Silkes blog

11.11.06 ~ 27+1

I dag er der kun 90 dage tilbage til termin... Det er lidt sjovt at tænke på - hvor man i starten af graviditeten følte, at tiden nærmest var gået i stå, føles det nu som om, den flyver af sted. Nu sidder jeg med kun 21 arbejdsdage tilbage, inden jeg går på barsel. Det er lidt vildt at tænke på...

Denne uge har budt på de første plukkeveer. Jeg havde næsten plukkeveer i 24 timer, og det var absolut ikke en sjov omgang, og jeg endte en tur hos lægen, der så mig lidt som en hysterisk 1. gangs gravid, og som overhovedet ikke gad at lytte eller forklare mig noget som helst. Det var et noget frustreret besøg, og det endte også med, at jeg ringede til fødegangen senere og kom til at tale med en sød jordemoder, der kunne forklare mig, hvad det helt præcis var, der skete i min krop. Da plukkeveerne endelig forsvandt, føltes mine mavemuskler som havde jeg lavet 5000 mavebøjninger - de var simpelt hen så ømme...

Jeg er også begyndt at blive mere og mere forsigtig med, hvad jeg løfter og laver. Jeg kan hurtigt mærke, at min såkaldte kondition efterhånden er ikke-eksisterende. Bare det mindste får mig til at blive stakåndet, men man lærer at leve med det.

Alt i alt har jeg det godt. Jeg skal til 2. jordemoderbesøg den 15. november, og jeg er lidt spændt på, om det bliver mere interessant i forhold til sidste gang. Forventningerne er dog ikke særlig høje, så jeg kan næsten ikke blive skuffet...

05.11.06 ~ 26+2

Klokken er 02.50 - og jeg er søvnløs. Jeg har utrolig meget uro i benene, og jeg kan simpelt hen ikke sove. Derudover er min mave begyndt at leve sit eget liv, og der er ikke plads til noget som helst mad i den. Det betyder, at jeg nærmest render rundt i en konstant sult, hvilket igen betyder, at jeg er blevet nødt til at stå op i nat for at spise - ellers var jeg 'faldet om af sult' (hvis man kan det mens man ligger i sin seng... (?)) Derudover lider jeg af en del uro i benene, som kan være ret ubehageligt - også én af grundene til, at jeg er stået op i nat, for jeg kunne simpelt hen ikke finde ro.

Blob bokser derudaf derinde, og efterhånden er det ret lige meget, hvordan og hvorledes jeg sidder - jeg kan mærke bumpene uanset hvad. Jeg kom til at sige, at "Puha, nu er Blob godt nok aktiv" for et par aftener siden hjemme hos min mor og far - og VUPTI sad der to hænder på min mave tilhørende min mor og lillesøster... Det er sjovt - nu generer hænderne mig slet ikke mere. Jeg ønsker virkelig af hele mit hjerte, at de også kommer til at kunne mærke sparkene - at få lov til at mærke de bump, der kommer inde fra min mave.

Det er en fornøjelse at se min mands meget pludselige ændring i forhold til graviditet. Han knokler for livet løs for at gøre børneværelset så flot og perfekt som muligt. Reolen blev samlet i går, og bagefter gik han i gang med at sætte en Asterix og Obelix plakat i ramme, som jeg har haft liggende de sidste 5 års tid - men den skulle Blob have op at hænge! Han er på ganske få uger gået fra en form for ligegyldighed til fuldstændig indlevelse. Men som D også siger: "Nu kan man se, at du er gravid - og det er nok først nu, at jeg har forstået konsekvenserne ved den hormon-behandling, vi var igennem for ½ år siden..."

Jeg bliver også ved med at vokse. Jeg synes egentligt ikke selv, at jeg har kunne se ændringerne, når jeg har set mig i spejlet, men jeg tog endnu et mavebillede i fredags, hvor jeg var 26+0 - og der er godt nok sket noget på de 2 uger. Eller sagt på en anden måde - nu er maven større end røven...

Puha, jeg synes godt nok, at jeg er stor, når jeg ser på de to billeder og sammenligner... og der er stadig 3 måneder endnu til termin... Hvad skal det dog ikke ende med???

28.10.06 ~ 25+1 (babyindkøb)

Tingene begynder lige så stille at falde i hak mht. Blobs ankomst. Sidste weekend købte vi barnevognen, og det blev af mærket 'Brio'. Vi var et smut forbi BabySam i Vejle (bare for at ose), og lige pludselig stod den der bare! Den måtte vi eje!

