MinGraviditetsBlog.dk Din Blog Admin Få din egen GRATSI Blog

Silkes blog

Snart 1 år gammel - og en stor pige!

09:43, 6 februar 2008 .. Skrevet i Det første år .. 0 Kommentarer .. Link

Det er godt nok længe siden jeg har skrevet i min blog sidst. Meget er sket siden da!

Vi er flyttet. Jeg har fået mig et nyt værelse, og det er bare blevet så flot! Ved siden af mig skal Viktor bo - jeg skal nemlig have en lillebror om 3-4 måneders tid, og mor og far har fortalt, at han hedder Viktor!

Siden jeg skrev sidst har jeg prøvet at have 3-dages feberen. Hver eneste nat 3 nætter i træk havde jeg feber på omkring de 40 - men om dagen var jeg helt frisk! Jeg tror mor og far syntes det var hårdt - men jeg synes ikke det var så slemt. Jeg var 9½ måned gammel, da jeg havde dette.

Så blev det jul, og jeg fandt ud af, at julen er en god ting, for man får nemlig en masse gode gaver!  Jeg fik f.eks. en gåvogn, en scooter, en spillende giraf, tøj, mariehøne, suttekæde og en putteboks. Det var en SUPER jul!

Mellem jul og nytår er det åbenbart normalt, at man tager på juleferie, og min mor og far kørte mig til Rønbjerg Feriecenter, hvor jeg både prøvede at bade. Jeg fik en badering, og med den kunne jeg klare mig helt selv uden hjælp fra mor og far, så det var rigtigt sjovt. Vi var også ude at køre på cykel i noget, der hed Mombassa-land. Der havde de også et kuglebad, som jeg næsten druknede i. I sportshallen havde de en hoppeborg, og det var bare det bedste! Ih, hvor var det sjovt at hoppe rundt der med far!
Men ellers gik vi en masse lange ture og hyggede os i huset. Det var en rigtig god tur, og jeg håber, at vi skal afsted igen på et tidspunkt

Så blev det januar, og præcis på min 11 måneders fødselsdag begyndte jeg at gå med min gåvogn - HELT UDEN HJÆLP! Og en uge senere viste jeg min far, hvor nemt det faktisk er at gå selv... bare sådan hvis han ikke vidste det.

Nu er jeg startet i dagpleje. Jeg har været afsted  3 gange nu, og Lisbeth er bare så sød og rar. Igår var vi til fastelavn, og jeg spiste 2 rosinboller, 4 stykker rugbrød med pålæg, drak kakao og spiste rosiner. Da jeg kom hjem lagde mor mig i seng, og jeg sov også i næsten 4 timer, for det havde været hårdt at spise så meget mad! I dag er første dag, hvor jeg skal være der hele dagen - men det klarer jeg i stiv arm! Jeg er jo en stor pige!

Om 1½ uge fylder jeg 1 år, og mor har bestilt en kagemand til min fødselsdag. Jeg glæder mig til at holde fødselsdag - mon man får gaver?



JEG KAN KRAVLE!

08:40, 8 oktober 2007 .. Skrevet i Det første år .. 0 Kommentarer .. Link

7 måneder og 3 uger gammel og jeg kan kravle!!! Det har været undervejs de sidste par uger, men i dag tog jeg de første spæde kravle-skridt. Det er stadig meget usikkert og vakkelvornt, men jeg kommer for første gang FREMAD i stedet for baglæns... Mor og far er SÅ stolte af mig.

Mor har også været ude og købe musik-instrumenter til mig. Jeg har fået en tromme og en xylofon. Jeg er mest glad for trommen, for den kan jeg banke på som jeg vil. Xylofonen kan jeg ikke rigtig finde ud af, og jeg vil meget hellere spise xylofon-pinden i stedet for at slå med den på xylofonen.

Folk spørger mig hele tiden, om jeg skal være storesøster - jeg aner virkelig ikke hvad de snakker om, men folk virker glade, når de spørger mig, så jeg plejer at svare dem med at grine. Jeg går ud fra, at det må være sjovt at være storesøster, så...

På torsdag får jeg besøg af sundhedsplejersken. Hun skal måle og veje mig som sædvanlig - men hun skal også tjekke min hørelse, selvom jeg overhovedet ikke mener, at der er brug for det... jeg hører nemlig kun det, jeg VIL høre!



Puha, jeg bliver stor ~ 7½ måned gammel

08:39, 29 september 2007 .. Skrevet i Det første år .. 0 Kommentarer .. Link

Hej med dig. Jeg er nu 7½ måned gammel, og jeg vokser og vokser og vokser. Jeg kan nu selv sidde i længere tid, men når jeg bliver træt, så læner jeg mig bare tilbage og regner med, at der er nogen, der griber mig

Jeg prøver også ihærdigt på noget, som mor og far kalder 'at kravle'. Men det lykkes ikke helt. En ting, jeg er rigtig god til, er at rokke på alle fire - DET duer jeg bare til!

