Silkes blog

Silkes fødsel 16. februar 2007

Mors officielle terminsdato – søndag 11. februar 2007 – er rundet uden nogen Silke. Men noget er dog ankommet. En voldsom influenza har overmandet din far, som ligger med 39,7 i feber. Lige nu må du meget gerne blive inde i maven et par dage længere, så din far kan nå at komme ovenpå igen.

Tirsdag 13. februar bliver mor overfaldet af samme influenza og må overgive sig til dobbeltsengens dyner sammen med far. Nu SKAL du bare blive inde i maven, så både mor og far kan komme ovenpå, inden vi skal møde dig.

Onsdag 14. februar om natten bliver mor vækket af far, fordi hun snorker. Idet mor vender sig, ruller en iturivende smerte gennem mors krop – mor går i panik, forstår ikke noget som helst af hvad der sker og hyler som en stukket gris. Disse smerter fortsætter i løbet af natten.

Senere samme dag er mor til jordemoder, hvor hun fortæller om nattens ’oplevelser’. Jordemoderen undersøger mor indvendig og konstaterer, at mor er fuldstændig lukket, så du er ikke på vej endnu. Da mor kommer hjem, går hun på toilettet og opdager, at hun bløder – første tegn på forestående fødsel. Dette fortsætter i løbet af eftermiddagen, men holder dog op igen. Dette passer mor rigtigt godt, for hun er stadig syg med influenza, og feberen er stadig høj.

Kl. 23.30 senere samme aften går slimproppen, som er den, der holder livmoderen lukket under graviditeten, pludselig, og præcis kl. 02.00 den 15. februar 2007, går vandet. Mor ringer til fødegangen og fortæller om vandafgangen. De beder hende og far om at komme på fødegangen til tjek om morgenen kl. 09.00.

Der går kun to-tre kvarter, så begynder veerne også at dukke op. Og mor bliver glædeligt overrasket – veer er jo smerter, der er til at holde ud, og hun er overbevist om, at hun hurtigt vil få overstået den fødsel: Din fødselsdag vil blive 15. februar!!!

Ved tjekket på fødegangen kl. 09.00 bliver det konstateret, at vandet er gået. Men det konstateres også, at der ikke er særligt meget gang i veerne, men de er dog fortrøstningsfulde. Også fra fødegangens side forventes det, at det nok skal komme. Far og mor bliver sendt hjem igen med aftalen om, at mor kontakter fødegangen igen ved 5-tiden, hvis hun ikke allerede har født på dette tidspunkt.

Veerne er korte og upræcise, og det frustrerer mor. Der kommer aldrig rigtig nogen med ’bid’ i, og nogle gange er der fuldstændig pause mellem dem. Da mor ringer til fødegangen lidt i 5, er det 1½ time siden sidste ve, og der aftales, at mor og far kommer ind igen til tjek kl. 18.00.

Vi er både spændte og nervøse, da vi møder op på fødegangen. Mor bliver først undersøgt indvendigt og er nu 3 cm åben. Bagefter bliver der kørt en strimmel, hvor din hjerterytme og mors ve-aktivitet bliver målt samtidig. Din hjerterytme er fin – du har det bare rigtigt godt inde i maven. Trist ser det dog ud for ve-aktiviteten, for der er ingen. Jordemoderen beslutter sig dog for at give mor og far en fødestue alligevel, da man højst må gå i 24 timer efter vandafgang uden veer, inden man bliver sat i gang, og denne grænse er mor jo lige så stille begyndt at nå.

Fødestuen er en dejlig hyggelig stue med behagelig belysning. Jordemoderen forlader os, og vi får lidt tid for os selv. Far kører hjem efter lidt underholdning, da der ikke er nogen, der ved, hvor længe du vil være undervejs.

Klokken 20.45 bliver mor sat i gang med ve-stimulerende drop. Dette resulterer næsten øjeblikkeligt i veer. På en halv time går mor fra kun at have veer hver 15. til 20. minut til at have veer hvert 3. minut. Hun kan ikke længere holde ud at ligge ned og står i stedet op. Far masserer hendes lænd, når veerne kommer og hjælper hende med vejrtrækningen.

Sådan ser en fødende kvinde ud under en pause i veerne

Omkring halv 11-tiden bliver mor spurgt, om hun gerne vil i badekar – mor er først tøvende, for hun har hørt, at vand kan trække fødslen ud, men bliver til sidst overtalt til at hoppe i badet. Far overbruser mor med dejligt varmt vand, og dette gør, at veerne for et kort stykke tid ikke kommer så voldsomt igen – men når de kommer begynder de VIRKELIG at bide.

Ved halv 12-tiden giver vandet ikke længere nogen betydelig smertelindring, og mor bliver tilbudt at få en epidural-blokade (rygmarvsbedøvelse) – dette siger både mor og far ja til. Far kan nemlig godt se, at mor ikke kan holde det ud ret meget længere, og at hun er ved at være meget afkræftet.

Nu begynder en sand medicin-parade. Først får mor panodil for at slå feberen ned igen – hun har 38,1 i feber. Derefter går narkoselægen i gang med at lægge epiduralen, men det giver lidt problemer, og de bliver nødt til at stikke mor to gange, før de rammer det rigtige punkt. Efter epiduralen er blevet lagt, får mor penicilin pga. feberen. Til sidst bliver mor koblet til en masse maskiner – der bliver lagt elektrode på dit hoved, så du kan følges intenst under fødslen, og mor får sat følere på sit lår, så hun kan følges lige så intenst.

Gennem hele dette cirkus har mor løbende presseveer, som hun dog formår at holde tilbage vha. vejrtrækning og vejledning fra far. Far sidder stille ved siden af mor og hvisker til hende, hvor godt hun klarer det, og hvor stolt han er af hende. Samtidig sørger han for, at mor hele tiden har en kold vaskeklud på panden.

Endelig – kl. 1 får mor lov til at presse. Og hvilken befrielse endelig at få lov til det. Men efter ganske kort tid begynder din hjerterytme at dykke, og det bliver besluttet, at du skal tages med sugekop. Dette betyder endnu en sprøjte til mor – en såkaldt pudendusblokade. Sugekoppen sættes på dit hoved, og efter 3 presseveer er du endelig født. Din fødselsdato bliver 16. februar 2007 kl. 01.17.

Endelig var du der!

Du kommer op på mors mave med det samme, hvor du bare ligger og studerer verden. Du siger ikke så meget – du gør ikke andet end at kigge. Efter et par minutter bliver du overtaget af far, for mor skal føde moderkagen og syes. I forbindelse med fødslen af moderkagen, glemmer jordemoderen, at hun har taget en blodprøve fra navlestrengen, så da hun vil hjælpe mor med at få moderkagen ud og hiver i navlestrengen, smutter hendes fingre, og mor (og til dels også far) bliver overplasket af blod.

Da moderkagen er født, og mor er blevet syet, forlader jordemoderen fødestuen, og mor og far får for første gang tid helt alene med dig. Du siger ingenting – kigger og studerer den fremmede verden og får også smagt den første råmælk fra mors bryst. Vi er stolte som paver over dette skønne vidunder, der netop er blevet født. Og vi glæder os usigeligt til at lære dig at kende.

Velkommen til verden, Silke

Untitled Comment

14:47, 6 februar 2008 .. Skrevet af Fjunte

Elsker bare din fødselsberetning og kan læse den igen og igen og igen.....