Viktors blog | |
Viktor - tæt på 1 år...Det er lang tid siden, jeg har fået opdateret sidst - tiden flyver afsted, og det kan godt mærkes, at det er barn nr. 2, og at man ikke på samme måde har tid til at gå op i alt, hvad barnet laver... Underligt, at man har det sådan, men det er jo ikke i ond mening på nogen som helst måde. Sidste opdatering kom, da han var 2 måneder gammel - så det er vist på tide at komme med en ny opdatering. Viktor er i den grad blevet slyngel-yngel. Jeg har slynget ham så meget som muligt, og det er fantastisk at have denne tætte kontakt med sit barn. Jeg er selv gået igang med en lille produktion af ringslynger, som jeg sælger til billige penge - www.tinel.dk Viktor er vokset op til at blive et fantastisk barn. Han er god som dagen er lang, og det er sjældent, at vi hører noget fra ham - og når vi gør, så ved vi, at han er træt eller sulten... Han var en sen kravler - han møvede sig frem på maven læææænge, men han kom først op på alle 4 og kravlede frem, da han var 10½ måned gammel. Jeg skal love for, at moderen var nået at gå hen og blive utålmodig... 15. april startede han i dagpleje, 10½ måned gammel - og efter et par ugers opstart, startede jeg selv på arbejde 1. maj. Viktor har taget denne overgang nogenlunde pænt. Vi havde en træls periode, men den forsvandt heldigvis hurtigt igen, selvom det var træls og hårdt, mens det stod på. Der er nu ikke noget værre end både at aflevere og hente et grædende barn... Nu fylder han snart 1 år - det er næsten ikke til at forstå. Den lille dreng, der lå inde i min mave sidste år, har nu vokset sig stor og stærk. Nu venter vi bare på, at han snart træder sine første trin. Det er nu fantastisk med børn i den alder (men de kan nu også være træls...) Viktor 2 måneder gammelIgår fyldte Viktor 2 måneder gammel - det er underligt at tænke på, hvor meget vores liv har ændret sig på den korte tid. Det har været hårdt at vænne sig til at have to børn - og det hele kulminerede, da jeg var til Viktors 5 ugers undersøgelse hos lægen, hvor lægen (efter han havde undersøgt Viktor) så alvorligt på mig og spurgte, hvordan JEG havde det - hvorefter jeg brød grædende sammen. Det endte med, at han tilbød mig antidepressivt, hvilket jeg dog takkede 'Nej tak' til - og så tog jeg ellers hjem og fik snakket det hele igennem med D. Og det gjorde, at tingene begyndte at vende for mig. Efterfølgende havde D 3 ugers ferie, og det har været rart for mig at finde ud af det med at have 2 børn samtidig med at have ham som backup. Og nu begynder jeg igen at kunne overskue tingene - f.eks. at skulle hente Silke fra DP virker ikke længere helt så uoverskueligt som før... Viktor er et pragteksemplar - selvfølgelig har han sine skrigeture, men det kommer vi igennem. Han er blid som dagen er lang og accepterer hvordan tingene er. Han er blevet meget bevidst med sine smil - og det er utroligt skønt at have den kontakt med ham... det har jeg godt nok skrevet før, men den kontakt er bare så vidunderlig, at det ikke kan skrives nok... Jeg forsøger at kyle ham i viklen og ringslyngen så ofte som muligt - jeg nyder at have denne form for kontakt med ham, og da jeg ved, at det er en begrænset periode, så skal det også udnyttes fuldt ud! Jeg kommer sådan til at savne det - åh, havde jeg dog bare set lyset med sådanne bæredimser, da Silke var spæd... 7 uger gammel - spring + smilI dag fylder Viktor 7 uger gammel - og han er begyndt at blive mere og mere velvillig til at smile til os. Det er faktisk det første, han giver os i gave hver eneste morgen - et dejligt morgensmil! Derudover er vi også nået til tigerspring nr. 2 - jeg er overhovedet ikke i tvivl. Igår aftes havde vi en aften fra helvede, og intet kunne få ham til at falde til ro. Han skreg og skreg og skreg bare. Det er dybt frustrerende at stå som forælder og ikke kunne få sit barn til at falde til ro og holde op med at skrige. Det endte med, at D lavede en flaske med kamillete - og det gav en smule ro så længe han spiste ved flasken. Men det hele startede forfra (dog i mildere grad), da han var færdig - så jeg tog ham under armen og lagde mig ind i sengen med ham - og efter 20-30 minutters stille ro i mors seng faldt han ENDELIG i søvn! Der havde vi så også haft skrig i 2-3 timers tid Jeg glæder mig til dette tigerspring er overstået, for det betyder, at vi kan begynde at få lidt struktur i hans hverdag - at han forstår, at der er noget, der hedder dag og nat. Og det betyder måske også, at han begynder at sove igennem om natten - selvom jeg egentligt ikke finder natteamningerne så irriterende som med Silke, så glæder jeg mig nu alligevel til at få hele min nattesøvn igen Den største gave du kan give mig på nuværende tidspunkt!Du er 5½ uge gammel - og i dag har du endnu engang givet mig den største gave, du har mulighed for at give mig på nuværende tidspunkt. Du har smilet - ikke bare én gang - men TRE gange i træk! Jeg er så lykkelig over denne nye kommunikationsmulighed, og jeg har forgæves forsøgt at få dig til at gøre det igen bagefter - dog uden held. Men jeg er stolt over at få lov til at opleve det med dig denne gang, for Silke ville kun smile til alle andre undtaget sin mor. Du er lige omvendt og smiler til din mor - men ikke til andre. Det er da noget af en tillidserklæring! Så tak for det, Viktor - du bliver vist mors dreng! 1 måned gammelI dag fylder du 1 måned - og igår gav du mig den største gave, du kunne give mig! Du gav mig dit første smil. Jeg er så pavestolt over at have fået æren denne gang. Med din storesøster tog det mig lang tid at få denne oplevelse til trods for at hun kylede omkring sig med smil til alle andre end mig... Men jeg fik det første smil - og det er jeg dig dybt taknemmelig for. Jeg havde dig i bad i går morges, fordi du havde overgylpet dig selv i løbet af natten - og mens du sad der i din badestol, og jeg hang over badekarskanten og hældte dejligt varmt vand hen over din mave, så du pludselig på mig - og jeg opdagede øjeblikkeligt, at der var en anderledes glød i dine øjne. Og så kom det skæve smil - som om du viste mig, at du fandt det dejligt at blive overøst med vand på din mave. Og lige så hurtigt, som smilet var kommet - lige så hurtigt forsvandt det igen, og dine øjne blev igen de lidt uforstående øjne, som så små børn altid har... Og resten af dagen fløj jeg på en lyserød sky!