Denne weekend var vi lørdag formiddag i Ikea i Århus og købt reolen og dertilhørende skuffer til Blob. Skufferne er godt nok blevet røde, selvom D er af den overbevisning, at vi får en søn... Det sjove (og dejlige) var, at det faktisk ikke var mig, der gik i selvsving i Ikea... det var D, der stod for det hele. Udover reolen valgte han en uro til seng/puslebordet (nu må vi se, hvor den ender), 10 vaskeklude og et badeslag med hætte med små søde lam.

Lørdag eftermiddag tog vi i Bilka og købte det hæve/sænke-bord, som vi længe har talt om at købe. Det geniale ved hæve/sænke-bordet er, at man kan komme til at stå i den helt rigtige arbejdshøjde, og så er bordet dejligt bredt. Det er normale pusleborde ikke, og når barnet bliver ca. 60 cm lang, hænger det allerede ud over bordet med benene. Dette kommer vi til at undgå med denne løsning.

Nu står det hele (undtaget barnevognen selvfølgelig) inde på børneværelset og venter på, at vi får os taget sammen til at samle det... Den tid den sorg!

26.10.06 ~ 24+5

Så har jeg været til tjek hos lægen igen - eller rettere sagt, jeg var bare et smut forbi laboranten derinde, hvor jeg fik målt mit blodsukker, som så perfekt ud. Jeg havde også taget morgenurin med, og der var intet sukker i urinen. Så graviditetssukkersygen er blevet afblæst igen. Men det var da rart nok lige at få det tjekket...

Jeg har lavet ansættelsesbrev til min barselsvikar i dag, og hun starter 1. november. Det var en lidt underlig fornemmelse at sidde og lave ansættelsesbrev og sammensætte hendes løn - det er jo mit arbejde, hun skal overtage. På den ene side glæder jeg mig, til hun kommer (hun er det sødeste menneske), men på den anden side invaderer hun også mit område - og det er lidt sur røv. Men det er jo sådanne ting man må tage med. Jeg er blevet kørt ud på et sidespor, og det passer mig overhovedet ikke! Men på den anden side accepterer jeg også tingenes tilstand, for jeg har jo noget meget bedre i vente.

Jeg er endelig begyndt at nyde min graviditet. Den første halvdel har (når jeg tænker tilbage) bestået af alt for mange tanker omkring alt og ingenting... nu er jeg nået til det stadie, at jeg tager tingene som de kommer - og det har gjort, at jeg lige pludselig både forstår, at jeg er gravid. Jeg kan nu stadig passe mine normale bukser, men jeg er mere og mere begyndt at tage ventebukserne på, for så kommer jeg nemlig til at se gravid ud - det gør jeg ikke i mit normale tøj. Jeg NYDER, når folk kommenterer det nu - det gjorde jeg ikke før. Men stadig - de skal IKKE røre ved min mave...!

20.10.06 ~ 24+0

Tja, jeg blev nødt til at gribe til kameraet igen her til morgen... mest fordi jeg ikke var helt tilfreds med billedet taget i går, og så syntes jeg også, at det kunne være sjovt at prøve at tage billeder ved hver (eller hveranden) ugeskift. Og i dag er jeg jo 24+0 og er dermed i 25. uge...

På billedet fra i går havde jeg jo hånden på maven, og det gjorde jeg, fordi jeg troede, at jeg havde en todelt mave. I dag startede jeg også ud med at tage billeder af maven MED hånden, men til sidst tænkte jeg, at jeg heller måtte prøve uden at have hånden liggende på maven - og endnu engang fik jeg et chok, da jeg kom ind til computeren og fik billedet frem på skærmen! For to-delingen er væk!?! Okay, den er lidt bulet, men der er da ikke noget at være i tvivl om på billedet - det så straks noget helt andet, når jeg ser mig selv i spejlet. Så er den væk og stadig to-delt...
D's kommentar til mit mavebillede i går var: "Din røv er lige så stor som din mave...!" Er han ikke dejlig romantisk???

Det er lidt en underlig mave - når jeg 'leder' efter den i spejlet, er den PIST væk. Men når kameraet bliver hevet frem, dukker den pludselig (meget mystisk) frem fra sit skjul. Jeg kan kun se, at jeg er gravid, når jeg ser billederne på computeren... Ellers ikke. Uuuunderlig mave...