Min mor og far har også fortalt mig noget underligt. Jeg skal være noget, der hedder storesøster. Jeg ved ikke rigtigt, hvad det er, så jeg griner bare, når de siger det til mig. Jeg tror det må være noget sjovt noget.

Ellers hygger jeg mig rigtigt meget med mor derhjemme. Dagene flyver afsted, og hver eneste dag laver vi et eller andet sjovt. Det er hyggeligt at være sammen med mor, men jeg savner min far, og han får det største smil fra mig, når han kommer hjem fra arbejde hver dag.



6 måneder - WAUV!!!

08:37, 4 september 2007 .. Skrevet i Det første år .. 0 Kommentarer .. Link

Det er godt nok længe siden, at mor har skrevet herinde i denne blog. Jeg er nu blevet 6½ måned gammel. Jeg vokser med lynets hast og kan nye ting for hver dag der går. Lige nu elsker jeg at ligge og lave pruttelyde

Men der er sket en del ændringer i min familie, siden der blev skrevet sidst. Min mor og far har besluttet sig for at flytte. Så de har sat huset til salg helt uden at spørge mig først. Men jeg ved også godt, at de finder noget, der er meget bedre, og det er vist nok allerede blevet fundet... Jeg er nu ligeglad - så længe jeg får min mad og en ren numse en gang imellem, så er jeg tilfreds

Jeg er begyndt til babyrytmik sammen med mor om fredagen, og det er bare rigtigt hyggeligt. Vi synger sange og leger lege sammen med en masse andre børn. Det er bare SUPER!

Her også et lille sommerbillede af mig, selvom det godt nok ikke er meget, vi har fået brugt mit sommertøj. Hyg jer indtil næste gang

4 måneder

08:23, 18 juni 2007 .. Skrevet i Det første år .. 0 Kommentarer .. Link

I dag har jeg haft besøg af to sjove damer - den ene var min SP og den anden en, der var igang med at blive SP. De kom, fordi de ville fejre min 4 måneders fødselsdag i lørdags. Jeg blev målt og vejet, og jeg vokser som jeg skal. 

Jeg fik også at vide, at jeg gerne må begynde at få mosede kartofler og grød, men det tror jeg nu ikke helt, jeg gider endnu, for mor og far har prøvet at give mig sådan noget, og det var ikke nogen succes. Man bliver så fedtet af det...

Bagefter gav min mor mig noget at drikke, så jeg kunne få skyllet munden, men det smagte underligt - hun kaldte det vand...
 

For en uge siden fik jeg også taget billeder hos en fotograf, og det blev faktisk ret godt, hvis jeg selv skal sige det - og det skal jeg. Bare vent - om 10-15 års tid kommer jeg til at give min far og mor grå hår i hovedet.

Men ellers går det godt her i huset - jeg er begyndt at trille rundt over det hele, så min mor og far kan slet ikke holde styr på mig. Derudover tager vi stadig i svømmehallen og jeg bliver bedre og bedre til at plaske rundt i vandet. Jeg ELSKER at flyde rundt i det varme vand!

Det var alt for nu - roger over and out!



1. vaccination ~ 3½ måned gammel

08:22, 25 maj 2007 .. Skrevet i Det første år .. 0 Kommentarer .. Link

Jeg fyldte jo 3 måneder for 1½ uges tid siden, og det var også meningen, at jeg skulle stikkes den dag - men det mente mor og fars bil ikke, så det er først blevet i dag...

Jeg kunne absolut ikke lide det - damen var egentlig sød nok, og hun fik da også et lille smil af mig... Men så stak hun mig - og SÅ begyndte jeg at græde

Men så gav den søde dame mig et lille plaster på låret, og så blev jeg nogenlunde glad igen

Lige nu ligger jeg og hviler mig inde i min tremmeseng - og mor håber, at jeg ikke får feber af vaccinationen.. men selvfølgelig gør jeg ikke det! Jeg er jo en STOR pige



3 måneder!!!

08:20, 16 maj 2007 .. Skrevet i Det første år .. 0 Kommentarer .. Link

JUBIII!!! Jeg fylder 3 måneder i dag... Mor har sunget fødselsdagssang for mig, mens jeg holdt et flag. Det hele er blevet optaget på video, så det bliver sjovt at se, når jeg bliver større.

Min mor har også valgt at fejre dagen på en lidt dum måde, for hun tager mig til læge for at blive vaccineret. Men jeg ved jo ikke, hvad det er, så mon ikke jeg klarer det i stiv arm?



