Silkes blog

31.07.06 ~ 12+3 (nf-scanning)

Så blev nakkefoldsscanningen overstået - med en risikovurdering på 1:17481. Dejligt. Jeg har gået og været så bange for, at det lille hjerte var holdt op med at slå, men det bankede derudaf i bedste velgående, så det var dejligt at se.

Blob ville selvfølgelig ikke, som h*n skulle - så først blev jeg bedt om at banke min ende ned i briksen et par gange for at få moslet ham rundt.. uden held. Så skulle jeg hoste - ingen respons fra Blob. Så blev jeg banket lidt i maven med scanningshovedet - hjalp ikke en skid. Til sidst fik jeg en rystetur af sygeplejersken... Blob var ligeglad. Men til sidst fik hun da målt nakkefolden efter lang tids mosen på min mave med scanningshovedet. Nakkefolden målte hun for resten til 1,5mm - siger mig ikke en dyt, men hvad...

Hun viste os også, at moderkagen ligger ud mod min mave, så det varer nok lidt længere tid, før man kan mærke liv uden på maven. Lidt synd for D, synes jeg...

Vi fik 3 billeder med hjem - men jeg er godt nok ikke særligt imponeret over dem. Jeg kan ikke forstå, hvorfor de ikke vaginal-scanner i stedet for scanning uden på maven, når de er så små... de ville få meget nemmere ved at måle nakkefolden - og jeg ville have fået nogle bedre billeder med hjem... Ja, jeg er lidt skuffet... Vi slap heldigvis for at betale for dem, fordi de var så utydelige... Også derfor jeg har valgt at lave en forklaring på scanningsbillederne, for ja - sagt på godt dansk: De er elendige... Jeg har valgt kun at ligge to af billederne på nettet, for det tredje er intet værd...

Derudover tror jeg også nok, at jeg mærkede de berømte babybobler i går aftes. Jeg bortforklarede det overfor mig selv i går med, at det nok bare var luft i tarmene, men det blev ved med at hænge i baghovedet på mig, for jeg plejer normalt ikke at kunne mærke luft i mit underliv... Så jeg spurgte selvfølgelig sygeplejersken, om det kunne have været Blob, jeg havde mærket.
Hendes svar: "Hvis du spørger 'de kloge', så ville de sige nej. Men 'de kloge' er jo også mænd. Du har højst sandsynligt siddet helt rigtigt i det helt rigtige øjeblik - og derfor har haft den perfekte stilling til at kunne mærke liv..." Så hun udelukkede det ikke - men jeg forventer nu ikke, at jeg kommer til at mærke mere af det igen lige foreløbig... jeg tror bare, at jeg var utrolig heldig. Men det var godt nok en underlig fornemmelse... Og fuldstændig korrekt - det føltes som bobler...

Graviditeten skrider frem, som den skal... og jeg har det stadig godt!

13.07.06 ~ 9+6

Så er de mange datoer på plads. Indkaldelserne til scanninger og jordemoder kom den anden dag, og jeg rev kuverterne op - man er jo så spændt på, hvornår de forskellige ting skal ske.

14.07.06 ~ Blodprøvetagning til NF-scanning
31.07.06 ~ NF-scanning
24.08.06 ~ 1. jordemoderbesøg
22.09.06 ~ MD-scanning
Mellem 27. og 30. uge ~ Undersøgelse for graviditetsbetinget sukkersyge
09.02.07 ~ Termin (og jeg føder jo SELVFØLGELIG på dato... )

Dejligt at sådanne datoer allerede er på plads. Nu mangler jeg bare at bestille tiderne hos lægen til 2. og 3. lægebesøg. Men det skal jeg nok nå...

06.07.06 ~ 8+6 (scanning ved gyn)

Puha, morgenen var en slem omgang. Jeg vågnede allerede kl. 6.30 og kunne bare ikke sove længere. Jeg var spændt og nervøs for, om der nu også var noget inden i mig. Endelig kunne vi sætte os ud i bilen og køre af sted mod Vitus Beringsplads, og heldigvis skulle vi ikke vente længe hos Børlum, før han stak hovedet ud og kaldte os ind. Heldigvis heller ikke så meget snak - jeg kom hurtigt op i stolen. Og præcis kl. 09:09:17 tog han dette billede:

Blob (som D nu har navngivet vores barn) er ca. 18-19 mm, og hjertet bankede lystigt af sted. Blob har fået nummer 104 i Børlums kartotek - dvs. barn nr. 104 produceret hos dem i 2006.
D fik udførligt forklaret, hvordan Blob lå placeret, så hvis i skal have uddybet billedet, så ring lige til ham, for det har han bare tjek på! Den kommende moder lå i stedet i stolen med halv-bævrende underlæbe og bare nød synet.