4 uger gammelI dag er du 4 uger gammel - og hvilken udvikling du allerede har gennemgået indtil nu. Jeg ved godt, at udviklingen vil gå hurtigere de kommende måneder, men jeg synes nu alligevel, det er gået stærkt de første par måneder. Du er stadig en bette skid - men dit ansigt har ændret sig meget siden vi så dig første gang. Derudover kan man allerede nu begynde at mærke, hvordan du bliver mere og mere stiv i kroppen. Du er hurtigt faldet til i familien, og vi kan slet ikke huske, hvordan det var, før du kom. Til trods for at det er hårdt at være forældre til 2 så små børn - så nyder vi det! Vi elsker vores unger, og det er en fornøjelse at se, hvor godt Silke har taget imod dig. Du er inde i en periode, hvor du skriger meget om aftenen. Det er hårdt for din mor og far, for det er frustrerende at stå med et grædende barn og føle, at man ikke kan gøre noget. Men heldigvis ved vi, at det er en periode - og at der forhåbentligt snart kommer lys for enden af tunnellen. 13 dage gammel - klipning af tungebåndI dag var dagen, hvor Viktor skulle have klippet sit tungebånd, fordi det var for kort. Jeg var ikke ret tryg ved hele situationen, for hvad nu hvis det gjorde ondt på ham, og jeg havde et ulykkeligt barn resten af dagen? Men alligevel var det noget, der bare skulle klares - både for at gøre amningen nemmere (han er svær at lægge til), og for at han ikke kommer til at opleve taleproblemer senere i livet... 10.50 mødte vi op og satte os til at vente. Vi bliver kaldt ind, og lægen starter med at spørge mig, hvorfor han skulle have det klippet, og jeg forklarer, at det hovedsageligt skulle gøres for at undgå taleproblemer senere hen (for det havde SP'en jo sagt), men det sagde han var noget pjat. Jeg tilføjede så, at jeg også havde en smule problemer med at lægge ham til, da det sommetider virkede som om han ikke helt kunne svøbe brystet. Viktor blev sprayet ind i munden med noget bedøvende, og så så lægen på tungebåndet. Og selvom han inden havde sagt, at han ikke ville gøre det, hvis der ikke var grund til det, så nikkede han bagefter og sagde, at det kunne han godt se var kort. Der kom en kvindelig sekretær ind for at hjælpe ham med klippet og spurgte mig, om jeg ville blive eller om jeg ville vente udenfor. Jeg kunne godt høre på hendes tonefald, at det nok var bedst at gå udenfor døren. Inden jeg gik, fik jeg at vide, at jeg nok skulle regne med at han ville græde lidt efter klippet. Jeg gik ud af døren - og pludselig stod sekretæren ude ved mig med autostolen i hånden - og jeg var noget forvirret, for jeg havde jo slet ikke hørt ham græde. Som lægen sagde: "Han tog det som en mand!" Så det var en meget stolt mor, der forlod øre-, næse- og halslægen. Nu håber jeg bare, at det måske hjælper lidt på vores amning... 1 uges undersøgelse - 9 dage gammelI dag har vi været til læge for at få klaret 1 uges undersøgelsen. Vi havde besøg af sundhedsplejersken for 3 dage siden, hvor Viktor blev vejet, og der havde han tabt 300 gram i forhold til fødselsvægten, så jeg var noget nervøs for, om han nu havde taget på. Men det havde han heldigvis. Han vejer nu 3400 gram. Derudover er han vokset 1 cm og er nu 54 cm lang. Jeg aftalte med sundhedsplejersken den anden dag, at Viktor skulle have sit tungebånd klippet, fordi det er meget kort. Og det havde jeg det egentligt fint med i starten, men nu er tankerne begyndt at køre, om det kommer til at gøre ondt på ham osv. Derfor spurgte jeg selvfølgelig lægen, om det var et indgreb, der gjorde ondt på ham, men det vidste han desværre ikke. Jeg må jo bare vente og se tiden an. Derudover kan jeg tilføje, at Viktor er en lille (undskyld udtrykket) skide-maskine. Han lavede stort i nat, igen her til morgen, da vi så skulle ud af døren og han var pakket og klar, kom eksplosionslyden fra ham igen, så jeg måtte tilbage til puslebordet. Da han kom ud af autostolen hos lægen, kom lyden igen, og lige nu ligger han og gør optræk til en stor omgang igen... Puha, jeg får skiftet nogle bleer... Status 5 dage gammelEn hurtig status på Viktor - han sov næsten igennem i nat! Og så faldt hans navlestump af igår! Det var også længe ventet, for den havde godt nok lugtet råddent de sidste par dage Viktor 2 dage gammelViktor er den skønneste lille dreng. Han er dejlig og skøn - men har dog holdt os vågen i begge nætter. I dag er mælken faldet til, så det håber vi gør en forskel på vores kommende nat. Status på mor efter fødslen - hun bløder ikke længere, hun er allerede tilbage i sine normale bukser, har tabt 10 kg (og tog kun 5-6 kg på ialt) og føler sig som total overskudskvinde. Det eneste problem er efterveerne, som til tider giver hende kamp til stregen - men det er bare noget, der skal overståes. Viktor er et godt ammebarn - og jeg regner allerede nu med, at vi kommer til at få en god ammeperiode sammen. Viktor født 3. juni - 40+3Tirsdag 03.06 - lidt over 12Jeg bliver vækket af den første ve, og tror bare det er en plukkeve... men der kommer én igen ret hurtigt derefter - og pludselig får jeg tanken at holde øje med den. Kl. 00.20 indser jeg, at det nok højst sandsynligt er veer. Jeg står op ved halv 1-tiden, for jeg vil ikke vække D... Jeg er forvirret over, at de kommer med så korte intervaller... Lidt i 1: Computeren er blevet tændt - og efter lidt overtagelse fra netveninde, vælger jeg at ringe til fødegangen. Der er på nuværende tidspunkt ca. 3-4 minutter mellem hver ve - og de varer omkring 1 minut. Jordemoderen på FG vil dog ikke se mig endnu, da hun synes det er alt for tidligt. Intervallet mellem veerne siger hun ikke som sådan har nogen betydning - og at de sagtens kan nå at gå i sig selv igen. Jeg forklarer hende, at jeg er lidt forvirret, fordi jeg ikke føler, at jeg har noget at sammenligne med i forhold til Silkes fødsel, hvor jeg jo blev sat igang med ve-drop, men hun forklarer mig, at det er samme smerte, man føler - den eneste forskel er, at jeg ikke har prøvet at komme ind på FG med veer... Jeg må selvfølgelig gerne komme på FG nu, men hun synes ikke umiddelbart, at det er tid, så vi aftaler, at jeg ringer til dem igen senere, hvis det fortsætter... 01.26: Jeg begynder så småt at blive lidt utryg ved at veerne kommer så ofte... sidste gang sad jeg alene hjemme hele dagen med veer, og der kom de med ½ til 45 minutters mellemrum, så det var jeg slet ikke utryg ved... men nu sidder jeg alene - D sover, og jeg vil ikke vække ham før det er nødvendigt... Vi skal have afleveret Silke, hvilket betyder, at vi også skal have vækket hans forældre... og jeg har veer hvert 3. minut... Jeg er vist ramt af panik-stress... Lidt i 2: Jeg begynder nu så småt at overveje at vække D.. de sidste to timer er som fløjet afsted, og veerne er der stadig fast med 3 minutters varighed. Jeg stresser stadig en smule med at få afleveret Silke og hund hos svigerforældrene... Og GUD, hvor er jeg sulten!!! 