Ellers har jeg det fint. Jeg har været til 2. lægebesøg i dag, og mit blodtryk er faldet til normalt niveau igen, livmoderen når nu til min navle, men der var desværre lidt sukker i urinen. Ikke noget alarmerende, men stadig noget som lægen godt lige ville have tjekket efter. Så på torsdag skal jeg møde fastende hos dem, så de kan tage en blodprøve og tjekke mig for graviditetssukkersyge. Jeg er nu ikke så nervøs for det - jeg tror udslaget skyldes, at jeg drak lidt appelsinjuice et par timer inden, jeg tog urinprøven...

19.10.06 ~ 23+6

Ja, jeg har gået og bildt folk en masse ind - eller er det mig selv, jeg har bildt noget ind? Jeg havde bildt mig selv ind, at jeg ikke så gravid ud - selvom alle andre har sagt noget andet til mig, så har jeg bare føjet deres bemærkninger til side og sagt, at jeg så lige så stor ud som før. Og jeg blev indvendig rasende på dem, for jeg følte, at de kommenterede min størrelse - og kommenterede, at jeg også havde været fed før, men nu var det ligesom blevet legalt at kommentere min størrelse, fordi jeg var gravid... (?)

I dag skulle jeg så lige have D's accept for at genbestille en 3D-scanning, og i den forbindelse spørger D hvor jeg vil have sådan en scanning, når vi nu var blevet enige om ikke at skulle have den (og den var jo også blevet afbestilt...). Jeg forklarer ham så, at det er fordi, jeg ikke føler mig gravid overhovedet. Og at jeg gerne vil se Blob igen - der er ALT for lang tid til februar! Han forsøger så at modargumentere (hvornår lærer den mand ikke at sige mig imod?!?) og siger, at jeg altså HAR fået mave - igen bliver denne kommentar bare føjet til side af mig. Vi afslutter samtalen, og jeg bestiller tiden til 3D-scanningen (det bliver den 2. december!)

Derefter farer der en djævel i mig, for D's kommentar hænger stadig fast inde i hovedet på mig - der er ikke på noget tidspunkt blevet taget billeder af min mave, for jeg syntes jo ikke, at jeg så gravid ud - jeg var jo bare fed - så der var jo ingen grund til at tage billeder. Det ville jo bare være tåbeligt...
Men D blev ved med at spøge inde i hovedet på mig, så lige pludselig rejste jeg mig beslutsomt op, hev overdelen af og kameraet frem. Ind på computeren med billedet - og hvad ser jeg? En kæmpe gravid mave?!?

Jeg tror jeg blinker et par ekstra gange med øjnene, for seriøst - jeg har virkelig ikke kunne se det før! Og hvis jeg stiller mig ud i spejlet nu, så vil jeg stadig skulle 'lede' efter den - jeg kan simpelt hen ikke se det. Men på et digitalt foto springer den lige pludselig i øjnene på mig! Jeg tror, det er en snydemave...

Blob gør meget opmærksom på sig selv efterhånden, og sparkene bliver kraftigere og kraftigere. Jeg ved, at man normalt går og hungrer efter denne livsbekræftende følelse, men helt ærligt - sommetider er det altså også RIGTIGT irriterende. Især når man gerne vil sove, og der er en hvis *biiip*-unge, der ikke vil lade én sove... Eller hvis man lige har været på toilettet, og der så lige kommer et velplaceret spark, så man skal af sted igen! Hyggespark er okay - træning til kickboxing eller lignende er IKKE TILLADT!

03.10.06 ~ 21+4 (far mærker liv)

Ja, der er en del at fortælle fra den sidste uges tid, så vær klar og hold fast.

Først - jeg er kommet under observation for svangerskabsforgiftning. Jeg tager det nu ikke så tungt, for jeg tror ikke selv, at jeg har det. Men jeg har lidt af meget hævede ben de sidste par ugers tid, og når jeg har kontaktet lægeverdenen, fik jeg at vide, at jeg 'bare' skulle ligge med benene oppe - som ikke hjalp en disse. Så jeg har bidt det i mig.

