Silkes blog

12.02.07 ~ 40+3

Tja, så nåede vi til terminsdato for et par dage siden, og det var noget af en hård nød at knække at jeg for det første ikke sad med en baby i armene, og at jeg for det andet ikke fødte 9. februar på min morfars fødselsdag - det havde jeg både håbet og drømt om. Men sådan skulle det ikke være.

Jeg var til jordemoder, da jeg var 39+5, hvor jeg fik konstateret forhøjet blodtryk. Dette sendte mig en tur på fødegangen til tjek dagen efter, hvor min blodtryk igen var perfekt. Så ingen alarm alligevel.

Skuffelsen og utålmodigheden over ikke at have nogen Silke hos os endnu har efterhånden lagt sig, og nu har jeg det nærmere lidt sådan, at jeg trækker på skulderen og tager tingene som de kommer... når hun ikke gider at komme til terminsdato, så kan det også være ligegyldigt. Jeg accepterer tingenes tilstand, og så er det det. D og jeg hygger de sidste par dage, vi har alene sammen - lidt ligesom stilhed før stormen...

Anyways - ikke så meget utålmodighed her i huset, som man skulle tro - hun kommer heldigvis når hun kommer... og når hun kommer, kommer hun selvfølgelig på det helt rigtige tidspunkt

24.01.07 ~ 37+6

Jeg er blevet forelsket i min mave - hvis det overhovedet kan lade sig gøre... Jeg nyder den simpelt hen så meget, men det kan godt skyldes, at man efterhånden er ved at blive klar over, at det er ved at være sidste udkald for at nyde den... Silke pumper løs på maveskindet derinde, og jeg nyder hvert eneste puf. Okay, der er kommet en del strækmærker, men hvad gør man ikke ved sin krop for reproduktionens skyld...

Det er lidt ambivalente følelser, man har i slutningen af graviditeten. På den ene side glæder man sig usigeligt til, at det er slut - til at møde sit barn. På den anden side fyldes man med en eller anden form for tristhed over, at det nu er ved at være slut. Jeg glæder mig til at nyde vores barn - som selvfølgelig bliver et pragteksemplar uden lige!

Ventetiden indtil fødslen bruges på at gøre fryseren madklar, så vi slipper for at tænke på det i det første stykke tid. Det føles så uvirkeligt, at det er mig, der har fornøjelsen af at fylde fryseren op nu - det er det, man hører andre mennesker fortælle om... Ikke mig - ikke os.

D har sidste arbejdsdag i morgen, inden han starter på skole, og det har for os begge været endnu en af milepælene. Næste gang, D starter på arbejde, er han far. Tingene kommer pludselig meget tæt på - i dag har jeg overstået 95 % af graviditeten... er du godt klar over, at det næsten er 100 %????

17.01.07 ~ 36+5

Vi har fået opvaskemaskine og tørretumbler!! WUHU!!! Ja okay - vi havde godt nok en lille bordopvaskemaskine, men den har været på fedekur og vokset sig større... Det er sjovt, hvordan sådanne ting kan få en til at føle sig tættere på målet - en større opvaskemaskine betyder et eller andet sted, at vi kommer tættere og tættere på 'virkeligheden' - at vi skal være forældre.

D har svært ved at følge med efterhånden. Han snakkede om i går, at han slet ikke kunne forholde sig til, at han måske om en måned sidder med et spædbarn i sine arme. I hans hoved er det stadig noget, der ligger langt ude i fremtiden - sådan ca. om 5 års tid. At det rent faktisk er lige om hjørnet - ja, det kan han ikke forstå.

Og sådan har jeg det faktisk også. Jeg kan mærke hende derinde - men helt at forstå, at det er noget, der kommer ud til os - det kan jeg altså ikke. På den ene side er jeg ufattelig træt af at være gravid (jeg vil bare se min datter nu!) - og på den anden side må hun gerne blive derinde... så længe jeg bare får installeret en lille låge i maven, som jeg kan åbne op, når jeg vil se hende...

Fødslen rykker tættere og tættere på - plukkeveerne er begyndt at komme med en styrke, der minder lidt om menstruationssmerter, og det kræver sommetider, at jeg lige standser op og tager en dyb indånding. Ro i kroppen? Glem det! Hvis det ikke er livmoderen, der giver sig i forbindelse med plukkeveerne, så er det Silke, der mosler eller har hikke.

