Silkes blog

30.11.06 ~ 29+6

I dag har jeg overstået 75 % af graviditeten. Det er både med spænding og ængstelse, at jeg ser frem til de sidste 25 %. Jeg glæder mig til at møde Silke - til at dufte hende, lære hendes personlighed at kende, se hendes udseende - ALT. Men på den anden side er det også vildt skræmmende - kan jeg finde ud af at være mor? Kan jeg styre mit temperament overfor D og hende? Hvad med barsel - duer jeg til pludselig at blive hjemmegående husmor? Jeg er fyldt med så mange modstridende følelser, og i øjeblikket kan jeg hverken finde hoved eller hale på mig selv. Jeg reagerer så utroligt modsat af, hvad jeg plejer at gøre, og det både skræmmer og irriterer mig.

D har det lige modsat mig - han er 100 % overbevist om, at det skal vi nok klare. Hvor er det dog rart at have hans styrke at læne sig op af. Men jeg kan også mærke på ham, at hans tålmodighed er ved at være brugt op - han har sværere og sværere ved at håndtere mine humørsvingninger, og jeg forstår ham 100 %. Jeg ville også have svært ved at håndtere en så svingende person, som jeg er i øjeblikket. Heldigvis er vi gode til at tale åbent og ærligt om det, og det tror jeg har en gavnlig effekt for os begge - han kommer af med sin irritation, og jeg bliver samtidig stillet til ansvar for mine handlinger, hvilket jeg er glad for, for selvfølgelig kan jeg ikke tillade mig at opføre mig som jeg vil!

Mht. Silke - så føles det kommende møde med hende lidt surrealistisk. Indtil nu har hun 'bare' været scanningsbilleder og bump i maven. Jeg har svært ved at forholde mig til, at det på et tidspunkt bliver et barn - ja, det er jo så rent faktisk allerede et barn. Bliver hun født nu, så vil hun uanset hvad med stor sandsynlighed overleve alligevel... Men jeg kan stadig ikke forholde mig til det... det føles uvirkeligt og slet ikke som noget, der skal ske for D og jeg.

Jeg har 9 reelle arbejdsdage tilbage, inden jeg går på barsel, og denne skæringsdato (15. december) har for mig været en stor milepæl i graviditeten. Men nu er den pludselig kommet så tæt på. Jeg skal væk fra mit arbejde - noget jeg har længtes efter så længe - men nu har jeg faktisk et eller andet sted slet ikke lyst. Hvad skal jeg lave? Jeg kan jo ingenting andet end at ligge på sofaen, når jeg er hjemme. Indlæggelserne på sofaen giver dog resultater - jeg kan tydeligt se på væskeophobningen i kroppen, når jeg en enkelt aften har skippet sofaen - morgenen efter er jeg svulmet op igen. Så det er vigtigt, at jeg giver mig selv den ro på sofaen, selvom jeg til tider finder det SÅ frustrerende. Gud ske tak og lov for min bærbare og vores netværkskabel. Så kan jeg i det mindste være på internettet, mens jeg sidder der og glor.

I morgen træder jeg ind i 8. måned - tiden går ALT for hurtigt, og det er næsten ikke til at følge med mere. Men jeg kaster mig selv over nakken og trisser stille med tiden - om et par måneder sidder jeg sikkert og læser dette indlæg og tænker: "Hvor hulan havde hun sine tanker henne dengang? Kunne hun virkelig ikke se, hvad der var i vente?" Nu må vi se - februar er lige om hjørnet, og det er jeg også snart...