Bagefter snakkede vi med ham, om det ville være nemmere for os at blive hurtigt gravide efter en graviditet, men det mente han ikke, at det ville. Han mente også, at vi sagtens kunne blive gravide uden fertilitetsbehandling - jeg skal bare sørge for at komme tilbage på metforminen så hurtigt som muligt efter graviditeten, da disse piller stabiliserer min hormonbalance og bremser min PCOS. Så han så ingen problemer i at få flere børn.

Nu er Blob blevet baggrundsbillede på computeren og har fået sin plads inde på chatollet fra min mors gamle faster, som døde 1½ uge før jeg blev insemineret - den selvsamme gamle faster, som vi begge er overbeviste om har en lille finger med i spillet...

P.S. Nu tror jeg ikke, at jeg tager flere graviditetsteste...

05.07.06 ~ 8+5

Så er det endelig blevet officielt for det danske sundhedsvæsen - vi har været ved læge i dag og fået lavet svangerjournal og vandrejournal. Svangerjournalen beholdt lægen selv, men vandrejournalen fik jeg med mig hjem. Endelig har jeg et fysisk officielt bevis på, at jeg er gravid.

D syntes lidt, at det var spild af tid at være med. Jeg tror han følte sig lidt udenfor, og det kan jeg godt følge ham i. Først skulle alle disse forskellige journaler udfyldes sammen med sekretæren, og der blev han placeret omme bagved mig og oplyste ikke andet end sit navn og sin profession. Inde hos lægen var det ikke meget anderledes - der blev faktisk kun talt til mig, og D sad meget stille i baggrunden og sagde ikke så meget.

Jeg fik målt blodtryk (det var fint) og fik foretaget en GU (som også var fin). Bagefter var jeg en tur forbi laboratoriet ved lægen for at aflevere en urinprøve, hvor den blev testet for diverse ting og sager (spørg mig ikke om hvad) - de var alle fine. Og så kunne jeg jo ikke dy mig - jeg blev jo nødt til at spørge, om laboranten ikke også lige ville teste med en g-test for at være helt sikker på, at jeg nu også var gravid...
"Jamen, har du ikke fået foretaget sådan én hos os endnu?"
"Nej, men jeg har da 12 stk. derhjemme, der alle siger positive..." svarede jeg hende smilende.
"Ja, men det skal stadig bekræftes her hos os..."
Og hvad fik jeg så ud af det? Jeg fik mig endnu en test - jeg har nu rundet 13 stk. teste i denne graviditet...

Med mig hjem fra lægen fik jeg en hulens masse læsestof - inklusiv "Barn i vente" fra Sundhedsstyrelsen - en rigtig god bog, jeg allerede havde liggende elektronisk, men nu har jeg den også som bog. Alt i alt en god dag - hvor det hele blev officielt! I morgen står den på scanning hos Børlum - det bliver nok den største dag for nogen af os i vores liv indtil videre...

30.06.06 ~ 8+0

Den første dag i 9. uge - og trætheden fortsætter. Men det er stadig eneste symptom jeg har på graviditet, og sommetider kan det være svært at forholde sig til, at trætheden skyldes et barn inde i min mave. Jeg synes altid jeg har bortforklaringer liggende klar på lager med, at "det også er fordi jeg kom sent i seng i går aftes..."

Forrige uge gik jeg i panik. Jeg kunne ikke forstå, at jeg ikke havde nogle symptomer, og det eneste folk spurgte mig om var, om jeg havde det skidt og dårligt. Til sidst var jeg helt panisk og ringede halv-snøftende til gynækologen, der beroligede mig og sagde, at så længe jeg ikke blødte eller havde ondt, så var jeg altså gravid... og det har jeg jo ikke. Hverken det ene eller det andet på noget tidspunkt. Efter den samtale valgte jeg simpelt hen og lade være med at lytte efter de folk, der hele tiden kom og spurgte, om jeg ikke havde det skidt. Og det viste sig faktisk også (når man gik dem lidt på klingen), at de selvsamme folk havde haft en problemfri graviditet uden nogle særlige symptomer. Og så tænkte jeg bare: "Hvorfor dælen hører man ikke om de graviditeter, som går stille og roligt uden opkast og ubehag?" Ja, det gør man nok ikke, fordi det ikke er sjovt at fortælle om.