Status 36+5: Vi har det allesammen godt - og forsøger efter bedste evne at forholde os til det, der forhåbentligt snart sker

07.01.07 ~ 35+2

Vaskeriet er begyndt på Boulevarden. Tørrestativet har haft babytøj hængende på sig konstant siden igår, og det er en fornøjelse at se over på det... Nu skal der bare sorteres i det, så der er tjek på, hvor meget hun kan passe, når hun bliver født, og hvor meget, der skal vente...

Jeg har utrolig meget væske i kroppen i øjeblikket, og det gør ondt og spænder ulideligt. Derudover skal jeg samtidig kæmpe mod mit hoved, for jeg vil så gerne have ordnet en hel masse, men jeg KAN bare ikke magte det samme mere, som jeg plejer. Bare jeg ordner det mindste, svulmer jeg op, og det er rent ud sagt frustrerende. Mange timer bliver spenderet på sofaen med computeren på skødet og fjernsynet tændt.

Jeg er begyndt at tage mig selv i at tænke, at jeg godt snart kunne bruge en fødsel og få det overstået. Ventetiden er ved at være træls - især når man ikke rigtigt kan lave noget... dagene er lange - MEGET lange. Når jeg går i seng om aftenen, tænker jeg: "Så gik der endnu en dag..."

Men ligemeget hvor utålmodig jeg er, lige så uforstående er jeg overfor det, der skal ske. Jeg har så svært ved at fatte, at jeg måske allerede om en måned står med et barn i armene, som jeg skal passe, pleje og amme... Og hvor meget, det vil ændre på vores hverdag... Men det skal vi nu nok klare - det er der jo så mange andre, der har, så mon ikke også vi gør?

04.01.07 ~ 34+6 (3D-scanning)

Jeg har været til 3D-scanning i dag, og det var en kæmpe oplevelse. Jeg blev ringet op for to dage siden af hende, der kønsscannede mig i Kolding i november, der ville høre, om hun måtte 'låne' min mave, da hun skulle oplæres i at 3D-scanne. Der skulle ikke gå mange sekunder, før jeg udbrød "JA!" til hende...

Det var skønt at få endnu et kig ind i maven inden fødslen. Og det var utroligt at se, hvor meget detalje-grad man kan få på sådanne billeder... Selvfølgelig kan man også se en del på 2D-scanninger, men slet ikke på samme niveau som dette...

Hun var så smuk derinde (og ja - det er STADIG en pige...) Hun lå rigtig og puttede sig i moderkagen, men der kom alligevel rigtig gode billeder ud af det. Jeg er i hvert fald meget imponeret. Det var den skønneste lille baby med store babykinder, der gang på gang på gang tonede frem på skærmen...

Hun blev skønnet til at veje 2300 g, og efter vægtskalaen ligger hun perfekt i forhold til gennemsnittet. Efter de mål der blev taget, ville hendes terminsdato være 15. februar. Min intuition har jo længe sagt mig, at jeg føder 16. februar, så det bliver spændende at se, om det holder. Officielt er min terminsdato nu stadig 9. februar, og den holder vi fast i!

De skønnede også, hvor meget hun ville veje ved fødslen, og der var skønnet 3850 g. Så det bliver en okay stor baby, vi får ud til os...

Jeg er fuldstændig fascineret af de billeder, jeg har fået med mig hjem, og jeg har fanget mig i at stå og svømme væk i dem flere gange. Derudover render jeg også nærmest konstant ind på børneværelset (der efterhånden er ved at være færdig-indrettet) - bare sådan lige for at tjekke, om tingene nu også er, som de skal være...

02.01.07 ~ 34+4 (savn)

Det er ALT for tidligt, og 'stegen' er endnu ikke helt færdigkogt... det ved jeg godt - men nu vil jeg altså godt snart se, hvad det er for en skabning, jeg har liggende i min krop. Møfferiet er efterhånden på det højeste, og det gør til tider lidt ondt at sidde ret op, fordi hun lige skal vende sig om på den anden side eller lignende.

Jeg har et savn til et menneske, som jeg aldrig har mødt - jeg kender personen gennem sparkerier, møffen, søvnløse nætter, konstant tissetrang, til tider ubehag i hele kroppen osv.... og alligevel kan jeg ikke vente til at skulle mødes og lære dette menneske at kende... Det er underligt at have sådan en trang - noget, der til tider kan være så irriterende, er faktisk noget, som man ønsker at bruge mere tid sammen med...

