden jeg går på barsel. Det er lidt vildt at tænke på...

Denne uge har budt på de første plukkeveer. Jeg havde næsten plukkeveer i 24 timer, og det var absolut ikke en sjov omgang, og jeg endte en tur hos lægen, der så mig lidt som en hysterisk 1. gangs gravid, og som overhovedet ikke gad at lytte eller forklare mig noget som helst. Det var et noget frustreret besøg, og det endte også med, at jeg ringede til fødegangen senere og kom til at tale med en sød jordemoder, der kunne forklare mig, hvad det helt præcis var, der skete i min krop. Da plukkeveerne endelig forsvandt, føltes mine mavemuskler som havde jeg lavet 5000 mavebøjninger - de var simpelt hen så ømme...

Jeg er også begyndt at blive mere og mere forsigtig med, hvad jeg løfter og laver. Jeg kan hurtigt mærke, at min såkaldte kondition efterhånden er ikke-eksisterende. Bare det mindste får mig til at blive stakåndet, men man lærer at leve med det.

Alt i alt har jeg det godt. Jeg skal til 2. jordemoderbesøg den 15. november, og jeg er lidt spændt på, om det bliver mere interessant i forhold til sidste gang. Forventningerne er dog ikke særlig høje, så jeg kan næsten ikke blive skuffet...

05.11.06 ~ 26+2

Klokken er 02.50 - og jeg er søvnløs. Jeg har utrolig meget uro i benene, og jeg kan simpelt hen ikke sove. Derudover er min mave begyndt at leve sit eget liv, og der er ikke plads til noget som helst mad i den. Det betyder, at jeg nærmest render rundt i en konstant sult, hvilket igen betyder, at jeg er blevet nødt til at stå op i nat for at spise - ellers var jeg 'faldet om af sult' (hvis man kan det mens man ligger i sin seng... (?)) Derudover lider jeg af en del uro i benene, som kan være ret ubehageligt - også én af grundene til, at jeg er stået op i nat, for jeg kunne simpelt hen ikke finde ro.

Blob bokser derudaf derinde, og efterhånden er det ret lige meget, hvordan og hvorledes jeg sidder - jeg kan mærke bumpene uanset hvad. Jeg kom til at sige, at "Puha, nu er Blob godt nok aktiv" for et par aftener siden hjemme hos min mor og far - og VUPTI sad der to hænder på min mave tilhørende min mor og lillesøster... Det er sjovt - nu generer hænderne mig slet ikke mere. Jeg ønsker virkelig af hele mit hjerte, at de også kommer til at kunne mærke sparkene - at få lov til at mærke de bump, der kommer inde fra min mave.

Det er en fornøjelse at se min mands meget pludselige ændring i forhold til graviditet. Han knokler for livet løs for at gøre børneværelset så flot og perfekt som muligt. Reolen blev samlet i går, og bagefter gik han i gang med at sætte en Asterix og Obelix plakat i ramme, som jeg har haft liggende de sidste 5 års tid - men den skulle Blob have op at hænge! Han er på ganske få uger gået fra en form for ligegyldighed til fuldstændig indlevelse. Men som D også siger: "Nu kan man se, at du er gravid - og det er nok først nu, at jeg har forstået konsekvenserne ved den hormon-behandling, vi var igennem for ½ år siden..."

Jeg bliver også ved med at vokse. Jeg synes egentligt ikke selv, at jeg har kunne se ændringerne, når jeg har set mig i spejlet, men jeg tog endnu et mavebillede i fredags, hvor jeg var 26+0 - og der er godt nok sket noget på de 2 uger. Eller sagt på en anden måde - nu er maven større end røven...

Puha, jeg synes godt nok, at jeg er stor, når jeg ser på de to billeder og sammenligner... og der er stadig 3 måneder endnu til termin... Hvad skal det dog ikke ende med???

28.10.06 ~ 25+1 (babyindkøb)

Tingene begynder lige så stille at falde i hak mht. Blobs ankomst. Sidste weekend købte vi barnevognen, og det blev af mærket 'Brio'. Vi var et smut forbi BabySam i Vejle (bare for at ose), og lige pludselig stod den der bare! Den måtte vi eje!

Denne weekend var vi lørdag formiddag i Ikea i Århus og købt reolen og dertilhørende skuffer til Blob. Skufferne er godt nok blevet røde, selvom D er af den overbevisning, at vi får en søn... Det sjove (og dejlige) var, at det faktisk ikke var mig, der gik i selvsving i Ikea... det var D, der stod for det hele. Udover reolen valgte han en uro til seng/puslebordet (nu må vi se, hvor den ender), 10 vaskeklude og et badeslag med hætte med små søde lam.

Lørdag eftermiddag tog vi i Bilka og købte det hæve/sænke-bord, som vi længe har talt om at købe. Det geniale ved hæve/sænke-bordet er, at man kan komme til at stå i den helt rigtige arbejdshøjde, og så er bordet dejligt bredt. Det er normale pusleborde ikke, og når barnet bliver ca. 60 cm lang, hænger det allerede ud over bordet med benene. Dette kommer vi til at undgå med denne løsning.