Min mor holdt så fødselsdag her i weekenden, hvor jeg beklager mig lidt over min situation. Da hun ser mine ben, beordrer hun mig øjeblikkeligt til at kontakte lægen om mandagen, hvilket jeg også gør. Lægen vil gerne have mig et smut forbi, så han kan tjekke urin og blodtryk. Han finder ingen proteiner i urinen, men en lettere forhøjet blodtryk og en forholdsvis pludselig vægtstigning. Jeg skal til nyt tjek på mandag, så lige nu er jeg officielt under observation for svangerskabsforgiftning.

Derudover skete der (i mine øjne) noget vidunderligt i går aftes. D mærkede liv. Jeg havde siddet ved computeren i en halv times tid med MEGET aktivitet i maven, hvor jeg til sidst besluttede mig for, at nu skulle det altså være. Så jeg tøffede ind i stuen, møvede D væk fra sin yndlingsplads, lagde mig ned og kaprede hans hånd. Og så lå jeg ellers bare og ventede. Men tror du ikke, at Blob nu havde besluttet sig for at være musestille - selvfølgelig! Men efter en del tålmodighed kom sparket - og igen! Og igen! Og igen!

Jeg spurgte (selvfølgelig ellevild), om han ikke kunne mærke det. Jamen, han vidste jo ikke, hvad han skulle mærke efter. Og så sparkede Blob igen - "DET DER!!!"
"Det føles jo bare som når du skal tage din puls på halsen", var D's svar... Og så tog han ellers hånden til sig igen... Jeg var ellevild - D var lidt mere 'trække-på-skulderen'-agtig. Der skal dælme meget til at imponere den jyde!!!

25.09.06 ~ 20+3 (MD-scanning)

Vi har været til MD-scanning i dag, hvor Blob blev gennemscannet for diverse skavanker. Alt var som det skulle være, så det var dejligt. Denne scanning er dog ingen garanti for, at det er et perfekt barn, der bliver født, men det giver en sikkerhed for, at det ikke er et ikke-levedygtigt barn. Det var så skønt at se det lille hjerte slå (som i forhold til kroppen faktisk er ret stort). Men jeg tror lige, at vi fangede Blob i sin middagslur, for h*n lå ikke ret urolig...

Vi havde min farmor med til denne scanning, da hun aldrig har oplevet en scanning. Det var en fornøjelse at se min søde farmor stirre hypnotisk på fjernsynsskærmen og flere gange udbryde: "Se, der var en lille arm...!" Efter scanningen tog vi hjem til hende, og da jeg også havde lovet hende at høre hjertelyd, havde jeg også doptonen med. Endnu engang blev hun vildt fascineret... hvor er det dejligt at opleve sådan noget. Især når det for én selv efterhånden er blevet en hverdagsting.

16.09.06 ~ 19+1

Den dårlige nattesøvn er forsvundet igen - jeg tror et eller andet sted, at fuldmånen havde et finger med i spillet, for med det samme den begyndte at aftage, begyndte jeg at kunne sove igen...

Mine underlige drømme fortsætter. Jeg har mindst én gang om ugen en drøm, hvor jeg vågner op fuldstændig rundt på gulvet. Sidst drømte jeg, at D ville blive slået ihjel af en morder. Sjovt nok handler mange af mine drømme om at miste. Og om hvor ked af det jeg vil være. Men på den anden side - jeg drømte også en nat, at jeg begyndte at bløde, og der var jeg total kold... fuldstændig ligeglad. Det er nogle underlige drømme, men jeg tager dem heller ikke så højtideligt.

Jeg er åbenbart også begyndt at 'tale i søvne'. D fortæller oftere og oftere om samtaler, vi har haft i løbet af natten, som jeg overhovedet ikke kan huske noget som helst om. En nat har jeg endda givet ham plaster på hans tæer, da han var kommet til at løbe for hurtigt op af trapperne ude på terrassen - jeg kunne bare ikke huske, at jeg havde gjort det. Skræmmende.

'Ventetøjet' (hvis man kan kalde det det) er lige så stille begyndt at blive taget i brug. Men ikke fast endnu. Mit ventetøj består af et system kaldet BellyBelt, som man 'spænder' på sine normale bukser, så man kan blive ved med at bruge sit normale tøj længst muligt. Det består af 3 størrelser elastikker og nogle bomuldsstykker, man kan stikke i åbningen i bukserne. Jeg bruger det mindste stykke elastik de aftener, for jeg er meget oppustet.