02.05: Så er der blevet ringet til FG om at vi kommer ind nu - jeg vil ikke længere være hjemme! Lige nu er jeg lidt tudefjæs og lidt skræmt over, at det er ved at være nu... Nu glæder jeg mig til at vække D, få pakket familien og komme afsted... og så håber jeg på, at vi ikke bliver sendt hjem igen... Status lige nu er længere og længere veer - men stadig 3 minutters interval mellem dem... Herefter blev MG lukket ned, men dette er det efterfølgende forløb Silke og hunden bliver afleveret hos bedstemor, og Silke sidder allerede og hopper af glæde, da hun ser, hvor vi kører henad. Vi er på fødegangen lidt i 3, hvor jeg bliver undersøgt. Jeg er på dette tidspunkt 4-5 cm åben. Vandet er ikke gået, og der er ingen tegnblødning. Jeg bliver vist ind på en fødestue med det samme - til min store ærgelse i det øjeblik uden fødekar.. men det var vist godt det samme, for det ville der slet ikke have været tid til... På fødestuen bliver der kørt en strimmel, og mine veer er regelmæssige og gode. Jeg bliver rost for at arbejde godt sammen med veerne - selvom jeg til tider ikke selv synes at jeg helt er så kæphøj til det ve-halløjsa. Jeg får tilbudt klyx - men afslår. Jeg ved (ligesom ved sidste fødsel), at min krop har renset sig selv de sidste par dage, så det gider jeg ikke spilde tid på... Kl. 04.15 begynder veerne at bide til. Det er ikke længere sjovt at have veer, og jeg kan ikke længere holde ud at stå op, så jeg ligger på fødebriksen. Kl. 04.40 får jeg begyndende pressetrang. En meget skræmmende oplevelse, for jeg var alene i rummet - D var rendt efter lidt kaffe for at holde sig vågen, så jeg hev i den røde snor! Jeg er ét stort tudefjæs, da JM og D sammen kommer ind af døren. JM undersøger mig, og jeg er nu 7 cm åben. Hun foreslår at tage vandet, for så går det tit hurtigere med de sidste cm. Jeg accepterer, og vandet bliver taget. En meget ubehagelig oplevelse, der gjorde meget ondt. Kl. 05.00 har jeg voldsom pressetrang, og jeg tigger og beder om at få lov til at presse. Jeg får ikke lov. Jeg er kun 9 cm åben og mangler stadig en lille kant. På dette tidspunkt er jeg ret negativ indvendig på JM. Hun bliver dog ved med at rose mig for min vejrtrækning. Kl. 05.10 får jeg endelig lov til at presse med presseveerne. Jeg er nu fuldstændig åben. Hvilken befrielse. Dog spørger jeg flere gange, om der ikke kommer lort ud af mig, for det føles sådan. Men nej - jeg er bare i gang med at føde. Kl. 05.15 efter kun 2-3 gode presseveer bliver Viktor født. Han scorer perfekt apgarscore lige fra starten! Jeg har formået at lytte godt efter til JM, og det har betydet, at jeg ikke har en eneste flænge - kun en lille bitte minimal rift. Kl. 05.23 føder jeg moderkagen - også den er perfekt! Lidt over 6 bliver Viktor undersøgt - alle hans reflekser osv. er fine, vægt: 3506 gram og længde: 53 cm. Kl. 07.10 får vi endelig lov til at forlade sygehuset. På det tidspunkt har vi ventet i næsten en time til at få lov til at gå, men reglerne siger, at man skal blive der i mindst 2 timer, så det følger vi naturligvis. Ved halv 8 tiden er vi hjemme igen. Jeg har haft den skønneste drømmefødsel - og jeg er dybt taknemmelig! 40+2 ~ Søvnløs...Varmen har ramt DK hårdt - og i nat har den så også ramt mig... Dagene op til terminsdatoen var jeg en anelse utålmodig - hvor så jeg bare tegn over det hele, og alt blev gennemanalyseret. Så skete der pludselig noget uventet - jeg blev kaldt på sygehuset for at sige farvel til min mormor fredag aften, og pludselig var det ikke så hulens vigtigt at føde længere. Min mormor lever heldigvis stadig, og det er jeg selvfølgelig dybt taknemmelig over. Terminsdatoen blev nået lørdag, og det var faktisk slet ikke så trist en begivenhed, som jeg havde forventet. Det var okay. Og istedet for at være fyldt med en hulens masse utålmodighed, er jeg nu fyldt med en dybere ro. Jeg ved, at jeg kører på lånt tid nu - og nu skal det nydes. Om en uge står jeg garanteret midt i amning, bleskift og konstant sovning. Så nu skal friheden nydes! Men den der indre ro er nu ikke mere dyb end at jeg alligevel ligger og mærker det hele efter i nat. Det har været et underligt forløb til nat, og aldrig har jeg rendt så meget på toilettet, som jeg har gjort i nat. Jeg kan mærke, at min krop er igang med at rense sig selv ud - et forløb, som jeg tydeligt husker fra sidste gang. Og så tænker man pludselig: "Jamen, 2. juni er da OGSÅ en god dato at føde på..." Jeg skal til jordemoder senere i dag - og sidste gang sagde hun, at hun ikke ville gøre noget for at prøve at sætte mig igang med fødsel, når jeg ikke var gået over termin. Men det er jeg jo nu. Spørgsmålet er jo så, om jeg ønsker, at hun skal gøre noget... 39+5 ~ ÆÆÆIIIIIHHH!!!!
Glad og forventningsfuld gik jeg i seng igår aftes. Jeg havde siden 6-tiden haft nogenlunde regelmæssige veer, og endelig var det en smerte, der ikke gjorde ondt ligesom plukkeveerne, men var til at arbejde med! YES - nu skete der endelig noget. Det tog lige så stille til i løbet af aftenen - og ved 10-tiden gik vi i seng. Jeg lå og holdt øje med intervallet indtil 11-tiden, og der var fast omkring 10 minutter mellem dem. Jeg vendte mig om på den anden side - og 5 minutter senere så jeg på uret igen... der var der så åbenbart gået 1½ times tid, så jeg må have været faldet i søvn. Men småveerne var der stadig - og det var stadig med 10 minutters mellemrum. Og så begyndte mareridtet - et styks snorkende mand!!! Ved 5-tiden var det blevet for lyst inde i stuen, så jeg trissede tilbage til ægteskabssengen igen - og håbede, at manden havde fundet ud af, at man altså godt kan finde ud af at trække vejret uden at hive 10 torsk i land samtidig... Men nej - og nu havde hunden også lært tricket!!! Endnu mere AAARRRGGHHH!!! 39+3 ~ Gider ikke mere... :SJeg var til JM igår, og alt så som sådan okay ud - lige bortset fra mit blodtryk, som var en anelse højt. Jeg fik en udskrift af mine JM-konsultationer også, og der havde hun så efterfølgende skrevet, at jeg er under observation for svangerskabsforgiftning... Det sjove mål til JM er altid S/F-målet, og det var denne gang 40 cm! Jeg bad hende om at undersøge mig indvendig - og jeg var STADIG kun 1-2 cm åben... øv, men det er okay! I dag har været en underlig dag. Jeg har været plaget af smerter de sidste par uger, men i dag har det været helt slemt, og jeg har kun kunne holde til at sidde ned, for ellers har det bare gjort ondt ondt ondt. Eftermiddag/aften har jeg været et bundløs hul, der bare har kunnet spise, spise og atter spise. Jeg har fortæret en hel pose toastbrød med tilhørende skinke og ost - og jeg var STADIG sulten efter den omgang, og så gik jeg igang med æblerne. Jeg er egentlig stadig sulten, men nu er jeg ved at være træt, så nu vil jeg prøve at se om jeg kan få noget søvn - det fik jeg nemlig ikke sidste nat. Jeg er blevet timepisser - OGSÅ om natten. Så jeg kan næsten sætte mit ur efter, hvornår jeg skal på toilet 39+0 ~ Uroen fortsætter...Den konstante uro i kroppen fortsætter - og det trætter! Hvis jeg gør en pludselig bevægelse, kvitterer kroppen øjeblikkeligt med en plukkeve! Jeg er begyndt at sove med min ammepude - den giver en god støtte til mine ben og giver mig en følelse af, at jeg NÆSTEN sover på maven - den gravide mave kan nemlig puttes ind i det 'hulrum', der er ved en ammepude... Jeg har utroligt meget udflåd, og for 3 dage siden kom der noget af slimproppen. Jeg blev så glad - og jeg oplevede også, hvad jeg vil betegne som veer. Desværre valgte det at gå i sig selv igen, og dagen efter var jeg så utrolig skuffet. ØV, hvor følte jeg mig snydt! Og pludselig med ét var jeg klar til at modtage dig! Åh, hvor jeg pludselig længes! At være så tæt på målstregen - og så alligevel ikke nå den... det var vildt skuffende! Lige nu nyder både D og jeg den sidste tid, hvor vi kun er forældre til én. Vi er sikre på, at Silke bliver den bedste storesøster, der findes. Og at vi får den skønneste dreng i hele verden! Men hvornår mon bliver din fødselsdag? 38+2 ~ JM-besøg i dag...Besøget gik som det plejede - jeg har dog taget 3½ kg på i forhold til sidste besøg for 2 uger siden, og det må næsten være ren og skær væske... Og så bad jeg hende om at undersøge, om jeg havde åbnet mig - og det har jeg! Jeg er 1-2 fingre åben, og min livmoderhals er begyndt at modne sig. Det er nu ikke noget, som i mine ører lyder unormalt, selvom jeg ikke ved, hvad der er normalt. Men det er i hvert fald ikke noget, jeg forbinder med fødsel. Og dog - da jeg fik en fødestue til at føde Silke på, var jeg 3 cm åben, så måske....? Nå, men jeg tror nu stadig på, at jeg kommer til at gå over tid. Der er 2½ uge endnu - og jeg bliver meget overrasket, hvis det sker før! 38+1 ~ Underlig uro i kroppen...Vi var til fest igår aftes - og om det skyldtes at være placeret på en stol hele aftenen eller om det er noget andet, ved jeg ikke - men jeg blev i hvert fald nødt til at tage hjem ved halv 12-tiden... D blev ved festen - men kl. 4 blev jeg nødt til at sende ham en sms om, at det nok ville være en god ide for ham at komme hjemad nu, for jeg havde det simpelt hen så underligt, så hvis jeg var ved at gå i fødsel, syntes jeg, at han skulle have mulighed for at få noget søvn inden det store slag. Det endte med, at jeg hentede ham inde i byen - og vi tog begge direkte i seng. Her til morgen var vi barnefri (Silke havde overnattet ved bedsteforældrene), og det skulle jo udnyttes... Jeg går rundt med en konstant uro i kroppen, og det irriterer mig, at jeg ikke ved, om det er fødslen, der er ved at gå igang, eller om det bare er snyde-halløjsa! Da jeg gik i fødsel med Silke, gik vandet jo - det var jo til at tage at føle på... men det her uvisse - NØRJ, det kunne jeg godt være foruden... Nå, men jeg skal til jordemoder i morgen, så jeg er lidt spændt på, om hun kan fortælle mig, om der måske er noget under opsejling - det kan hun nu nok ikke, men måske hun vil undersøge, om jeg har åbnet mig 37+3 ~ DIIIING sagde æggeuret!Så har vi rundet 37+0 - og det er nu blevet lovligt at føde dig. Du er grydeklar - og vi står bare i venteposition. Plukkeveerne begynder at blive slemme, og det er især om natten, at de dukker op. Det er trættende og betyder også, at jeg er begyndt at sove til middag igen - for ellers kommer jeg på ingen måde gennem aftenen. 