Nu står det hele (undtaget barnevognen selvfølgelig) inde på børneværelset og venter på, at vi får os taget sammen til at samle det... Den tid den sorg!

26.10.06 ~ 24+5

Så har jeg været til tjek hos lægen igen - eller rettere sagt, jeg var bare et smut forbi laboranten derinde, hvor jeg fik målt mit blodsukker, som så perfekt ud. Jeg havde også taget morgenurin med, og der var intet sukker i urinen. Så graviditetssukkersygen er blevet afblæst igen. Men det var da rart nok lige at få det tjekket...

Jeg har lavet ansættelsesbrev til min barselsvikar i dag, og hun starter 1. november. Det var en lidt underlig fornemmelse at sidde og lave ansættelsesbrev og sammensætte hendes løn - det er jo mit arbejde, hun skal overtage. På den ene side glæder jeg mig, til hun kommer (hun er det sødeste menneske), men på den anden side invaderer hun også mit område - og det er lidt sur røv. Men det er jo sådanne ting man må tage med. Jeg er blevet kørt ud på et sidespor, og det passer mig overhovedet ikke! Men på den anden side accepterer jeg også tingenes tilstand, for jeg har jo noget meget bedre i vente.

Jeg er endelig begyndt at nyde min graviditet. Den første halvdel har (når jeg tænker tilbage) bestået af alt for mange tanker omkring alt og ingenting... nu er jeg nået til det stadie, at jeg tager tingene som de kommer - og det har gjort, at jeg lige pludselig både forstår, at jeg er gravid. Jeg kan nu stadig passe mine normale bukser, men jeg er mere og mere begyndt at tage ventebukserne på, for så kommer jeg nemlig til at se gravid ud - det gør jeg ikke i mit normale tøj. Jeg NYDER, når folk kommenterer det nu - det gjorde jeg ikke før. Men stadig - de skal IKKE røre ved min mave...!

20.10.06 ~ 24+0

Tja, jeg blev nødt til at gribe til kameraet igen her til morgen... mest fordi jeg ikke var helt tilfreds med billedet taget i går, og så syntes jeg også, at det kunne være sjovt at prøve at tage billeder ved hver (eller hveranden) ugeskift. Og i dag er jeg jo 24+0 og er dermed i 25. uge...

På billedet fra i går havde jeg jo hånden på maven, og det gjorde jeg, fordi jeg troede, at jeg havde en todelt mave. I dag startede jeg også ud med at tage billeder af maven MED hånden, men til sidst tænkte jeg, at jeg heller måtte prøve uden at have hånden liggende på maven - og endnu engang fik jeg et chok, da jeg kom ind til computeren og fik billedet frem på skærmen! For to-delingen er væk!?! Okay, den er lidt bulet, men der er da ikke noget at være i tvivl om på billedet - det så straks noget helt andet, når jeg ser mig selv i spejlet. Så er den væk og stadig to-delt...
D's kommentar til mit mavebillede i går var: "Din røv er lige så stor som din mave...!" Er han ikke dejlig romantisk???

Det er lidt en underlig mave - når jeg 'leder' efter den i spejlet, er den PIST væk. Men når kameraet bliver hevet frem, dukker den pludselig (meget mystisk) frem fra sit skjul. Jeg kan kun se, at jeg er gravid, når jeg ser billederne på computeren... Ellers ikke. Uuuunderlig mave...

Ellers har jeg det fint. Jeg har været til 2. lægebesøg i dag, og mit blodtryk er faldet til normalt niveau igen, livmoderen når nu til min navle, men der var desværre lidt sukker i urinen. Ikke noget alarmerende, men stadig noget som lægen godt lige ville have tjekket efter. Så på torsdag skal jeg møde fastende hos dem, så de kan tage en blodprøve og tjekke mig for graviditetssukkersyge. Jeg er nu ikke så nervøs for det - jeg tror udslaget skyldes, at jeg drak lidt appelsinjuice et par timer inden, jeg tog urinprøven...

19.10.06 ~ 23+6

Ja, jeg har gået og bildt folk en masse ind - eller er det mig selv, jeg har bildt noget ind? Jeg havde bildt mig selv ind, at jeg ikke så gravid ud - selvom alle andre har sagt noget andet til mig, så har jeg bare føjet deres bemærkninger til side og sagt, at jeg så lige så stor ud som før. Og jeg blev indvendig rasende på dem, for jeg følte, at de kommenterede min størrelse - og kommenterede, at jeg også havde været fed før, men nu var det ligesom blevet legalt at kommentere min størrelse, fordi jeg var gravid... (?)