Min bedre halvdel er også ved at være utålmodig... han kan godt se, hvor stort et ubehag jeg efterhånden har til tider, og jeg tror både, at han glæder sig til at se produktet af den heldige sædcelle, der var så heldig at få lukket døren op til mit æg - men også til at få en mere normal kone igen... mine begrænsninger bliver større og større, og det kan godt være noget frustrerende for mig i længden, for jeg VIL jo gerne... hvilket også medfører, at jeg sommetider kravler rundt på gulvet i et desperat forsøg på bare at kunne nogenlunde det samme som før - vasketøjet til vaskemaskine bliver f.eks. klaret kravlende nu - og er blevet ordnet sådan de sidste par måneder... Han har både grint og været lidt irriteret over mig, når jeg har gjort det, for han får åbenbart lidt dårlig samvittighed, når jeg ligger der og kravler rundt, men jeg har forsøgt at forklare ham, at det skal han ikke have - jeg vil jo bare forsøge at gøre mit til, at vores hverdag fungerer - i stedet for at jeg 'bare' ligger på sofaen, fordi min krop er så væskefyldt (ja, det er kommet igen...)

Så jeg forsøger af bedste evne at komme igennem den sidste måneds tid - og jeg kan allerede mærke nu, at den ikke bliver sjov, for jeg har svært ved at give mig selv lov til den ro, som min krop egentlig har brug for... der er jo så mange ting, der skal ordnes inden hendes ankomst, og jeg vil jo helst være helt klar (men hvornår er man 100 % klar...????)

31.12.06 ~ 34+2 (tilbageblik)

Den sidste dag i år 2006 - og det er tid til et tilbageblik på året, der gik.

Året startede trist ud med et større sammenbrud fra min side, der endte med, at D hev mig med til lægen, hvor vi fik vores henvisning. Pludselig befandt vi os midt i behandlingsverdenen - og lige så pludselig igen var graviditeten en realitet. Det sidste års tid har virkelig været nogle underlige måneder, hvor jeg har lært utroligt meget om mig selv (hvordan D har det, må være op til ham selv at besvare)...

Men det har også været et år i forventningens tegn. Med det samme vi startede i behandling, faldt der 1000 sten fra mine skuldre. Jeg havde indtil da følt, at det ville være et nederlag at skulle i behandling, men det viste sig faktisk, at det var meget nemmere, end jeg havde gået og troet. Og også et utroligt spændende område.

Det er underligt at sidde og skrive dette nu, mens jeg kan mærke min datter sparke for livet løs inde i min mave. Hun er så længe ventet, at det halve kan være nok. Jeg er begyndt mentalt at forberede mig til fødslen, og jeg er endnu ikke nået at blive bange endnu. Det skal jeg nok klare - nu har jeg klaret så meget andet, som har gjort så forbandet ondt (psykisk), så den fysiske smerte skal jeg også nok klare! Man er vel kvinde med stort K, ikke?

Vores jul har for en gangs skyld været utrolig dejlig. For første gang i mange år har vi haft noget at se frem til. I stedet for at se frem til denne jul, har det egentligt bare være noget, der skulle overståes, for næste år - så er det noget helt andet! Det samme med nytårsaften - vi gider ikke rigtigt, men næste år - så er det noget helt andet!!!

2006 må jeg sige har været et skønt år for os. D har et arbejde, han er ufattelig glad for, vi skal være forældre, og jeg er blevet færdig med min kommunom-uddannelse, inden jeg bliver mor for første gang. Alt har flasket sig for os - og nu er vi klar til næste etape: At blive forældre!

Godt nytår til alle!

16.12.06 ~ 32+1 (barsel)

Jeg er nu officielt gået på barsel. Det var en underlig fornemmelse at forlade arbejdet i dag med den viden i baghovedet, at når jeg vendte tilbage igen sådan rigtigt på arbejde, så var jeg blevet mor. Jeg var heldigvis den sidste, der sad tilbage, så jeg havde fred og ro til stille at sige "Farvel og på gensyn" for mig selv, inden døren smækkede bag mig, hvorefter jeg trissede ud til min bil og kørte hjem.

Lige nu kan jeg mærke, at jeg kommer til at savne mine kolleger. Selvom der er en masse fnidder fnadder imellem os (vi er jo kvinder!), så er vi på den anden side også en form for venindegruppe både på godt og ondt. Og jeg holder af dem alle sammen! Jeg holder så meget af at komme på arbejde hver eneste morgen, så pludselig at skulle vænne sig til ikke at skulle se dem hver eneste dag - det er altså underligt.