4 kg har jeg taget på på en uge!!! Sommeren er over DK, og det viser sig så åbenbart også i mine fødder. ØV! Det gør ondt og spænder helt vildt. Jeg har forsøgt en hel masse, men ingenting ser ud til at virke. Godt man ved, at det kun er en begrænset periode. Jeg begynder at lade op til fødslen. Det var Mors Dag for 2 dage siden, og mit eneste ønske fra far den dag var at få gjort dit værelse færdig - og det gjorde han. Det er så skønt at gå ind og se alle dine ting stå klar. Jeg nyder det i fulde drag - og bruger det som min måde at lade op til, at der skal komme en ny til familien. Samtidig er jeg lidt vemodig. For lige så meget som jeg glæder mig til at blive mor igen, lige så meget frygter jeg det. Hvordan finder jeg ud af det med Silke - vil hun føle sig overset? Lige nu er hun jo mit et og alt - og pludselig bliver det til MINE et og alt! Kan jeg virkelig rumme så meget kærlighed? Jeg er nok ikke den første, der tænker sådan og absolut heller ikke den sidste. Jeg ved, at når alt kommer til alt, så KAN man rumme den kærlighed og der er nok til alle. Men tiden inden, hvor det hele er uvist, er altid den tid, der er den værste... Nu glæder jeg mig bare til at få det overstået. Jeg har ikke engang fået pakket tasken til sygehuset endnu, men det er jo også begrænset, hvor meget der skal pakkes. Ærligt - så tror jeg én af grundene til, at jeg ikke har fået pakket noget endnu skyldes, at jeg forsøger at glemme, at jeg snart skal føde. Hvis tasken ikke er pakket, så er der jo lææææænge til endnu... 35+6 ~ Pladsen er trangMaven vokser med eksplosiv fart efterhånden, og jeg begynder at føle mig tungere og tungere. Jeg bliver afsindig træt bare af det mindste arbejde, og det er svært at være 100 % mor for Silke efterhånden. Der er fuld gang i dig, og det er dejligt at se, hvordan maven kan hoppe og danse. Dit værelse er endelig ved at blive færdigt og det er dejligt at kunne begynde at glæde sig til, at du kommer. Med det begynder tankerne som "Hvordan er du?" og lignende at dukke op - for hvem er du? Hvad er du for en person? Vil du skrige meget? Vil vi få vores nattesøvn? Jeg håber jeg klarer presset de første par måneder, hvor man skal forsøge at finde en ny hverdag med TO børn. Nu har man jo lige vænnet sig til kun at have ét. Hvem mon du ligner? Ligner du Silke? Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan du ser ud - du er stadig noget uvirkeligt noget, og jeg kan slet ikke forholde mig til, at jeg måske allerede om under en måned er mor til to. Jeg var til scanning med dig i mandags, hvor jeg var 35+2 - de ville gerne vide, hvor stor du var. Du blev målt til at veje ca. 2600 g, hvilket er perfekt på kurven. Så jeg satser på, at du vejer nogenlunde det samme som din storesøster, når du kommer ud. Nu er det spændende så bare, om jeg får ret i din fødselsdato. Hele min intuition skriger 5. juni, men du må ikke spørge mig om, hvorfor den gør det. Det har den bare hele tiden gjort. Akkurat ligesom med dit køn. Jeg vidste intuitivt, at du var en dreng. Jeg havde samme følelse med Silke - både at hun var en pige og hvornår hun ville få fødselsdag. 32+3 ~ Det går bedreDet går meget bedre med smerterne. Det er helt utroligt, hvor meget det har hjulpet, at jeg ikke skal være i konstant omdrejninger hele tiden. Men alligevel synes jeg det er svært at være sygemeldt, når jeg ved, at man på min arbejdsplads har så travlt. Viktor er inde i en stille periode lige nu - pladsen i maven er ved at være trang, så det er ikke noget, der bekymrer mig på nogen som helst måde. Og hvor jeg før var fyldt med tålmodighed, er der pludselig væltet en kæmpe bunke utålmodighed hen over mig, og jeg synes pludselig at tiden går så laaaaangsom. Jeg er begyndt at sy babytøj til Viktor - et eller andet bliver jeg nødt til at give mig til, og jeg er faktisk sluppet okay afsted med de første to ting, som jeg har lavet. Jeg har reelt ikke syet siden folkeskolen, så jeg er lidt stolt af mig selv. Jeg er begyndt at sove utroligt dårligt om natten, og tissetrangen er også for alvor kommet tilbage. Lige nu glæder jeg mig til at få min krop tilbage igen, så jeg ikke skal dele den med et andet menneske, men det er heller ikke nogen følelse, der overrasker mig - sådan havde jeg det også sidst. Men med det samme man har født, sidder man og drømmer om at have sin gravide mave igen. Vi er ikke nemme at stille tilfreds, os kvinder 29+5 ~ Sygemeldt29+2 endte mine smerter i en sygemelding. Jeg havde den dag præcis 75 dage tilbage til termin, og det har været noget af et chok at skulle erkende, at min krop ikke kan holde til at være på arbejde - desværre. Jeg gik fra at tro, at jeg 'bare' havde blærebetændelse til at gå til at skulle indse, at til trods for at hovedet sagtens kunne klare det, så kunne kroppen ikke. Ingen af lægernes undersøgelser gav udslag på noget som helst, så til sidst var lægens eneste mulighed at sygemelde mig. Han kan ikke svare mig på, hvor smerterne som sådan stammer fra - og ville ikke undersøge mig for bækkenløsning, da han sagde, at det var svært at diagnosticere, og uanset hvad så havde jeg jo smerterne, og de ville jo ikke forsvinde af den grund... Så nu er jeg IGEN hjemmegående. Jeg er lidt trist over det, men forsøger efter bedste evne at vende det til noget positivt. Det er dog ikke fordi, at det så betyder at jeg kan rende og fræse ind i byen hver eneste dag for at ose i butikker, for det kan jeg ikke holde til. Så jeg er i princippet bundet til husets 4 vægge og skal finde noget at lave herhjemme. Det kunne være, at dette kunne blive begyndelsen på at begynde at sy - noget, som jeg længe har haft lyst til. 2½ måned, der skal slåes ihjel - og håber VIRKELIG ikke, at smerterne bliver værre end de er nu..! 29+0 ~ Det er ikke så sjovt længere...Jeg havde en god graviditet med Silke, og derfor glædede jeg mig til at være gravid igen. Og det har da også været sjovt indtil videre (sådan nogenlunde) - det har dog været hårdt at have det skidt de første 3-4 måneders tid samtidig med at jeg havde et kravlebarn, der havde sine egne planer for dagen. Heldigvis var jeg på barsel, så jeg samtidig kunne få ro og hvile. Men de sidste 3-4 ugers tid har været helvede. Jeg er begyndt på arbejde igen, og det er i og for sig godt nok. Jeg synes det er skønt at være igang igen og føle, at der er nogen, der har brug for mig. Hvis det bare ikke havde været for smerterne. Jeg har så ondt i mit underliv, og da jeg var ved jordemoder i mandags (det er lørdag i dag), blev jeg sendt direkte videre til lægen. I den forgangne uge har jeg afleveret 4-5 urinprøver til 3 forskellige instanser, og ingen kan svare mig på, hvorfor jeg har ondt. Naivt troede jeg, at det bare var blærebetændelse, men det er det ikke - så hvad er det så? Min læges medicenering af det er at jeg skal holde smerterne nede med Panodil, og det er jeg da også fuldstændig med på, hvis jeg ikke havde til udsigt at jeg skulle tage det hver dag de næste 10-11 uger. Det nægter jeg at tro, at det kan være godt for hverken Viktor eller jeg. Engang imellem er okay, men ikke hver eneste dag! Jeg skal til læge igen på mandag, og der tror jeg, at jeg vil prøve at høre, om det kan være bækkenløsning. Det er der sjovt nok ikke nogen, der har undersøgt mig for endnu - jeg har bare afleveret en hulens masse urinprøver. Og så forventer jeg, at jeg får en eller anden form for diagnose. Jeg har ondt, og den eneste måde jeg kan holde det nede i øjeblikket er ved at holde mig liggende vandret - og det er ikke så nemt at kombinere med at være på arbejde. Så jeg håber på en eller anden form for afklaring på mandag - indtil da lider jeg videre i stilhed. 