Blob vokser og vokser og vokser. Jeg har mærket liv de sidste par dage... ikke noget fast, men jeg er overhovedet heller ikke i tvivl, når det er der. Det føles som om, at der ruller luft gennem mine tarme, men der kommer aldrig en prut ud. Det føles som bobler. Underligt at sammenligne sit barn med en prut, men sådan føles det for mig. Bølgende og boblende.

Derudover vil jeg snart have optaget Blob igen. Man kan virkelig høre på hjertelyden, hvor stor h*n er blevet nu. Der bliver virkelig banket igennem, og det er en dejlig bekræftelse af, at der er noget derinde - noget levende.

Folk er begyndt at kommentere min mave - og mærker også på den. Jeg bryder mig ikke om det. Jeg synes, det er meget grænseoverskridende, at folk rører ved min mave. En anden grund til, at jeg ikke bryder mig om det er også, at jeg faktisk ikke er vokset på maven. Jeg er stadig samme størrelse som før - men det føles lidt som om, at det nu er blevet acceptabelt for folk at kommentere min størrelse nu, fordi jeg er gravid. Den delle, som folk kommenterer - ja, den har altså altid været der. Men sjovt nok blev den ikke kommenteret, før jeg var gravid, men nu er det okay at kommentere, at jeg ser gravid (= fed) ud? Nej, jeg forstår det ikke. Men for en overvægtig pige som mig, så skulle det måske overvejes konstant at være gravid, så ens størrelse bedre kunne blive accepteret af samfundet?

Tja, bare lidt spøjse tanker fra mig. Men facts er, at det kommer noget bag på mig hvordan omverdenen reagerer på en fed, gravid kvinde. Og nogle af reaktionerne bryder jeg mig desværre ikke helt om... beklager...

08.09.06 ~ 18+0

Jeg er ved at gå rabundus... jeg sover SÅ dårligt, og når jeg endelig sover, så drømmer jeg de underligste drømme, hvor jeg vågner op total mærkeligt. Den anden nat vågnede jeg, fordi jeg hyperventilerede, og i nat vågnede jeg ved at jeg lå og hulkede med tårerne trillende ned af kinderne...

Derudover får jeg slet ikke sovet fra jeg har været ude at tisse om natten til vækkeuret ringer. I nat blev jeg så desperat, at jeg stod op og læste et blad... omkring ved 4-tiden gik jeg i seng igen og fik lidt (meget minimalt) af den søvn, som jeg så desperat mangler.

Her til morgen fik jeg endnu et flip - et resultat af den manglende søvn... jeg bliver hidsig, når jeg ikke får min søvn, og her til morgen var det så et lille stykke papir, der trickede mig... D var der selvfølgelig med det samme og trøstede mig efter mit flip... men han ved også godt, at han skal holde sig i baggrunden mens det står på... og selvfølgelig kommer han som prinsen på den hvide hest og finder det forsvundne papir til sidst - som jeg selvfølgelig ikke kan finde, fordi jeg er helt oppe at køre...

Nej, det er ikke nemt at være D i denne tid - men han er stærk som en okse... håber jeg...

06.09.06 ~ 17+5 (LIV!)

Kære lille Blob. I går gjorde du dig endelig så bemærket, at din mor var 100 % sikker på, at hun mærkede dig for allerførste gang. Tegnene førhen har været tvetydige og kunne bortforklares. Men denne gang var der ingen tvivl - denne gang var det dig og ikke andet!

Det kom så pludseligt, og det var så kortvarigt. Jeg var på vej i bilen til Vejen, hvor jeg går på kommunom-valgfag i øjeblikket, og lige pludselig mærker jeg dig. Min reaktion? Jeg begyndte at tudbrøle... Jeg skrev en sms til D om det lille fremskridt - men jeg gjorde ham også klar over, at han skulle være glad for ikke at være i nærheden af mig lige nu, for jeg var total tudefjæs.

Utroligt, hvor livsbekræftende sådan en bevægelse inde i maven kan være. Resten af dagen sad jeg og forsøgte at mærke efter, om du sparkede igen - men det gjorde du selvfølgelig ikke!!! Så jeg er i vente-position igen...

Derudover bliver doptonen stadig brugt flittigt - men ikke så flittigt som før. Den bruges ikke længere hver aften, men mere når jeg lige har brug for at høre lidt hjertelyd. Hjertelyden bliver mere og mere kraftig for hver gang der går, og det er en fantastisk følelse at høre dig vokse på denne måde.