I dag skulle jeg så lige have D's accept for at genbestille en 3D-scanning, og i den forbindelse spørger D hvor jeg vil have sådan en scanning, når vi nu var blevet enige om ikke at skulle have den (og den var jo også blevet afbestilt...). Jeg forklarer ham så, at det er fordi, jeg ikke føler mig gravid overhovedet. Og at jeg gerne vil se Blob igen - der er ALT for lang tid til februar! Han forsøger så at modargumentere (hvornår lærer den mand ikke at sige mig imod?!?) og siger, at jeg altså HAR fået mave - igen bliver denne kommentar bare føjet til side af mig. Vi afslutter samtalen, og jeg bestiller tiden til 3D-scanningen (det bliver den 2. december!)

Derefter farer der en djævel i mig, for D's kommentar hænger stadig fast inde i hovedet på mig - der er ikke på noget tidspunkt blevet taget billeder af min mave, for jeg syntes jo ikke, at jeg så gravid ud - jeg var jo bare fed - så der var jo ingen grund til at tage billeder. Det ville jo bare være tåbeligt...
Men D blev ved med at spøge inde i hovedet på mig, så lige pludselig rejste jeg mig beslutsomt op, hev overdelen af og kameraet frem. Ind på computeren med billedet - og hvad ser jeg? En kæmpe gravid mave?!?

Jeg tror jeg blinker et par ekstra gange med øjnene, for seriøst - jeg har virkelig ikke kunne se det før! Og hvis jeg stiller mig ud i spejlet nu, så vil jeg stadig skulle 'lede' efter den - jeg kan simpelt hen ikke se det. Men på et digitalt foto springer den lige pludselig i øjnene på mig! Jeg tror, det er en snydemave...

Blob gør meget opmærksom på sig selv efterhånden, og sparkene bliver kraftigere og kraftigere. Jeg ved, at man normalt går og hungrer efter denne livsbekræftende følelse, men helt ærligt - sommetider er det altså også RIGTIGT irriterende. Især når man gerne vil sove, og der er en hvis *biiip*-unge, der ikke vil lade én sove... Eller hvis man lige har været på toilettet, og der så lige kommer et velplaceret spark, så man skal af sted igen! Hyggespark er okay - træning til kickboxing eller lignende er IKKE TILLADT!

03.10.06 ~ 21+4 (far mærker liv)

Ja, der er en del at fortælle fra den sidste uges tid, så vær klar og hold fast.

Først - jeg er kommet under observation for svangerskabsforgiftning. Jeg tager det nu ikke så tungt, for jeg tror ikke selv, at jeg har det. Men jeg har lidt af meget hævede ben de sidste par ugers tid, og når jeg har kontaktet lægeverdenen, fik jeg at vide, at jeg 'bare' skulle ligge med benene oppe - som ikke hjalp en disse. Så jeg har bidt det i mig.

Min mor holdt så fødselsdag her i weekenden, hvor jeg beklager mig lidt over min situation. Da hun ser mine ben, beordrer hun mig øjeblikkeligt til at kontakte lægen om mandagen, hvilket jeg også gør. Lægen vil gerne have mig et smut forbi, så han kan tjekke urin og blodtryk. Han finder ingen proteiner i urinen, men en lettere forhøjet blodtryk og en forholdsvis pludselig vægtstigning. Jeg skal til nyt tjek på mandag, så lige nu er jeg officielt under observation for svangerskabsforgiftning.

Derudover skete der (i mine øjne) noget vidunderligt i går aftes. D mærkede liv. Jeg havde siddet ved computeren i en halv times tid med MEGET aktivitet i maven, hvor jeg til sidst besluttede mig for, at nu skulle det altså være. Så jeg tøffede ind i stuen, møvede D væk fra sin yndlingsplads, lagde mig ned og kaprede hans hånd. Og så lå jeg ellers bare og ventede. Men tror du ikke, at Blob nu havde besluttet sig for at være musestille - selvfølgelig! Men efter en del tålmodighed kom sparket - og igen! Og igen! Og igen!

Jeg spurgte (selvfølgelig ellevild), om han ikke kunne mærke det. Jamen, han vidste jo ikke, hvad han skulle mærke efter. Og så sparkede Blob igen - "DET DER!!!"
"Det føles jo bare som når du skal tage din puls på halsen", var D's svar... Og så tog han ellers hånden til sig igen... Jeg var ellevild - D var lidt mere 'trække-på-skulderen'-agtig. Der skal dælme meget til at imponere den jyde!!!

25.09.06 ~ 20+3 (MD-scanning)

Vi har været til MD-scanning i dag, hvor Blob blev gennemscannet for diverse skavanker. Alt var som det skulle være, så det var dejligt. Denne scanning er dog ingen garanti for, at det er et perfekt barn, der bliver født, men det giver en sikkerhed for, at det ikke er et ikke-levedygtigt barn. Det var så skønt at se det lille hjerte slå (som i forhold til kroppen faktisk er ret stort). Men jeg tror lige, at vi fangede Blob i sin middagslur, for h*n lå ikke ret urolig...