28+4 ~ Hjemme fra arbejde igen pga. smerterJeg var på arbejde igår, for jeg vågnede op uden smerter, så jeg tænkte, at jeg sagtens kunne tage på arbejde. Og det gik egentligt også fint nok indtil omkring 2-tiden. Så begyndte det at gøre ondt igen... Om det er plukkeveer eller hvad det er, ved jeg ikke - men det gør ondt! Til morgen havde jeg faktisk gjort mig klar til at tage på arbejde, inden jeg kom frem til den erkendelse, at jeg blev nødt til at blive hjemme. Denne gang gjorde det ikke ondt ude i siderne, som det har gjort de andre dage, men mere inde midt på maven... Min egen læge var ikke til at komme i kontakt med (telefonsvareren sagde, at de havde lukket - hvilket ikke passede), så jeg ringede til fødegangen i stedet. De ville ringe tilbage til mig, og det er nu 2 timer siden, og jeg har ikke hørt noget endnu. En veninde har sagt til mig, at mine smerter godt kunne tyde på nyrebækkenbetændelse - det opstår, når man har gået med en uopdaget/ubehandlet blærebetændelse gennem længere tid. Og jo mere jeg har læst om det, jo mere kan jeg se, at symptomerne passer på det, jeg oplever. Men hvor er jeg led ved at føle ikke at kunne noget. Heldigvis er D hjemme i denne uge, hvor han afholder 1 uges ferie - for jeg tror ikke, at jeg kunne have holdt til at bringe/hente barn i dagpleje også... Forresten - jeg fik jo svar på den urinprøve, som jeg afleverede hos lægen i mandags, men den kunne ikke give et endegyldigt svar, så jeg måtte aflevere en ny urinprøve, som er blevet sendt til Vejle til dyrkning, og den får jeg tidligst svar på på fredag - og hvis jeg er uheldig på mandag... Det er godt nok lang tid at vente, men jeg må jo bide smerterne i mig så længe... 28+2 ~ 2. jm-besøg med træls afslutningHele familien var afsted til 2. jm-besøg i dag. Inden vi tog afsted, blev jeg nødt til at gå til bekendelse overfor D - at jeg havde været nødt til at tage smertestillende piller de sidste par dage for at komme gennem dagen. Jeg ville ikke have, at han fik det at vide, når vi sad ved JM, så jeg kunne jo lige så godt sige det inden - jeg vidste godt selv, at jeg var kommet ud på et skråplan, for det skal jo ikke gøre ondt at være gravid, men jeg ville jo også gerne på arbejde... Erkendelsen af at min krop måske ikke helt kan holdt til det, som hovedet kan, har været en svær pille at sluge - og er det stadig...
Vi kommer ind til JM, og der går ikke to minutter, så sidder jeg og får 'krisehjælp' af jm.. jeg bliver halvt skældt ud (hvilket jeg nok havde brug for) over, at jeg ikke har haft ringet til fg eller læge noget før - og jeg undskylder selvfølgelig mange gange og siger også, at jeg selv ville have sagt det samme til alle andre, hvis det var dem, der havde opført sig på samme måde, som jeg har gjort.. Jeg har de sidste 2-3-4 uger haft rigtig rigtig ondt i min mave - og jeg har bevidst valgt at ignorere det, for jeg skulle jo på arbejde, ikke?
Mit blodtryk var højt - men det skyldes nok tudeturen lige inden (136/87). Der var udslag i urinen, og mit sf-mål var 29 cm, hvilket passer perfekt med, at jeg er i 29. uge. Fin fosteraktivitet og flot hjertelyd. Jeg er snart oppe på min før-graviditetsvægt - jeg vejer nu 105,6 kg - og står stadig på et minus på 400 g. Generelt så tingene fine ud, men der var bare lidt ting, der skulle tjekkes. Samtidig kom JM også ind på, at det måske kunne være en løsning for mig at blive sygemeldt i en uges tid, så jeg kunne passe lidt på mig selv. Jeg tror godt, at hun kunne se, at jeg ikke helt er mig selv for tiden... Men det var selvfølgelig ikke noget, som hun kunne tage stilling til - det skulle være gennem egen læge. Hun pointerede også på det kraftigste, at jeg skulle til læge så hurtigt som muligt, så jeg kunne få noget for det, der var i min urin (som hun ikke gav mig en egentlig diagnose på). Jeg kunne også vælge at tage over på FG for at få et tjek, men så skulle der tjekkes for veer osv. - og så gik jeg lidt i baglås og sagde, at jeg nok skulle tage til læge i stedet. Samtidig har jeg det lidt sådan, at jeg ikke vil bruge FG's tid, hvis det er noget, der kan klares ved lægen. På vej hjem fra JM blev jeg så sat af hos lægen, og efter lidt over en times ventetid kom vi ind til ham. Og der var ganske rigtigt noget i urinen, men helt præcis hvad det er, kunne han ikke svare på. Hans mistanke er blærebetændelse. Urinen bliver dyrket til i morgen, hvor jeg så får svar. Han beordrede mig også hjem, så jeg kunne pleje mig selv, for det er ikke meningen, at man skal gå rundt og have ondt. Mit blodtryk var nu heldigvis blevet normalt igen (110/65), så det var ikke svangerskabsforgiftning, hvilket han egentligt først frygtede. Vi tog allesammen hjem - og jeg har faktisk sovet dagen væk... jeg er frygtelig ked af den udvikling, som tingene har taget - og har flere gange lovet mig selv, at nu må det stoppe. Men alligevel har jeg en forbandet lille djævel siddende på den ene skulder, der hele tiden sidder og siger, at jeg også skal tænke på mine kolleger, at de vil se mig som svag og bla bla bla bla. Logisk ved jeg godt, at jeg skal kaste det over højre skulder, men det gør stadig frygteligt ondt at være den svage part pludselig. Da jeg stod op her til eftermiddag, gjorde det rigtigt ondt i min mave, så jeg valgte at ringe til FG, for det havde jeg fået at vide af min JM, at jeg skulle gøre, hvis det blev værre. Men hende jeg talte med, bad mig om enten at ringe til egen læge eller til vagtlægen - men hvad kan jeg bruge det til? Så selvom jeg har fået det modsatte at vide her til morgen, så er jeg alligevel blevet afvist af FG her til eftermiddag, da jeg ringer til dem som jeg er blevet bedt om at gøre.... *dybt suk* Nu venter jeg bare på svar på dyrkningen af min urinprøve - som jeg forventer melder et svar ud, der hedder blærebetændelse... Hvis jeg selv skal sætte længde på det, så har jeg nok gået med det i 2-3-4 ugers tid, og jeg VED godt, at det er dumt af mig at ignorere det... men det har et eller andet været nemmere for mig at skubbe det væk, for jeg har ikke helt kunne overskue at der også skulle være problemer med mig... Derfor er status pt, at jeg venter på svar - og jeg regner med at starte medicinering på denne her irriterende blærebetændelse i morgen
 27+2 ~ Slemme plukkeveerJeg har en stærk mistanke af at være blevet den lykkelige ejer af blærebetændelse. Jeg er begyndt at få slemme plukkeveer, og det får mig øjeblikkeligt til at tænke UVI. ØV!!! Nu skal jeg så bare finde ud af, om jeg kan holde den kørende til jeg skal til JM om en uge, eller om jeg får tid til at gøre noget ved det i denne uge... Men der er da også en positiv opdatering. Efter at have lidt af en øredøvende træthed de sidste 2-3 uger, er den pludselig holdt op. Og hvorfor? Fordi fjolset endelig kom igang med at spise sine jernpiller... Viktor er rigtig begyndt at gøre sig bemærket inde i maven, og det er nu så tydeligt, at sparkene kan ses på maven. Det er vildt, og jeg tror egentligt ikke helt, at jeg 100 % har forstået endnu, at jeg bærer på endnu et barn. I vores verden er Silke jo det mest perfekte barn i verden, men jeg ved godt, at dette hurtigt ændrer sig, når Viktor kommer... så har vi ikke kun ét perfekt barn, men hele TO!!! 25+6 ~ 3D-scanningMidt i det voldsomste stormvejr til dato i 2008 tog far og jeg den 22. februar afsted mod Hobro for at blive 3D-scannet kl. 16.00 ... Vi parkerede på deres parkeringsplads 15.45 og skyndte os indenfor, inden vi nåede at blæse væk...