Anyways - jeg har det godt. Det eneste jeg mærker, er min træthed. Som kan komme SÅ pludseligt. Derfor kan det sommetider være svært for D at forstå, at jeg lige pludselig ikke orker noget...
Derudover har jeg fået mens-smerter... det startede i går aftes, har været der hele natten og er fortsat her til morgen. Min cyklus plejer jo at være på 28 dage, og i dag er det præcis 4 uger siden den officielle testdag, som dog ikke helt blev overholdt. Jeg har hørt om dette fænomen før, men alligevel kom det bag på mig, da de begyndte at dukke op i går aftes, da jeg gik i seng. Heldigvis er det ikke de store smerter, mere sådanne ubehagelige niv, men de måtte nu gerne blive væk...

I næste uge skal vi til læge og have lave svangerskabsjournal og vandrejournal om onsdagen, og om torsdagen skal vi en smut til gynækologen og scannes. Jeg håber sådan, at vi får et billede med hjem fra gynækologen. Jeg går jo ind i 9. uge i morgen, og musen er allerede næsten færdigudviklet, så jeg er meget spændt på, om det hele er som det skal være - hvilket det selvfølgelig er.

Derudover er jeg blevet 'køns-diagnosticeret', hvis man kan kalde det det. Healeren, jeg går hos, har fortalt mig, at vi ikke skal have tvillinger (selvom D og jeg var overbevist om det modsatte), og at vi skal have en dreng. Det er spændende at se, om hun får ret.

18.06.06 ~ 6+2

Trætheden fortsætter. Jeg troede faktisk lige, at det var et overstået kapitel, og jeg gik og brokkede mig til D om, at det var da træls, at jeg ingen symptomer havde - og nu har jeg så brugt de sidste to dage på at SOVE!!

Jeg kom også til at teste igen i går. Når jeg nu ikke rigtigt havde nogle symptomer, så syntes jeg jo, at jeg skulle have lov til at se to streger på en test i stedet. Og det var genialt! Testen blev positiv på 2 minutter, og det var den skønneste følelse at sidde og se på de to smukke streger.

10.06.06 ~ 5+1

Hvis jeg skal beskrive min graviditet i dag med ét enkelt ord, så må det være: TRÆTHED!

Vi har været i Legoland med D's familie i dag, og vejret viste sig fra sin bedste side. Det har været en rigtig dejlig og hyggelig dag, men jeg holdt desværre kun ca. 4½ times tid i parken - så sagde min krop fra. Jeg blundede hele vejen hjem i bilen, gik direkte i seng, da vi kom hjem - sov i 1½ time, stod op for derefter at gå i seng igen og sove igen.

Trætheden har været under optræk de sidste par dage, men jeg må indrømme, at i dag er det ekstremt. Jeg har gabt mere i dag, end jeg har gjort i hele mit liv... Et eller andet sted er det noget frustrerende, for der er jo ikke noget i vejen med mig. Jeg er jo 'bare' gravid, og burde jo kunne gøre de samme ting som før. Det kan jeg bare ikke, for trætheden følger mig som en skygge og ligger hele tiden under overfladen og lurer.

Derudover er de øvrige graviditetssymptomer begyndt at dukke op. Jeg har utrolig meget madlede og bliver nødt til at tvinge mad i mig. Hvor andre allerede i starten af graviditeten oplever vægtstigning, oplever jeg det modsatte. Jeg har simpelt hen ikke lyst til mad. Når jeg spiser, får jeg en ufattelig kvalme lige bagefter, og det gør, at min lyst til mad er nærmest ikke-eksisterende.
Men uanset hvad, så ELSKER jeg mine symptomer. Jeg kan ikke tillade mig at brokke mig over dem på nogen måde. D siger også, at han ikke har ondt af mig overhovedet. Nu har vi jo ventet så længe - det er en periode, som jeg (vi) skal igennem, og så er det det. Så længe jeg slipper for at slå rødder foran toiletkummen, så er jeg tilfreds...