Jeg kan nu også godt mærke, at denne 'pause' efterhånden er tiltrængt for mig. Udadtil har jeg ikke skiltet særligt meget med mine gener, men når jeg har været hjemme, har D skulle ligge ører til en del frustrationer fra min side. Det har været en lang proces at nå til at acceptere hvad man kan, og hvad man ikke kan. Jeg håber, at jeg nu kan få noget ro omkring mig og dermed slippe for nogle af disse frustrationer.

Lige nu kæmper jeg med at få sovet. Den sidste uges tid har virkelig været hård, for samtidig med at skulle forberede sig til at skulle gå på barsel, har jeg også kæmpet med ikke at få sovet om natten. Silke synes åbenbart, at det er allersjovest at være vågen om natten, hvor alle andre sover, og dermed holder hun også sin mor vågen. Jeg trænger bare SÅ meget til noget ordentlig søvn...

Ellers er næste skridt på vejen min fødselsdag i morgen, hvor hele den pukkelryggede kommer på besøg. Puha, jeg bliver 27...

02.12.06 ~ 30+1 (første VIRKELIG underlige graviditetsdrøm)

Jeg har haft min allerførste underlige fødselsdrøm, hvor jeg for første gang har 'set' Silke... Og aldrig nogensinde har jeg drømt noget så underligt...

Jeg ligger på sygehuset her i december måned, for jeg skal til endnu en glukosebelastning, hvor jeg skal drikke 6 glas af det der sukkerstadshalløj. Fair nok - jeg tyller det ned. Og pludselig kommer der en jordemoder ind og siger, at nu skal jeg altså føde Silke, for nu vil hun ud. Jeg bliver smidt på briksen, og uden veer, bedøvelse eller noget som helst bliver hun hevet ud af mig - min egen lille Silke. Silke bliver født 11. december, og sygeplejersken, der registrerer hende, konstaterer imponeret, at der aldrig er nogen, der er blevet født på denne dato før...

Stolt fremviser jordemoderen mit barn for mig - og jeg går i chok. Jeg har ikke født noget barn - jeg har født en abe med punkerhår! Håret er sort med hvide striber og står fra hovedet lige ud i luften. Hendes krop er også fuldstændig dækket af sort hår. Jeg går i chok og tænker, at dette ikke er min datter. Jeg kontakter ikke D, fordi jeg skammer mig så meget over hende.

Pludselig kommer en af mine onkler ind i lokalet - han kaster et kort blik på hende og går så fnisende ud af lokalet. Og igen ligger jeg og skammer mig.

Sygehuspersonalet virker ikke som om, der er noget i vejen med hende, og de går i gang med at veje hende. Alt er i den fineste orden i deres øjne, så jeg bliver sendt hjem med min 'abe', hvor jeg bruger resten af drømmen på at sidde og hyle....

Da jeg vågner her til morgen, er det første jeg gør at tjekke på nettet, hvad det var for en abe, jeg fødte i nat - og nu bliver det altså totalt underligt... Det var en Silke-abe!!!

30.11.06 ~ 29+6

I dag har jeg overstået 75 % af graviditeten. Det er både med spænding og ængstelse, at jeg ser frem til de sidste 25 %. Jeg glæder mig til at møde Silke - til at dufte hende, lære hendes personlighed at kende, se hendes udseende - ALT. Men på den anden side er det også vildt skræmmende - kan jeg finde ud af at være mor? Kan jeg styre mit temperament overfor D og hende? Hvad med barsel - duer jeg til pludselig at blive hjemmegående husmor? Jeg er fyldt med så mange modstridende følelser, og i øjeblikket kan jeg hverken finde hoved eller hale på mig selv. Jeg reagerer så utroligt modsat af, hvad jeg plejer at gøre, og det både skræmmer og irriterer mig.

D har det lige modsat mig - han er 100 % overbevist om, at det skal vi nok klare. Hvor er det dog rart at have hans styrke at læne sig op af. Men jeg kan også mærke på ham, at hans tålmodighed er ved at være brugt op - han har sværere og sværere ved at håndtere mine humørsvingninger, og jeg forstår ham 100 %. Jeg ville også have svært ved at håndtere en så svingende person, som jeg er i øjeblikket. Heldigvis er vi gode til at tale åbent og ærligt om det, og det tror jeg har en gavnlig effekt for os begge - han kommer af med sin irritation, og jeg bliver samtidig stillet til ansvar for mine handlinger, hvilket jeg er glad for, for selvfølgelig kan jeg ikke tillade mig at opføre mig som jeg vil!