Vi havde min farmor med til denne scanning, da hun aldrig har oplevet en scanning. Det var en fornøjelse at se min søde farmor stirre hypnotisk på fjernsynsskærmen og flere gange udbryde: "Se, der var en lille arm...!" Efter scanningen tog vi hjem til hende, og da jeg også havde lovet hende at høre hjertelyd, havde jeg også doptonen med. Endnu engang blev hun vildt fascineret... hvor er det dejligt at opleve sådan noget. Især når det for én selv efterhånden er blevet en hverdagsting.

16.09.06 ~ 19+1

Den dårlige nattesøvn er forsvundet igen - jeg tror et eller andet sted, at fuldmånen havde et finger med i spillet, for med det samme den begyndte at aftage, begyndte jeg at kunne sove igen...

Mine underlige drømme fortsætter. Jeg har mindst én gang om ugen en drøm, hvor jeg vågner op fuldstændig rundt på gulvet. Sidst drømte jeg, at D ville blive slået ihjel af en morder. Sjovt nok handler mange af mine drømme om at miste. Og om hvor ked af det jeg vil være. Men på den anden side - jeg drømte også en nat, at jeg begyndte at bløde, og der var jeg total kold... fuldstændig ligeglad. Det er nogle underlige drømme, men jeg tager dem heller ikke så højtideligt.

Jeg er åbenbart også begyndt at 'tale i søvne'. D fortæller oftere og oftere om samtaler, vi har haft i løbet af natten, som jeg overhovedet ikke kan huske noget som helst om. En nat har jeg endda givet ham plaster på hans tæer, da han var kommet til at løbe for hurtigt op af trapperne ude på terrassen - jeg kunne bare ikke huske, at jeg havde gjort det. Skræmmende.

'Ventetøjet' (hvis man kan kalde det det) er lige så stille begyndt at blive taget i brug. Men ikke fast endnu. Mit ventetøj består af et system kaldet BellyBelt, som man 'spænder' på sine normale bukser, så man kan blive ved med at bruge sit normale tøj længst muligt. Det består af 3 størrelser elastikker og nogle bomuldsstykker, man kan stikke i åbningen i bukserne. Jeg bruger det mindste stykke elastik de aftener, for jeg er meget oppustet.

Blob vokser og vokser og vokser. Jeg har mærket liv de sidste par dage... ikke noget fast, men jeg er overhovedet heller ikke i tvivl, når det er der. Det føles som om, at der ruller luft gennem mine tarme, men der kommer aldrig en prut ud. Det føles som bobler. Underligt at sammenligne sit barn med en prut, men sådan føles det for mig. Bølgende og boblende.

Derudover vil jeg snart have optaget Blob igen. Man kan virkelig høre på hjertelyden, hvor stor h*n er blevet nu. Der bliver virkelig banket igennem, og det er en dejlig bekræftelse af, at der er noget derinde - noget levende.

Folk er begyndt at kommentere min mave - og mærker også på den. Jeg bryder mig ikke om det. Jeg synes, det er meget grænseoverskridende, at folk rører ved min mave. En anden grund til, at jeg ikke bryder mig om det er også, at jeg faktisk ikke er vokset på maven. Jeg er stadig samme størrelse som før - men det føles lidt som om, at det nu er blevet acceptabelt for folk at kommentere min størrelse nu, fordi jeg er gravid. Den delle, som folk kommenterer - ja, den har altså altid været der. Men sjovt nok blev den ikke kommenteret, før jeg var gravid, men nu er det okay at kommentere, at jeg ser gravid (= fed) ud? Nej, jeg forstår det ikke. Men for en overvægtig pige som mig, så skulle det måske overvejes konstant at være gravid, så ens størrelse bedre kunne blive accepteret af samfundet?

Tja, bare lidt spøjse tanker fra mig. Men facts er, at det kommer noget bag på mig hvordan omverdenen reagerer på en fed, gravid kvinde. Og nogle af reaktionerne bryder jeg mig desværre ikke helt om... beklager...

08.09.06 ~ 18+0

Jeg er ved at gå rabundus... jeg sover SÅ dårligt, og når jeg endelig sover, så drømmer jeg de underligste drømme, hvor jeg vågner op total mærkeligt. Den anden nat vågnede jeg, fordi jeg hyperventilerede, og i nat vågnede jeg ved at jeg lå og hulkede med tårerne trillende ned af kinderne...

Derudover får jeg slet ikke sovet fra jeg har været ude at tisse om natten til vækkeuret ringer. I nat blev jeg så desperat, at jeg stod op og læste et blad... omkring ved 4-tiden gik jeg i seng igen og fik lidt (meget minimalt) af den søvn, som jeg så desperat mangler.

Her til morgen fik jeg endnu et flip - et resultat af den manglende søvn... jeg bliver hidsig, når jeg ikke får min søvn, og her til morgen var det så et lille stykke papir, der trickede mig... D var der selvfølgelig med det samme og trøstede mig efter mit flip... men han ved også godt, at han skal holde sig i baggrunden mens det står på... og selvfølgelig kommer han som prinsen på den hvide hest og finder det forsvundne papir til sidst - som jeg selvfølgelig ikke kan finde, fordi jeg er helt oppe at køre...