Jeg var for resten ude at købe ny bh i går. Jeg plejer at bruge C-skål - den nyerhvervede bh er en E-skål!!!

07.06.06 ~ 4+5

Det var ikke længe, jeg kunne holde mig i skindet. Den sidste test blev brugt her til morgen, men hvilken test!!! Der kom 2 streger på den indenfor 5 minutter, og det var fuldt ud tilfredsstillende for fruen...

Én af grundene til at jeg har et behov for at teste er nok også, at jeg ikke har nogle symptomer overhovedet på graviditet. Det lyder underligt (og om et par uger slår jeg mig selv i hovedet over denne kommentar), men jeg kunne altså godt bruge bare en lille smule kvalme...

"Man har ikke ret meget kvalme, når man venter en pige", var kommentaren på arbejdet i dag... Okay - godt så! Det kunne da være lækkert. Men hvorfor er det lige, at alle regner med, at vi får en pige?

04.06.06 ~ 4+2

Dette bliver et af de længere indlæg, for der er sket en del den sidste måneds tid. Hormonbehandlingen gik godt - det var svært at stikke sig selv, men det var en hurdel, jeg kom over. Jeg kom kun til at 'ødelægge' en enkelt sprøjte, og det var den første, jeg skulle tage, så det var ikke så slemt.

17. maj var jeg til scanning, hvor der var 2 fine follikler på henholdsvis 20 mm og 17,5 mm. Om aftenen tog jeg ægløsningssprøjten, og fredag den 19. maj blev jeg kl. 12.15 insemineret med 2,2 mio. sædceller, der blev sat ind på min 'konto'. Selve 'akten' tog under 30 sekunder. Jeg er overbevist om, at ægget blev befrugtet samme aften midt i en DAD-koncert... men det er kun mig og mine intuitioner. Lægerne ville sikkert sige, at sådan noget kan jeg ikke vide, men JEG ved, hvordan min krop opførte sig den aften...

Torsdagen efter inseminationen tog jeg en graviditetstest for at finde ud af, om ægløsningssprøjten var ude af kroppen, og testen var bragende negativ. Konklusion: Ægløsningssprøjten var ude af kroppen, og næste g-test ville være altafgørende.

Søndag (1½ uge efter insemination) hævede mine fødder til dobbelt størrelse. Mandag opdagede jeg, at mine bryster virkede større, og samme dag oplevede jeg også første 'let-for-hovedet'-fornemmelse.

Tirsdag kunne jeg ikke holde mig længere og testede. Jeg var da på 11. dagen efter insemination. Efter 5 minutter var der ikke andet end kontrolstregen, og jeg smed den i toilet-spanden. 3-4 timers tid senere skulle jeg på toilet igen, og et eller andet fik mig til at tage testen frem igen - og der var lige pludselig to streger på. Stregen var svag - MEGET svag, men både D og jeg kunne se den. Jeg tror, jeg gik i en form for chok- og paniktilstand den aften...

Onsdag morgen testede jeg igen - stod op kl. 6 og testede. Tog testen med ind til sengen og lagde mig til at sove igen. Så på den efter 15 minutter med søvndrukne øjne, og den virkede negativ. 3 kvarter senere står jeg op igen og vil lige se på testen igen - og lige pludselig ser jeg 2 streger på testen... igen meget svag, men både D og jeg kunne se den. Og igen en form for chok-tilstand!

Herefter lovede jeg D ikke at teste mere, for vi usikre på, om vi kunne stole på testene. Alligevel begyndte D lige så stille at tale til min mave og kalde mig for 'Mor'. Torsdag eftermiddag kom jeg hjem fra arbejde og fortalte D, at jeg havde været tæt på at gå i byen i frokostpausen for at købe en test, hvorefter jeg fik lov til at teste igen. Igen blev den positiv - på under 10 minutter - med en meget svag streg. Den aften vidste vi, at den var der! Vi ringede til vores forældre og fortalte dem den nyhed, som vi begge havde længtes så meget efter.

Fredag morgen ville jeg teste igen. Jeg regnede med at få en meget mere positiv test, da jeg brugte morgenurin. Men ak - testen var ikke tilfredsstillende positiv for damen, så hun tog en ny test af andet fabrikat... og da den heller ikke stillede hende tilfreds, tog hun da bare en ny test af et tredje fabrikat. Alle tre blev positive med en svag streg. Og så blev der hylet. Jeg ringede til gynækologen og fortalte om graviditeten, og vi fik en tid til graviditetsscanning hos dem 6. juli, hvor jeg vil være i 9. uge.