Første svømmetur ~ 2½ måneder gammel

08:18, 18 april 2007 .. Skrevet i Det første år .. 0 Kommentarer .. Link

Ved i hvad? Jeg har været ude at svømme! Mor og far tog mig med i svømmehallen igår, og det var bare SÅ sjovt... Jeg plaskede rundt i det varme vand, og jeg kunne også flyde! Jeg kunne godt se på mor og far, at de var noget overrasket over, at jeg kunne flyde, men jeg lærte det jo inde i mors mave, så ingen problem der - jeg skulle bare have nogen til at holde mit hoved, så klarede jeg resten selv

Mor og far synes vist også, det var sjovt, så jeg tror snart vi skal afsted igen!!!



Hej og velkommen

08:16, 5 april 2007 .. Skrevet i Det første år .. 0 Kommentarer .. Link

Velkommen til min blog. Jeg hedder Silke, og jeg bor på Boulevarden sammen med min mor og far. Jeg er 1½ måned gammel, og verden er simpelt hen så spændende. I øjeblikket er den så spændende, at jeg slet ikke kan finde ud af at sove - hvad skal jeg dog det for, når alle ting omkring mig er så interessante?

Men uanset hvad - velkommen hertil. Jeg glæder mig til at fortælle meget mere i den kommende fremtid

I dag har min far lært mig at spise chokolade... jeg lavede pletter på min bluse, så mor blev vist lidt træt af det... Men jeg kunne godt lide det!



Silkes fødsel 16. februar 2007

11:04, 16 februar 2007 .. Skrevet i Det første år .. 1 Kommentarer .. Link

Mors officielle terminsdato – søndag 11. februar 2007 – er rundet uden nogen Silke. Men noget er dog ankommet. En voldsom influenza har overmandet din far, som ligger med 39,7 i feber. Lige nu må du meget gerne blive inde i maven et par dage længere, så din far kan nå at komme ovenpå igen.

Tirsdag 13. februar bliver mor overfaldet af samme influenza og må overgive sig til dobbeltsengens dyner sammen med far. Nu SKAL du bare blive inde i maven, så både mor og far kan komme ovenpå, inden vi skal møde dig.

Onsdag 14. februar om natten bliver mor vækket af far, fordi hun snorker. Idet mor vender sig, ruller en iturivende smerte gennem mors krop – mor går i panik, forstår ikke noget som helst af hvad der sker og hyler som en stukket gris. Disse smerter fortsætter i løbet af natten.

Senere samme dag er mor til jordemoder, hvor hun fortæller om nattens ’oplevelser’. Jordemoderen undersøger mor indvendig og konstaterer, at mor er fuldstændig lukket, så du er ikke på vej endnu. Da mor kommer hjem, går hun på toilettet og opdager, at hun bløder – første tegn på forestående fødsel. Dette fortsætter i løbet af eftermiddagen, men holder dog op igen. Dette passer mor rigtigt godt, for hun er stadig syg med influenza, og feberen er stadig høj.

Kl. 23.30 senere samme aften går slimproppen, som er den, der holder livmoderen lukket under graviditeten, pludselig, og præcis kl. 02.00 den 15. februar 2007, går vandet. Mor ringer til fødegangen og fortæller om vandafgangen. De beder hende og far om at komme på fødegangen til tjek om morgenen kl. 09.00.

Der går kun to-tre kvarter, så begynder veerne også at dukke op. Og mor bliver glædeligt overrasket – veer er jo smerter, der er til at holde ud, og hun er overbevist om, at hun hurtigt vil få overstået den fødsel: Din fødselsdag vil blive 15. februar!!!

Ved tjekket på fødegangen kl. 09.00 bliver det konstateret, at vandet er gået. Men det konstateres også, at der ikke er særligt meget gang i veerne, men de er dog fortrøstningsfulde. Også fra fødegangens side forventes det, at det nok skal komme. Far og mor bliver sendt hjem igen med aftalen om, at mor kontakter fødegangen igen ved 5-tiden, hvis hun ikke allerede har født på dette tidspunkt.

Veerne er korte og upræcise, og det frustrerer mor. Der kommer aldrig rigtig nogen med ’bid’ i, og nogle gange er der fuldstændig pause mellem dem. Da mor ringer til fødegangen lidt i 5, er det 1½ time siden sidste ve, og der aftales, at mor og far kommer ind igen til tjek kl. 18.00.

Vi er både spændte og nervøse, da vi møder op på fødegangen. Mor bliver først undersøgt indvendigt og er nu 3 cm åben. Bagefter bliver der kørt en strimmel, hvor din hjerterytme og mors ve-aktivitet bliver målt samtidig. Din hjerterytme er fin – du har det bare rigtigt godt inde i maven. Trist ser det dog ud for ve-aktiviteten, for der er ingen. Jordemoderen beslutter sig dog for at give mor og far en fødestue alligevel, da man højst må gå i 24 timer efter vandafgang uden veer, inden man bliver sat i gang, og denne grænse er mor jo lige så stille begyndt at nå.