Vha. doptonen har jeg også fundet ud af, at du har en yndlingsplads - den venstre side i livmoderen. Men sjovt nok også den side, hvor jeg normalt havde ondt, når jeg havde ægløsning, så det hele passer meget godt sammen...

Ellers går det stille og roligt - moderen har det fint... faderen er ved at være træt af at høre på moderen... og der er snart kun 5 måneder til termin!

29.08.06 ~ 16+4 (1. jm-besøg)

Vi var til 1. jordemoderbesøg i torsdags - gab, hvor var det kedeligt. Jeg fik målt blodtryk og stixet min urin. Alt så fint ud. Og så hørte vi hjertelyd, men det var der jo ikke noget specielt i, for det hører vi jo også herhjemme og har hørt det længe... Vi fik en masse brochurer stukket i hånden, og så var det faktisk det. Da vi gik derfra, sagde D også, at det tog han ikke med til igen, og jeg forstår ham godt.

Men ellers er der kommet en masse nye datoer på plads:

25.09.06 ~ MD-scanning
20.10.06 ~ 2. lægebesøg
15.11.06 ~ 2. jordemoderbesøg
09.02.07 ~ Termin

Ellers er der ikke så meget mere at fortælle. Ventetiden bruges lige nu på at vente på næste store milepæl i denne graviditet: At mærke liv!

20.08.06 ~ 15+2

Jeg har taget en stor beslutning i dag og gjort noget meget svært - jeg har smidt mine positive graviditetstests ud. Jeg har haft dem alle liggende ved min computer - D syntes at jeg var åndssvag, men jeg var ligeglad. De betød et eller andet underligt sted noget for mig. Men nu har jeg smidt dem ud. Jeg har kun én liggende tilbage - og det er testen fra lægen.

Derudover begynder forventningens glæde til jordemoderbesøget at melde sig. Jeg er spændt på, hvad der skal ske - hvad hun vil sige. Jeg forventer ikke, at hun vil lytte efter hjertelyd, men det er jo også lige meget, for jeg hører hjertelyd næsten hver dag i øjeblikket. Det er så fantastisk at finde den skønne puls på 155 og høre den tøffe af sted. På et eller andet tidspunkt bliver det nok kedeligt, men lige nu nyder jeg det. Jeg har et andet liv i maven!

Stadig ingen symptomer på noget som helst. Jeg har det godt. Jeg mærker efterhånden flere og flere niv fra underlivet - og det begynder at gøre lidt mere ondt. Men hver eneste gang jeg får smerten, så smiler jeg, for det er jo tegn på, at min livmoder vokser som den skal.

D er også begyndt at følge lidt mere med. Jeg har lavet en liste over, hvordan babyen vokser i de 40-42 uger, og den hænger fint på køleskabet, hvor der bliver streget hver fredag, hvor jeg træder ind i en ny uge. Jeg glæder mig sådan til jeg kan tage hans hånd og lægge den på min mave, så han kan mærke Blob sparke.

12.08.06 ~ 14+1 (hjertelyd)

Det mest fantastiske er sket - vi har hørt hjertelyd. Da jeg i sin tid fandt ud af, at jeg var gravid, købte jeg øjeblikkeligt en doptone - en af de elektroniske tingester, som jordemoderen og lægen bruger til at finde hjertelyd. Og vi har forgæves de sidste mange uger forsøgt at finde hjertelyd. Til sidst gav vi bare op.

Men den sidste uges tid har jeg virkelig kunnet mærke ske en forandring i min mave - den er blevet mere hård, så torsdag aften besluttede jeg mig for, at NU skulle det være. Jeg var da 13+6. D gad ikke at være med, for vi havde jo efterhånden forsøgt så mange gange uden at finde andet end min puls.

På med doptonen - og der gik kun 1 minuts tid, så fangede jeg en hjertelyd på 155 slag i minuttet. Jeg kaldte på D, som kun for langsomt reagerede på det. Og da han endelig kom, var hans kommentar også bare: "Er du sikker på, at det ikke bare er din egen puls, som det plejer at være...?"
"Jeg har sgu da ikke en puls på 155!!!"

Så nu har vi også fået konstateret med lyd, at Blob er derinde et eller andet sted. Nu mangler jeg bare at mærke 'babyboblerne' igen.