24+3 ~ 2. lægebesøgSå er 2. lægebesøg overstået - og jeg har tabt 1,2 kg siden sidste lægebesøg, men taget 800 gram på siden sidste jm-besøg. Jeg er 100 % tilfreds. Jeg er over halvejs og har i realiteten ikke taget på! Blodtryk var fint (120/80 - ikke at jeg ved, hvad det betyder), og der var intet i urinen. Livmoderen gik nu et par fingre over navlen, og der var fin hjertelyd (da han endelig fandt den). Lægen mærkede også et spark eller to, da han ledte efter hjertelyden, så derfor blev der også sat + i fosteraktivitet Så et fint lægebesøg - men havde nu heller ikke regnet med andet 24+2 ~ Underlige lyster i en graviditetDa jeg var gravid med Silke, havde jeg i 2. trimester en sindssyg trang til Toblerone - på et tidspunkt spiste jeg det bogstaveligt talt morgen, middag og aften. Det var det eneste, min menu bestod af... i 3. trimester blev det så til rejecocktail, som jeg spiste konstant - og manden var ved at brække sig over det til sidst. Denne gang har jeg oplevet en anden underlig lyst - fransk hotdog dressing. Jeg har ALDRIG kunnet spise det før - men jeg kan nu gå helt i panik over at vi ikke har det i huset. I morgen skal Silke og jeg til lægen - hun skal have ordnet sin 1-års undersøgelse, og jeg skal have klaret 2. lægebesøg med dig. Jeg satser stærkt på, at der ikke er nogen problemer 23+5 ~ Livet banker på...Livet banker på - nu så meget, at man uden problemer kan mærke dig uden på maven. Det er fantastisk og ligge på sofaen om aftenen med hånden på maven og mærke dig sparke derinde. Tanker som "Hvad mon du tænker?", "Hvordan er du?" osv. begynder at trænge sig på. Det bliver spændende at lære dig at kende. Jeg har i dag arbejdet på din bog - og der er allerede en del sider. Jeg håber sådan, at den kommer til at betyde lige så meget for dig, som den gør for mig. 22+4 ~ Træt gravid og syg 11 måneder gammel datterPuha, jeg sover rigtigt dårligt om natten for tiden... Derudover er Silke syg og har haft diarré i 6 dage nu, og mit overskud er efterhånden på nulpunktet. Hvis jeg ikke vasker tøj, så vasker jeg barn. Hun er selvfølgelig også selv træt af det, hvilket gør, at hun er rigtig pylret - og det er hårdt at sidde en hel dag med en datter, der ikke rigtig ved, hvad hun vil.. Og til sidst gider man bare ikke mere Sådan har hver eneste dag været den sidste uges tid, og jeg er lykkelig, når D kommer hjem fra arbejde, for så kan han da i det mindste tage en smule over... problemet er bare, at han også har sit at se til herhjemme (istandsættelse), så det er normalt mig, der hænger på hende om aftenen også, og det er en dårlig kombination, for min lunte er SÅ kort overfor hende om aftenen - desværre Men jeg håber godt nok snart, det er ovre, for det er vores allersidste uge sammen alene, og jeg havde sådan håbet på, at vi rigtigt kunne hygge, men det har vi slet ikke fået gjort. ØV!!! 21+4 - Jeg har det godt!Tja, tiden går og maven følger med. Jeg har det godt. Dog overfaldes jeg forholdsvis jævnligt med voldsomme sammentrækninger, som jeg ikke vil kategorisere som deciderede plukkeveer, men bare en meget konstant smerte, der varer i 2-3-4 minutters tid. Heldigvis ved jeg hvad det vil sige at have veer, så jeg beroliger mig selv med, at det ikke bliver så slemt, når jeg skal føde. Men ellers - så begynder andre at føde omkring én, og jeg kan mærke, at glæden og forventningen til fødslen begynder at stige helt vildt! NØRJ, hvor jeg glæder mig til at føde!!! Om små 4 ugers tid starter jeg på arbejde - håber ikke, at det bliver for hårdt For resten - MD-scanningen viste, at vi skal have os en dejlig lille skøn dreng!!! 16+2 ~ Tryghedsscanning pga. blødningJeg er i dag blevet tryghedsscannet på Horsens Sygehus, fordi jeg har blødt i en uges tid. Jeg havde min mor og Silke med. Lægen startede med at scanne mig med hotdogscanneren. Det undrede mig umiddelbart, men regnede med, at hun vidste, hvad hun gjorde. Men jeg kunne godt se, at lægen så lidt underlig ud i hovedet, da billedet kom på skærmen - forklaringen kom dog hurtigt: Hun havde troet, at jeg var 8+ istedet for 16+, så derfor var hun blevet noget overrasket over det store barn, der lå derinde.. Men det hele så fint ud - jeg kunne dog ikke se skærmen, så jeg har ikke selv set det. Men min mor sagde, at hun så både det ene og det andet... Min livmoderhals blev målt for at se om den var blevet forkortet, men den havde en fin længde, og livmodermunden var fin lukket. Hun skrabte noget af mit brunlige udflåd ud, og hun sagde, at når det ikke var værre end det, som hun kunne se her, så skulle jeg ikke være bekymret. Så alt i alt en fin scanning, hvor jeg hele vejen igennem følte, at jeg blev taget seriøst. Smerterne i mit underliv fik jeg forklaret, at det var ligamentsmerter. Så det må jeg jo tage for gode varer, og så vente på at det går over. 12+5 ~ Overstået NF-scanningVi var NF-scanning i tirsdags - ifølge den oprindelige termin var jeg 12+4, men den blev hurtigt rykket til at være 12+3 i stedet. Den nye termin er nu 31. maj. Jeg er nu lidt ligeglade med alle de datoer, for jeg ved, at jeg kommer til at gå over tid uanset hvad, så det er ligegyldigt det hele. Det første h*n gjorde, da der kom billede på skærmen var at vinke ud til os. Der var fin hjerteaktivitet, og en hurtig gennemscanning viste, at der var hoved, krop, 2 arme, 2 ben fødder og hænder. Så indtil videre udvikler h*n sig som h*n skal... Det var rart at få bekræftet at der var noget derinde. Nu glæder jeg mig bare til at begynde at mærke liv. Jeg er begyndt at mærke nogle svage boble-fornemmelser, men slet ikke så tydeligt, at jeg er sikker på, at det er barnet. Så jeg glæder mig til at få et puf, hvor jeg ikke er i tvivl. Lige nu mærker jeg det mest, når jeg ligger i min seng om aftenen og skal sove.