Om eftermiddagen var D og jeg inde i byen, og jeg hungrede efter at få en test, der var lidt mere - ja, hvor stregen blev mere tydelig! Jeg havde hørt, at mærket ClearBlue havde en høj følsomhed, så det gik jeg efter. Da jeg stod i Matas, kunne jeg se, at ClearBlue havde lavet en digital graviditetstest, hvor man fik beskeden på et display fremfor at skulle stå og lede efter streger. Det blev jeg jo nødt til at prøve, og jeg var rystende nervøs, da jeg hev laboratoriet frem på toilettet og tissede i min 'teste-kop'. Jeg udførte testen og gav den til D. Der gik knap 30 sekunder, så åbnede D døren til badeværelset og spurgte, hvad der ikke måtte stå...
"Åh gud, det hele var en fejl!" var min første tanke. "Jeg er ikke gravid..."
"Der måtte ikke stå, at jeg ikke er gravid", sagde jeg med rystende stemme.
"Det står der heller ikke..." var D's svar. Og så hylede jeg igen...
Denne test er noget af det mest geniale, der er blevet lavet. Det gjorde en kæmpe forskel at se tingene på skrift fremfor at lede efter streger. Graviditeten blev lige pludselig mere virkelig.

Om eftermiddagen valgte vi at tage på rundtur til vores bedsteforældre, som selvfølgelig blev meget glade for at høre vores nyhed. Mange vil umiddelbart synes, at det var tidligt, vi valgte at fortælle det, men vi har ventet så længe på dette øjeblik, og vi var så lykkelige, at vi begge havde brug for at dele denne glæde. Og om vores familie fik det at vide denne dag eller 4 uger senere - det gør vist ingen forskel. Familien bliver jo ikke mere glad. Vi gjorde klart overfor alle, at det stadig var utrolig usikkert og skrøbeligt, men at vi også var glade.

På vejen hjem i bilen fik jeg de ondeste mavekrampet, og jeg var overbevist om, at min menstruation var kommet. Jeg skyndte mig hjem på toilet for at tisse, men toiletpapiret forblev hvidt, da jeg tørrede mig.

Mavesmerterne var det sidste, jeg har mærket til min graviditet. Jeg har nu haft to gode dage, hvor jeg ikke har mærket noget som helst. Dagen i dag var faktisk den dag, jeg skulle have haft min menstruation ifølge min 'normale' cyklus, så jeg har været noget anspændt i dag, men det er gået fint. Min cyklus er jo blevet rykket pga. hormonbehandlingen, så den er faktisk blevet forkortet med 2 dage. Så i dag er jeg gået 2 dage over tid.

Jeg 'kom også lige til' at teste her til morgen igen - bare for lige at se, om det nu også var rigtigt. Og der kom en ekstra streg - og den kom inden for de famøse 10 minutter, og den var LIDT mere tydelig end de foregående. Jeg begynder lige så stille at tro på det. Jeg har én test tilbage, som jeg vil gemme godt og muligvis bruge om en uges tid... bare sådan lige for at nyde synet. Mine fødder er ikke hævede mere - det er underligt at for bare en uge siden i dag var mine fødder dobbelt størrelse, og i dag sidder jeg med bevidstheden om at være gravid.

Den sidste uge tid har været noget af en rutschetur. Vi har grædt af glæde, vi har snakket fremtid, vi har ledt efter billeder på nettet for at se, hvordan vores mus ser ud lige nu.

Men følelsen er surrealistisk. Det føles underligt. Jeg har ingen symptomer overhovedet på graviditet. Mig, der har gået og ledt efter symptomer hver eneste måned op til mens, og når man endelig bliver gravid, så finder man ud af, at der rent faktisk ikke er nogle symptomer at lede efter.

De sidste par morgener er jeg blevet nødt til at hviske stille til mig selv "Du er gravid", inden jeg er stået op. Jeg fatter det knap, men det bliver mere og mere virkeligt. Jeg er også ovre den dag, jeg frygtede, nemlig dagen i dag hvor min mens efter min normale cyklus skulle komme, og toiletpapiret kunne ikke være mere hvidt end det, det er...