Fødestuen er en dejlig hyggelig stue med behagelig belysning. Jordemoderen forlader os, og vi får lidt tid for os selv. Far kører hjem efter lidt underholdning, da der ikke er nogen, der ved, hvor længe du vil være undervejs.

Klokken 20.45 bliver mor sat i gang med ve-stimulerende drop. Dette resulterer næsten øjeblikkeligt i veer. På en halv time går mor fra kun at have veer hver 15. til 20. minut til at have veer hvert 3. minut. Hun kan ikke længere holde ud at ligge ned og står i stedet op. Far masserer hendes lænd, når veerne kommer og hjælper hende med vejrtrækningen.

Sådan ser en fødende kvinde ud under en pause i veerne

Omkring halv 11-tiden bliver mor spurgt, om hun gerne vil i badekar – mor er først tøvende, for hun har hørt, at vand kan trække fødslen ud, men bliver til sidst overtalt til at hoppe i badet. Far overbruser mor med dejligt varmt vand, og dette gør, at veerne for et kort stykke tid ikke kommer så voldsomt igen – men når de kommer begynder de VIRKELIG at bide.

Ved halv 12-tiden giver vandet ikke længere nogen betydelig smertelindring, og mor bliver tilbudt at få en epidural-blokade (rygmarvsbedøvelse) – dette siger både mor og far ja til. Far kan nemlig godt se, at mor ikke kan holde det ud ret meget længere, og at hun er ved at være meget afkræftet.

Nu begynder en sand medicin-parade. Først får mor panodil for at slå feberen ned igen – hun har 38,1 i feber. Derefter går narkoselægen i gang med at lægge epiduralen, men det giver lidt problemer, og de bliver nødt til at stikke mor to gange, før de rammer det rigtige punkt. Efter epiduralen er blevet lagt, får mor penicilin pga. feberen. Til sidst bliver mor koblet til en masse maskiner – der bliver lagt elektrode på dit hoved, så du kan følges intenst under fødslen, og mor får sat følere på sit lår, så hun kan følges lige så intenst.

Gennem hele dette cirkus har mor løbende presseveer, som hun dog formår at holde tilbage vha. vejrtrækning og vejledning fra far. Far sidder stille ved siden af mor og hvisker til hende, hvor godt hun klarer det, og hvor stolt han er af hende. Samtidig sørger han for, at mor hele tiden har en kold vaskeklud på panden.

Endelig – kl. 1 får mor lov til at presse. Og hvilken befrielse endelig at få lov til det. Men efter ganske kort tid begynder din hjerterytme at dykke, og det bliver besluttet, at du skal tages med sugekop. Dette betyder endnu en sprøjte til mor – en såkaldt pudendusblokade. Sugekoppen sættes på dit hoved, og efter 3 presseveer er du endelig født. Din fødselsdato bliver 16. februar 2007 kl. 01.17.

Endelig var du der!

Du kommer op på mors mave med det samme, hvor du bare ligger og studerer verden. Du siger ikke så meget – du gør ikke andet end at kigge. Efter et par minutter bliver du overtaget af far, for mor skal føde moderkagen og syes. I forbindelse med fødslen af moderkagen, glemmer jordemoderen, at hun har taget en blodprøve fra navlestrengen, så da hun vil hjælpe mor med at få moderkagen ud og hiver i navlestrengen, smutter hendes fingre, og mor (og til dels også far) bliver overplasket af blod.

Da moderkagen er født, og mor er blevet syet, forlader jordemoderen fødestuen, og mor og far får for første gang tid helt alene med dig. Du siger ingenting – kigger og studerer den fremmede verden og får også smagt den første råmælk fra mors bryst. Vi er stolte som paver over dette skønne vidunder, der netop er blevet født. Og vi glæder os usigeligt til at lære dig at kende.

Velkommen til verden, Silke



About Me

Forside
Min Profil
Arkiv
Venner
Mit Foto Album

Links

Viktors blog (min lillebror)
MinGraviditet

Kategorier

1. trimester
2. trimester
3. trimester
Det 2. år
Det første år

Seneste Indlæg

Snart 17 måneder gammel - hvad kan jeg nu?
Silke er blevet storesøster
Snart 14 måneder - og nu helt selv-gående
Næsten 13 måneder og jeg kan gå selv
Silke 1 år gammel
1 års undersøgelsen overstået...!
Snart 1 år gammel - og en stor pige!
Første omgang opkast ~ 8½ måned gammel
JEG KAN KRAVLE!
Puha, jeg bliver stor ~ 7½ måned gammel

Venner

Sussi
Chrisser
Seebach
Melina
MinGraviditet
Falk
anders
mortiljasmin
Fjunte
minbaby