11+3 ~ HjertelydJeg har længe ledt efter hjertelyd med doptonen om morgenen - men her til morgen var jeg ikke længere i tvivl, om det nu også var babyen inde i maven, jeg kunne høre - for med en puls på omkring de 170 slag i minuttet, skildte den sig fint ud fra alt det andet larm derindefra. Derudover er jeg også begyndt virkelig at få mave. Det synes jeg i hvert fald selv. Jeg har efterhånden fuldstændig overgivet mig til ventetøjet, og jeg er kun i 12. uge
Kun en uge til scanning - og jeg glæder mig! Vi overtager forresten vores nye hus til vores KÆMPE familie i morgen. Det bliver en spændende tid, vi går i møde! 9+6 ~ Så kom brevene!Så er tiderne endelig på plads - jeg har modtaget indkaldelserne til scanninger og jordemoder. 20. november skal vi se Blob for første gang til nf-scanningen. Jeg ved ikke lige helt, hvad vi gør med Silke endnu, for det er kl. 11.30, men det må vi jo finde en løsning på. 3. december skal jeg vil første jm-besøg, og der regner jeg med at tage Silke med. D tager ikke med denne gang - et jm-besøg med Silke var mere end rigeligt for ham. Jeg forstår ham nu godt, så det skal ikke læses som om at jeg er sur over det. 10. januar skal vi til md-scanning, hvor barnet bliver gennemscannet for diverse defekter. Det er også her, hvor man normalt kan få kønnet at vide. Det skal vi endnu have taget stilling til, om vi vil vide. 28. april skal jeg til en ekstra scanning, fordi mit BMI-tal er højere end normalt. Dette var jeg ikke igennem med Silke - til gengæld var jeg til glukosebelastning, hvilket jeg ikke skal til denne gang. Det er rart at have disse datoer på plads - og der er kun 2½ uge til den første milepæl. Åh, hvor jeg glæder mig! For resten - så har jeg overstået 25 % af graviditeten i dag... hvor er tiden dog bare gået hurtigt! 8+4 ~ 1. lægebesøgSå har Silke og jeg været afsted til 1. lægebesøg, hvor der blev skrevet vandrejournal. Og alt så fint ud. Både blodtryk og urin var uden anmærkninger, og lægen kunne også mærke, at livmoderen var fint igang med at vokse. Det forklarer også, hvorfor jeg har haft nogle ret voldsomme jag i underlivet den sidste uges tid. Selvom det er ret tidligt i forløbet, var lægen heller ikke bleg for allerede at sætte S/F-mål på mig - min livmoder er nu 2 cm over skambenet, og det passer også meget fint med, hvad jeg selv har kunnet mærke den sidste uges tid, når jeg har ligget og mærket efter ved sengetid. Det er lidt mere sjovt denne gang, for man ved godt selv, hvad man skal mærke efter, så man skal ikke spørge om en hel masse inden man finder ud af det. Nu glæder jeg mig bare til at kunne høre hjertelyd igen. Den finder jeg nok også hurtigere denne gang, for jeg ved jo, hvad jeg skal lede efter nu. Terminsdatoen holder stadig - den siger stadig 30. maj 2008, men lur mig om ikke den bliver rykket, når jeg skal til nf-scanning.
Det er dejligt at være officiel nu - nu er det ikke længere bare en test på et badeværelse. Nu er det blevet bekræftet både på papir og ved en gynækologisk undersøgelse. Den første milepæl i graviditeten er nået - og det har været en god dag! Men - graviditetsgenerne er også for alvor begyndt at melde deres ankomst. Jeg er nu nået til den fase, hvor jeg sover utroligt meget. Jeg ved, at jeg de næste 2-3 uger vil bevæge mig i en zombie-agtig tilstand, hvor jeg vil sove, når jeg kan komme til det. Jeg kan huske, hvor svært det var at acceptere for mig med Silke, og jeg ved også, at det bliver svært for mig denne gang. Det skal bare overståes! Og gerne så hurtigt som muligt! 7+5 ~ Her går det godt...Her går det godt - jeg har lige haft en uges tid, hvor kvalmen har været øredøvende slem, og det har været hårdt at skulle passe et lille barn i kravlealderen samtidig. Men på en forunderlig måde har det alligevel lykkedes mig at klare det. Trætheden er der stadig, og jeg skal ikke være for længe oppe om aftenen. Men det er til at holde ud. Det undrer mig meget, at jeg endnu ikke har fået væske i kroppen, for med Silke var den der fra uge 3, men indtil videre har jeg været forskånet, og det må det gerne blive ved med. Tanken er så stille begyndt at bundfælde sig. Jeg må ærligt indrømme, at selvom man har vist stor glæde for graviditeten, så har jeg flere gange været ved at skide i bukserne over det, der skulle komme. Men det er pludselig vendt med ét. Jeg er inde i en periode, hvor jeg glæder mig afsindigt meget og er nået dertil, at det var meningen, at det skulle være sådan. At vi hverken kan gøre fra eller til. Og nu må vi tage den derfra. Vi er begyndt at snakke om navne. Jeg er 100 % sikker på, at det er en dreng og at jeg føder 5. juni. En meget overvældende følelse, som jeg ikke helt kan give slip på. Jeg havde det på samme måde med Silke, men der ignorerede jeg den bare - men det underlige er, at jeg jo fik ret. Det VAR en pige, og jeg fødte på den dato, som jeg havde sagt fra start. Derfor vil det være virkeligt spøjst, hvis jeg også får ret denne gang... Folk siger, at maven kommer hurtigere 2. gang. Jeg håber. Men der er endnu ikke noget tegn på mere bule end der er i forvejen, så mavebilleder kommer der altså ikke endnu. Vi har været ude og sondere terrænet for evt. erstatninger for vores nuværende transportpark til børnene... vi har jo kun en barnevogn og en klapvogn, og vi har slet ikke forberedt os på, at vi skulle have to så hurtigt efter hinanden. Men puha, det er dyrt, hvis man skal have tvillingeting - det føles næsten som at starte forfra... Vi troede jo at vi kunne genbruge nogle af vores ting, og det kan vi selvfølgelig også, men hvis der kun er én af os, der skal afsted med begge unger, så bliver det ikke så sjovt at gå med både klapvogn og barnevogn samtidig. Dette findes der selvfølgelig løsninger på - men jeg kan godt se, at vi allerede nu skal begynde at spare sammen... I næste uge skal jeg til lægen og have lavet vandrejournal. Det er underligt, at det allerede er nu. Jeg føler det som tiden er fløjet afsted, og selvom jeg godt ved, at der er lang tid til maj, så ved jeg også godt, at jeg om 7 måneder vil stå og tænke: "Hvor blev tiden af...?" Åh, hvor er det frygteligt, at man pludselig at blevet ligesom de gamle mennesker, der står og siger: "Dengang JEG var barn...." 6+0 ~ Puuuh - så kom den...Hvis der var en brække-smiley, så ville jeg sætte 1000 ind af den lige nu... Føj, hvor har jeg det frygteligt. Jeg havde ellers lige gået og troet, at jeg endnu engang skulle være én af de heldige, der slap uden om alle graviditetsgenerne, for jeg har rendt rundt og haft det VIDUNDERLIGT! Godt nok med en smule underliggende kvalme, som man aldrig var i tvivl om var der, men det var til at overleve. Trætheden var også overkommelig.. Men i dag har været SÅ frygtelig. Vi stod op lidt i 7 - men vi endte tilbage i sengen ved 9-tiden. Silke skulle alligevel sove, og jeg havde ikke magtet at passe hende ordentligt den sidste times tid pga. kvalme. Den var så overvældende og invaliderende, at den slog mig helt i knæ. Jeg