Nej, det er ikke nemt at være D i denne tid - men han er stærk som en okse... håber jeg...

06.09.06 ~ 17+5 (LIV!)

Kære lille Blob. I går gjorde du dig endelig så bemærket, at din mor var 100 % sikker på, at hun mærkede dig for allerførste gang. Tegnene førhen har været tvetydige og kunne bortforklares. Men denne gang var der ingen tvivl - denne gang var det dig og ikke andet!

Det kom så pludseligt, og det var så kortvarigt. Jeg var på vej i bilen til Vejen, hvor jeg går på kommunom-valgfag i øjeblikket, og lige pludselig mærker jeg dig. Min reaktion? Jeg begyndte at tudbrøle... Jeg skrev en sms til D om det lille fremskridt - men jeg gjorde ham også klar over, at han skulle være glad for ikke at være i nærheden af mig lige nu, for jeg var total tudefjæs.

Utroligt, hvor livsbekræftende sådan en bevægelse inde i maven kan være. Resten af dagen sad jeg og forsøgte at mærke efter, om du sparkede igen - men det gjorde du selvfølgelig ikke!!! Så jeg er i vente-position igen...

Derudover bliver doptonen stadig brugt flittigt - men ikke så flittigt som før. Den bruges ikke længere hver aften, men mere når jeg lige har brug for at høre lidt hjertelyd. Hjertelyden bliver mere og mere kraftig for hver gang der går, og det er en fantastisk følelse at høre dig vokse på denne måde.

Vha. doptonen har jeg også fundet ud af, at du har en yndlingsplads - den venstre side i livmoderen. Men sjovt nok også den side, hvor jeg normalt havde ondt, når jeg havde ægløsning, så det hele passer meget godt sammen...

Ellers går det stille og roligt - moderen har det fint... faderen er ved at være træt af at høre på moderen... og der er snart kun 5 måneder til termin!

29.08.06 ~ 16+4 (1. jm-besøg)

Vi var til 1. jordemoderbesøg i torsdags - gab, hvor var det kedeligt. Jeg fik målt blodtryk og stixet min urin. Alt så fint ud. Og så hørte vi hjertelyd, men det var der jo ikke noget specielt i, for det hører vi jo også herhjemme og har hørt det længe... Vi fik en masse brochurer stukket i hånden, og så var det faktisk det. Da vi gik derfra, sagde D også, at det tog han ikke med til igen, og jeg forstår ham godt.

Men ellers er der kommet en masse nye datoer på plads:

25.09.06 ~ MD-scanning
20.10.06 ~ 2. lægebesøg
15.11.06 ~ 2. jordemoderbesøg
09.02.07 ~ Termin

Ellers er der ikke så meget mere at fortælle. Ventetiden bruges lige nu på at vente på næste store milepæl i denne graviditet: At mærke liv!

20.08.06 ~ 15+2

Jeg har taget en stor beslutning i dag og gjort noget meget svært - jeg har smidt mine positive graviditetstests ud. Jeg har haft dem alle liggende ved min computer - D syntes at jeg var åndssvag, men jeg var ligeglad. De betød et eller andet underligt sted noget for mig. Men nu har jeg smidt dem ud. Jeg har kun én liggende tilbage - og det er testen fra lægen.

Derudover begynder forventningens glæde til jordemoderbesøget at melde sig. Jeg er spændt på, hvad der skal ske - hvad hun vil sige. Jeg forventer ikke, at hun vil lytte efter hjertelyd, men det er jo også lige meget, for jeg hører hjertelyd næsten hver dag i øjeblikket. Det er så fantastisk at finde den skønne puls på 155 og høre den tøffe af sted. På et eller andet tidspunkt bliver det nok kedeligt, men lige nu nyder jeg det. Jeg har et andet liv i maven!

Stadig ingen symptomer på noget som helst. Jeg har det godt. Jeg mærker efterhånden flere og flere niv fra underlivet - og det begynder at gøre lidt mere ondt. Men hver eneste gang jeg får smerten, så smiler jeg, for det er jo tegn på, at min livmoder vokser som den skal.

D er også begyndt at følge lidt mere med. Jeg har lavet en liste over, hvordan babyen vokser i de 40-42 uger, og den hænger fint på køleskabet, hvor der bliver streget hver fredag, hvor jeg træder ind i en ny uge. Jeg glæder mig sådan til jeg kan tage hans hånd og lægge den på min mave, så han kan mærke Blob sparke.

12.08.06 ~ 14+1 (hjertelyd)

Det mest fantastiske er sket - vi har hørt hjertelyd. Da jeg i sin tid fandt ud af, at jeg var gravid, købte jeg øjeblikkeligt en doptone - en af de elektroniske tingester, som jordemoderen og lægen bruger til at finde hjertelyd. Og vi har forgæves de sidste mange uger forsøgt at finde hjertelyd. Til sidst gav vi bare op.