Mht. Silke - så føles det kommende møde med hende lidt surrealistisk. Indtil nu har hun 'bare' været scanningsbilleder og bump i maven. Jeg har svært ved at forholde mig til, at det på et tidspunkt bliver et barn - ja, det er jo så rent faktisk allerede et barn. Bliver hun født nu, så vil hun uanset hvad med stor sandsynlighed overleve alligevel... Men jeg kan stadig ikke forholde mig til det... det føles uvirkeligt og slet ikke som noget, der skal ske for D og jeg.

Jeg har 9 reelle arbejdsdage tilbage, inden jeg går på barsel, og denne skæringsdato (15. december) har for mig været en stor milepæl i graviditeten. Men nu er den pludselig kommet så tæt på. Jeg skal væk fra mit arbejde - noget jeg har længtes efter så længe - men nu har jeg faktisk et eller andet sted slet ikke lyst. Hvad skal jeg lave? Jeg kan jo ingenting andet end at ligge på sofaen, når jeg er hjemme. Indlæggelserne på sofaen giver dog resultater - jeg kan tydeligt se på væskeophobningen i kroppen, når jeg en enkelt aften har skippet sofaen - morgenen efter er jeg svulmet op igen. Så det er vigtigt, at jeg giver mig selv den ro på sofaen, selvom jeg til tider finder det SÅ frustrerende. Gud ske tak og lov for min bærbare og vores netværkskabel. Så kan jeg i det mindste være på internettet, mens jeg sidder der og glor.

I morgen træder jeg ind i 8. måned - tiden går ALT for hurtigt, og det er næsten ikke til at følge med mere. Men jeg kaster mig selv over nakken og trisser stille med tiden - om et par måneder sidder jeg sikkert og læser dette indlæg og tænker: "Hvor hulan havde hun sine tanker henne dengang? Kunne hun virkelig ikke se, hvad der var i vente?" Nu må vi se - februar er lige om hjørnet, og det er jeg også snart...

19.11.06 ~ 28+2 (scanning igen)

17. november nåede vi til 3. trimester, og dagen blev fejret med en kønsscanning i BabySam i Kolding. Scanningen havde været planlagt i lidt over en måned (men holdt hemmeligt), og vi havde virkelig set frem til dagen. Datoen 17.11.06 med tidspunktet 16.00 havde længe stået printet i vores hoveder som noget helt specielt...

Vi kørte hjemmefra i god tid, da vi jo skulle køre til Kolding i myldretiden, og ingen ved, hvordan en myldretid udarter sig. Vi var der kl. 15.40, selvom vi først havde tid kl. 16.00. Men hende, der havde tid kl. 15.40, kom ikke, så vi kom ind noget før. Og så begyndte scanningsjordemoderen (herefter forkortet SJ) ellers at lede og lede og lede... og kunne ikke finde noget som helst... I 20 minutter blev jeg moslet rundt med, blev lagt på den ene og den anden side, hostede og jeg ved ikke hvad.... lige meget hjalp det. Blob sov trygt og godt og ville absolut ikke samarbejde på nogen som helst måde. SJ bad os om at komme tilbage igen lidt over 6 til en ny scanning.

Vi går i Kolding Storcenter og spiser på Jensen's og har nogle rigtige hyggelige timer der - og så håbede vi jo inderligt på, at Blob havde placeret sig lidt bedre til næste scanning. D spurgte et par gange, om der havde været lidt aktivitet, men jeg kunne kun sige "Nej, desværre..."

Lidt i halv 7 ligger jeg på briksen igen, og efter 10 minutters scanning hører vi de magiske ord: "I venter jer en pige...!" Vi var noget overraskede, for vi havde forberedt os på en dreng. Alle havde sagt til os, at vi skulle have en dreng (maven lå højt, pulsens hastighed osv.), så da hun fortalte os, at det var en pige, så vi noget overraskede på hinanden. Efter scanningen gik vi også over i pigetøjsafdelingen, men vi kunne slet ikke samle os til at købe noget som helst, for vi var helt rundt på gulvet.

Det meste af dagen i går brugte jeg på at gå rundt og hyle - følelsen var fuldstændig surrealistisk. Jeg var ikke ked af det på nogen måde - bare total hormonella og vildt overvældet... Pludselig følte jeg en vild underlig forbindelse til mit barn - det var ikke længere noget 'det' eller 'den'... det var en 'hun' med et navn - og jeg fik pludselig et forhold til det væsen, jeg har i maven...

Må jeg have den store fornøjelse at præsentere dig for vores dejlige prinsesse, Silke!