Silkes blog

02.01.07 ~ 34+4 (savn)

Det er ALT for tidligt, og 'stegen' er endnu ikke helt færdigkogt... det ved jeg godt - men nu vil jeg altså godt snart se, hvad det er for en skabning, jeg har liggende i min krop. Møfferiet er efterhånden på det højeste, og det gør til tider lidt ondt at sidde ret op, fordi hun lige skal vende sig om på den anden side eller lignende.

Jeg har et savn til et menneske, som jeg aldrig har mødt - jeg kender personen gennem sparkerier, møffen, søvnløse nætter, konstant tissetrang, til tider ubehag i hele kroppen osv.... og alligevel kan jeg ikke vente til at skulle mødes og lære dette menneske at kende... Det er underligt at have sådan en trang - noget, der til tider kan være så irriterende, er faktisk noget, som man ønsker at bruge mere tid sammen med...

Min bedre halvdel er også ved at være utålmodig... han kan godt se, hvor stort et ubehag jeg efterhånden har til tider, og jeg tror både, at han glæder sig til at se produktet af den heldige sædcelle, der var så heldig at få lukket døren op til mit æg - men også til at få en mere normal kone igen... mine begrænsninger bliver større og større, og det kan godt være noget frustrerende for mig i længden, for jeg VIL jo gerne... hvilket også medfører, at jeg sommetider kravler rundt på gulvet i et desperat forsøg på bare at kunne nogenlunde det samme som før - vasketøjet til vaskemaskine bliver f.eks. klaret kravlende nu - og er blevet ordnet sådan de sidste par måneder... Han har både grint og været lidt irriteret over mig, når jeg har gjort det, for han får åbenbart lidt dårlig samvittighed, når jeg ligger der og kravler rundt, men jeg har forsøgt at forklare ham, at det skal han ikke have - jeg vil jo bare forsøge at gøre mit til, at vores hverdag fungerer - i stedet for at jeg 'bare' ligger på sofaen, fordi min krop er så væskefyldt (ja, det er kommet igen...)

Så jeg forsøger af bedste evne at komme igennem den sidste måneds tid - og jeg kan allerede mærke nu, at den ikke bliver sjov, for jeg har svært ved at give mig selv lov til den ro, som min krop egentlig har brug for... der er jo så mange ting, der skal ordnes inden hendes ankomst, og jeg vil jo helst være helt klar (men hvornår er man 100 % klar...????)