Men den sidste uges tid har jeg virkelig kunnet mærke ske en forandring i min mave - den er blevet mere hård, så torsdag aften besluttede jeg mig for, at NU skulle det være. Jeg var da 13+6. D gad ikke at være med, for vi havde jo efterhånden forsøgt så mange gange uden at finde andet end min puls.

På med doptonen - og der gik kun 1 minuts tid, så fangede jeg en hjertelyd på 155 slag i minuttet. Jeg kaldte på D, som kun for langsomt reagerede på det. Og da han endelig kom, var hans kommentar også bare: "Er du sikker på, at det ikke bare er din egen puls, som det plejer at være...?"
"Jeg har sgu da ikke en puls på 155!!!"

Så nu har vi også fået konstateret med lyd, at Blob er derinde et eller andet sted. Nu mangler jeg bare at mærke 'babyboblerne' igen.

31.07.06 ~ 12+3 (nf-scanning)

Så blev nakkefoldsscanningen overstået - med en risikovurdering på 1:17481. Dejligt. Jeg har gået og været så bange for, at det lille hjerte var holdt op med at slå, men det bankede derudaf i bedste velgående, så det var dejligt at se.

Blob ville selvfølgelig ikke, som h*n skulle - så først blev jeg bedt om at banke min ende ned i briksen et par gange for at få moslet ham rundt.. uden held. Så skulle jeg hoste - ingen respons fra Blob. Så blev jeg banket lidt i maven med scanningshovedet - hjalp ikke en skid. Til sidst fik jeg en rystetur af sygeplejersken... Blob var ligeglad. Men til sidst fik hun da målt nakkefolden efter lang tids mosen på min mave med scanningshovedet. Nakkefolden målte hun for resten til 1,5mm - siger mig ikke en dyt, men hvad...

Hun viste os også, at moderkagen ligger ud mod min mave, så det varer nok lidt længere tid, før man kan mærke liv uden på maven. Lidt synd for D, synes jeg...

Vi fik 3 billeder med hjem - men jeg er godt nok ikke særligt imponeret over dem. Jeg kan ikke forstå, hvorfor de ikke vaginal-scanner i stedet for scanning uden på maven, når de er så små... de ville få meget nemmere ved at måle nakkefolden - og jeg ville have fået nogle bedre billeder med hjem... Ja, jeg er lidt skuffet... Vi slap heldigvis for at betale for dem, fordi de var så utydelige... Også derfor jeg har valgt at lave en forklaring på scanningsbillederne, for ja - sagt på godt dansk: De er elendige... Jeg har valgt kun at ligge to af billederne på nettet, for det tredje er intet værd...

Derudover tror jeg også nok, at jeg mærkede de berømte babybobler i går aftes. Jeg bortforklarede det overfor mig selv i går med, at det nok bare var luft i tarmene, men det blev ved med at hænge i baghovedet på mig, for jeg plejer normalt ikke at kunne mærke luft i mit underliv... Så jeg spurgte selvfølgelig sygeplejersken, om det kunne have været Blob, jeg havde mærket.
Hendes svar: "Hvis du spørger 'de kloge', så ville de sige nej. Men 'de kloge' er jo også mænd. Du har højst sandsynligt siddet helt rigtigt i det helt rigtige øjeblik - og derfor har haft den perfekte stilling til at kunne mærke liv..." Så hun udelukkede det ikke - men jeg forventer nu ikke, at jeg kommer til at mærke mere af det igen lige foreløbig... jeg tror bare, at jeg var utrolig heldig. Men det var godt nok en underlig fornemmelse... Og fuldstændig korrekt - det føltes som bobler...

Graviditeten skrider frem, som den skal... og jeg har det stadig godt!

13.07.06 ~ 9+6

Så er de mange datoer på plads. Indkaldelserne til scanninger og jordemoder kom den anden dag, og jeg rev kuverterne op - man er jo så spændt på, hvornår de forskellige ting skal ske.

14.07.06 ~ Blodprøvetagning til NF-scanning
31.07.06 ~ NF-scanning
24.08.06 ~ 1. jordemoderbesøg
22.09.06 ~ MD-scanning
Mellem 27. og 30. uge ~ Undersøgelse for graviditetsbetinget sukkersyge
09.02.07 ~ Termin (og jeg føder jo SELVFØLGELIG på dato... )

Dejligt at sådanne datoer allerede er på plads. Nu mangler jeg bare at bestille tiderne hos lægen til 2. og 3. lægebesøg. Men det skal jeg nok nå...

06.07.06 ~ 8+6 (scanning ved gyn)

Puha, morgenen var en slem omgang. Jeg vågnede allerede kl. 6.30 og kunne bare ikke sove længere. Jeg var spændt og nervøs for, om der nu også var noget inden i mig. Endelig kunne vi sætte os ud i bilen og køre af sted mod Vitus Beringsplads, og heldigvis skulle vi ikke vente længe hos Børlum, før han stak hovedet ud og kaldte os ind. Heldigvis heller ikke så meget snak - jeg kom hurtigt op i stolen. Og præcis kl. 09:09:17 tog han dette billede:

Blob (som D nu har navngivet vores barn) er ca. 18-19 mm, og hjertet bankede lystigt af sted. Blob har fået nummer 104 i Børlums kartotek - dvs. barn nr. 104 produceret hos dem i 2006.
D fik udførligt forklaret, hvordan Blob lå placeret, så hvis i skal have uddybet billedet, så ring lige til ham, for det har han bare tjek på! Den kommende moder lå i stedet i stolen med halv-bævrende underlæbe og bare nød synet.

Bagefter snakkede vi med ham, om det ville være nemmere for os at blive hurtigt gravide efter en graviditet, men det mente han ikke, at det ville. Han mente også, at vi sagtens kunne blive gravide uden fertilitetsbehandling - jeg skal bare sørge for at komme tilbage på metforminen så hurtigt som muligt efter graviditeten, da disse piller stabiliserer min hormonbalance og bremser min PCOS. Så han så ingen problemer i at få flere børn.

Nu er Blob blevet baggrundsbillede på computeren og har fået sin plads inde på chatollet fra min mors gamle faster, som døde 1½ uge før jeg blev insemineret - den selvsamme gamle faster, som vi begge er overbeviste om har en lille finger med i spillet...

P.S. Nu tror jeg ikke, at jeg tager flere graviditetsteste...

05.07.06 ~ 8+5

Så er det endelig blevet officielt for det danske sundhedsvæsen - vi har været ved læge i dag og fået lavet svangerjournal og vandrejournal. Svangerjournalen beholdt lægen selv, men vandrejournalen fik jeg med mig hjem. Endelig har jeg et fysisk officielt bevis på, at jeg er gravid.

D syntes lidt, at det var spild af tid at være med. Jeg tror han følte sig lidt udenfor, og det kan jeg godt følge ham i. Først skulle alle disse forskellige journaler udfyldes sammen med sekretæren, og der blev han placeret omme bagved mig og oplyste ikke andet end sit navn og sin profession. Inde hos lægen var det ikke meget anderledes - der blev faktisk kun talt til mig, og D sad meget stille i baggrunden og sagde ikke så meget.

Jeg fik målt blodtryk (det var fint) og fik foretaget en GU (som også var fin). Bagefter var jeg en tur forbi laboratoriet ved lægen for at aflevere en urinprøve, hvor den blev testet for diverse ting og sager (spørg mig ikke om hvad) - de var alle fine. Og så kunne jeg jo ikke dy mig - jeg blev jo nødt til at spørge, om laboranten ikke også lige ville teste med en g-test for at være helt sikker på, at jeg nu også var gravid...
"Jamen, har du ikke fået foretaget sådan én hos os endnu?"
"Nej, men jeg har da 12 stk. derhjemme, der alle siger positive..." svarede jeg hende smilende.
"Ja, men det skal stadig bekræftes her hos os..."
Og hvad fik jeg så ud af det? Jeg fik mig endnu en test - jeg har nu rundet 13 stk. teste i denne graviditet...

Med mig hjem fra lægen fik jeg en hulens masse læsestof - inklusiv "Barn i vente" fra Sundhedsstyrelsen - en rigtig god bog, jeg allerede havde liggende elektronisk, men nu har jeg den også som bog. Alt i alt en god dag - hvor det hele blev officielt! I morgen står den på scanning hos Børlum - det bliver nok den største dag for nogen af os i vores liv indtil videre...

30.06.06 ~ 8+0

Den første dag i 9. uge - og trætheden fortsætter. Men det er stadig eneste symptom jeg har på graviditet, og sommetider kan det være svært at forholde sig til, at trætheden skyldes et barn inde i min mave. Jeg synes altid jeg har bortforklaringer liggende klar på lager med, at "det også er fordi jeg kom sent i seng i går aftes..."

Forrige uge gik jeg i panik. Jeg kunne ikke forstå, at jeg ikke havde nogle symptomer, og det eneste folk spurgte mig om var, om jeg havde det skidt og dårligt. Til sidst var jeg helt panisk og ringede halv-snøftende til gynækologen, der beroligede mig og sagde, at så længe jeg ikke blødte eller havde ondt, så var jeg altså gravid... og det har jeg jo ikke. Hverken det ene eller det andet på noget tidspunkt. Efter den samtale valgte jeg simpelt hen og lade være med at lytte efter de folk, der hele tiden kom og spurgte, om jeg ikke havde det skidt. Og det viste sig faktisk også (når man gik dem lidt på klingen), at de selvsamme folk havde haft en problemfri graviditet uden nogle særlige symptomer. Og så tænkte jeg bare: "Hvorfor dælen hører man ikke om de graviditeter, som går stille og roligt uden opkast og ubehag?" Ja, det gør man nok ikke, fordi det ikke er sjovt at fortælle om.

Anyways - jeg har det godt. Det eneste jeg mærker, er min træthed. Som kan komme SÅ pludseligt. Derfor kan det sommetider være svært for D at forstå, at jeg lige pludselig ikke orker noget...
Derudover har jeg fået mens-smerter... det startede i går aftes, har været der hele natten og er fortsat her til morgen. Min cyklus plejer jo at være på 28 dage, og i dag er det præcis 4 uger siden den officielle testdag, som dog ikke helt blev overholdt. Jeg har hørt om dette fænomen før, men alligevel kom det bag på mig, da de begyndte at dukke op i går aftes, da jeg gik i seng. Heldigvis er det ikke de store smerter, mere sådanne ubehagelige niv, men de måtte nu gerne blive væk...

I næste uge skal vi til læge og have lave svangerskabsjournal og vandrejournal om onsdagen, og om torsdagen skal vi en smut til gynækologen og scannes. Jeg håber sådan, at vi får et billede med hjem fra gynækologen. Jeg går jo ind i 9. uge i morgen, og musen er allerede næsten færdigudviklet, så jeg er meget spændt på, om det hele er som det skal være - hvilket det selvfølgelig er.

Derudover er jeg blevet 'køns-diagnosticeret', hvis man kan kalde det det. Healeren, jeg går hos, har fortalt mig, at vi ikke skal have tvillinger (selvom D og jeg var overbevist om det modsatte), og at vi skal have en dreng. Det er spændende at se, om hun får ret.

18.06.06 ~ 6+2

Trætheden fortsætter. Jeg troede faktisk lige, at det var et overstået kapitel, og jeg gik og brokkede mig til D om, at det var da træls, at jeg ingen symptomer havde - og nu har jeg så brugt de sidste to dage på at SOVE!!

Jeg kom også til at teste igen i går. Når jeg nu ikke rigtigt havde nogle symptomer, så syntes jeg jo, at jeg skulle have lov til at se to streger på en test i stedet. Og det var genialt! Testen blev positiv på 2 minutter, og det var den skønneste følelse at sidde og se på de to smukke streger.

10.06.06 ~ 5+1

Hvis jeg skal beskrive min graviditet i dag med ét enkelt ord, så må det være: TRÆTHED!

Vi har været i Legoland med D's familie i dag, og vejret viste sig fra sin bedste side. Det har været en rigtig dejlig og hyggelig dag, men jeg holdt desværre kun ca. 4½ times tid i parken - så sagde min krop fra. Jeg blundede hele vejen hjem i bilen, gik direkte i seng, da vi kom hjem - sov i 1½ time, stod op for derefter at gå i seng igen og sove igen.

Trætheden har været under optræk de sidste par dage, men jeg må indrømme, at i dag er det ekstremt. Jeg har gabt mere i dag, end jeg har gjort i hele mit liv... Et eller andet sted er det noget frustrerende, for der er jo ikke noget i vejen med mig. Jeg er jo 'bare' gravid, og burde jo kunne gøre de samme ting som før. Det kan jeg bare ikke, for trætheden følger mig som en skygge og ligger hele tiden under overfladen og lurer.

Derudover er de øvrige graviditetssymptomer begyndt at dukke op. Jeg har utrolig meget madlede og bliver nødt til at tvinge mad i mig. Hvor andre allerede i starten af graviditeten oplever vægtstigning, oplever jeg det modsatte. Jeg har simpelt hen ikke lyst til mad. Når jeg spiser, får jeg en ufattelig kvalme lige bagefter, og det gør, at min lyst til mad er nærmest ikke-eksisterende.
Men uanset hvad, så ELSKER jeg mine symptomer. Jeg kan ikke tillade mig at brokke mig over dem på nogen måde. D siger også, at han ikke har ondt af mig overhovedet. Nu har vi jo ventet så længe - det er en periode, som jeg (vi) skal igennem, og så er det det. Så længe jeg slipper for at slå rødder foran toiletkummen, så er jeg tilfreds...

Jeg var for resten ude at købe ny bh i går. Jeg plejer at bruge C-skål - den nyerhvervede bh er en E-skål!!!

07.06.06 ~ 4+5

Det var ikke længe, jeg kunne holde mig i skindet. Den sidste test blev brugt her til morgen, men hvilken test!!! Der kom 2 streger på den indenfor 5 minutter, og det var fuldt ud tilfredsstillende for fruen...

Én af grundene til at jeg har et behov for at teste er nok også, at jeg ikke har nogle symptomer overhovedet på graviditet. Det lyder underligt (og om et par uger slår jeg mig selv i hovedet over denne kommentar), men jeg kunne altså godt bruge bare en lille smule kvalme...

"Man har ikke ret meget kvalme, når man venter en pige", var kommentaren på arbejdet i dag... Okay - godt så! Det kunne da være lækkert. Men hvorfor er det lige, at alle regner med, at vi får en pige?