hev hende med ind i dobbeltsengen og fik hvilet mig lidt, mens hun lå og hyggede sig med sin rangle... Puha! På et tidspunkt faldt hun vist også i søvn og sov en times tid. Jeg var frisk igen lidt i 12, så det brugte jeg lige en hel formiddag på - lige nu priser jeg mig lykkelig over ikke at skulle være på arbejde. Jeg mindes ikke på nogen som helst måde, at det var så slemt med Silke. Åh, lad mig få en graviditet ligesom med Silke, for jeg kan slet ikke overskue at skulle passe Silke samtidig med at have det elendigt selv Lige nu er mit lyspunkt i det hele, at vi snart skal til læge, Silke og jeg. Farmand har valgt ikke at tage med hverken til læge eller JM-besøg denne gang. Og jeg forstår ham nu godt - spild af tid for ham. Så Silke og jeg tager alene afsted i slutningen af oktober for at få lavet vandrejournal og for at hun kan få den nye meningitis-vaccine Og det bedste er - når vi har været ved lægen, så er der endnu kortere til nf-scanningen. Dén tror jeg dog ikke, at D dropper 5+3 ~ Det går stille og roligt...Dagene trisser afsted - Silke og jeg hygger, og jeg er ekstra opmærksom på ikke at lade hende sparke mig i maven eller lade hende hoppe på mig, når vi ligger og hygger på gulvet. Men ellers er der ikke så meget forskel på mig. Jeg har hverken kvalme eller lignende. Jeg er en smule træt og går i seng ved 21-tiden om aftenen. Men det er det eneste. Og så har jeg selvfølgelig lidt jag i underlivet hist og her, men det er jo gode tegn - jeg ved jo, at det bare er livmoderen, der strækker sig. Familie, venner og arbejde har nu kendskab til familieforøgelsen, og alle har taget pænt imod det, selvom jeg godt ved, at der er nogen, der ryster på hovedet over os. Men så længe de ikke viser det udadtil til os, er det fint med mig. Vi kan jo ikke rigtigt ændre tingene, så vi må tage det som det kommer - og vi vil jo gerne have flere børn! Og så er det fantastisk, at vi har klaret det selv! Jeg fatter det simpelt hen ikke. Der er ingen af os, der helt har forstået det endnu, for sidste runde bestod jo af så mange nederlag, at vi jo også var forberedt på det denne gang... Det er underligt som livet arter sig sommetider.. Men nu vil vi glæde os til den lille ny! Åh, hvor er det spændende! 4+4 ~ Det var ikke længe...Jeg nåede ikke engang at komme til gynækologen. Fra vi fik at vide af en læge, at vi ikke kunne blive gravide af os selv, til jeg stod med en positiv graviditetstest, gik der 20 dage... Selvfølgelig testede jeg før tid igen - 2 dage før. Og jeg stod med en positiv test. Det oplevede jeg dog også i sidste måned, hvor jeg fik min menstruation 2 dage efter, så jeg trak lidt på skulderen, da jeg så den blev positiv. Men min mavefornemmelse var ikke ligesom sidste måned. Sidste måned kunne jeg mærke, at den ikke var der - denne gang føltes det rigtigt. Så jeg testede med en af de digitale graviditetsteste - og efter længere tænketid stod der pludselig 'Gravid' på displayet. "Fuck - det er nu!" var min umiddelbare tanke. Og så ellers bare en hel masse 'fuck fuck fuck fuck fuck'... det var jo slet ikke meningen. Jeg havde kastet alt håb over højre skulder og sat min lid til lægevidenskaben. Der kommer til at være 15½ måneds forskel på Silke og det næste skud på stammen. Det er godt nok ikke meget - men vi klarer det nok. Vi skulle begge godt nok lige sunde os, men vi er også glade, for vi vil jo gerne have flere børn! Og én ting, som vi har lært i alt det her er, at man ikke selv bestemmer, hvornår ens børn kommer - de kommer når DE har lyst til det, og ikke når VI har lyst til det. Så vi tager imod familieforøgelsen med åbne arme - og glæder os til det der kommer!
 Opstart tidligere end forventetFørste barn var en længere kamp - p-pillerne blev smidt i november 2003, men først i juni 2006 stod jeg med en positiv test, der endda var blevet hjulpet på vej af en super gynækolog og en hulens masse hormonpiller og -sprøjter. Graviditeten forløb dejlig stille og roligt, og jeg led ingen gener som sådan (andet end konstant væske i kroppen), selvom jeg opførte mig som den typiske gravide, der gerne ville brokke sig lidt hist og her alligevel Der er mange, der ikke kan forstå, hvorfor vi allerede nu påtænker barn nr. 2, men jeg forstår ikke helt folks til tider fordømmende kommentarer. Sommetider skulle man prøve at sætte sig i folks sted, før man udtaler sig om ting, som man ikke har indblik i. Jeg er måske blevet farvet af at have været i behandling - og af at få at vide af en læge, at jeg ikke kan få et barn på egen hånd. Det er absolut ikke min drøm at skulle i behandling igen. Overhovedet ikke. Min drøm er, at jeg bliver gravid på naturlig vis. At få lov til at fortælle D om graviditeten på den søde måde - ikke hvor det hele er planlagt. Men det er en illusion, som kun eksisterer i mit hoved. En illusion, der aldrig bliver til virkelighed - i hvert fald ifølge lægerne. Så på sin vis er jeg glad for at starte i behandling igen. Jeg vil hade mig selv, hvis jeg om et års tid finder ud af, at vi har prøvet forgæves i et år. Jeg har aldrig helt tilgivet mig selv for at vente så længe med at prøve at få et barn. Silke kunne have været 1 eller 2 år gammel nu - hvis jeg bare havde taget mig sammen. Den situation vil jeg aldrig sætte mig selv i igen! Folk siger, at det er hårdt med to så små børn - og selvfølgelig er det det. Men det er jo heller ikke lige nu og her, jeg skal være gravid. Nu skal vi til første samtale, så skal jeg igang med opstarts-medicineringen, og hvis alt går som det skal, så taler vi om IUI tidligst i december - og sandsynligvis først i januar/februar 2008. På det tidspunkt er Silke omkring 1 år gammel - og på samme tidspunkt plejer andre folk at blive gravide med den næste... hvorfor må vi så ikke tænke lige sådan? Men hvor er det vildt! Jeg skal snart være mor igen! D skal snart være far igen! Og Silke skal være storesøster. Og jeg glæder mig! |
Om Mig Min Profil Arkiv Venner Mit Foto Album LinksSilkes blog (min storesøster)MinGraviditet Kategorier1. trimester2. trimester 3.trimester Behandling Det 1. år Fødsel Seneste IndlægViktor - tæt på 1 år...Viktor 2 måneder gammel 7 uger gammel - spring + smil Den største gave du kan give mig på nuværende tidspunkt! 1 måned gammel 4 uger gammel 13 dage gammel - klipning af tungebånd 1 uges undersøgelse - 9 dage gammel Status 5 dage gammel Viktor 2 dage gammel VennerSussiChrisser Seebach Melina MinGraviditet Falk anders mortiljasmin Fjunte minbaby |
6 timer helt præcist!
Men så kan jeg jo fordrive lidt tid på at få opdateret herinde...
Det endte med, at jeg meget bestemt og resolut tog min dyne under armen og demonstrativt gik ind i stuen og kylede mig på sofaen... "Skal jeg ligge mig ind i stuen...?" råbte D efter mig, da jeg var igang med at fjerne ryglænet på sofaen.. "Iiih nej, jeg ligger bare her og lader vandet gå i din sofa", var min tanke og ignorerede ham helt bevidst... 
Hjertelyd, blodtryk og urin var også fin - dog var der en smule udslag i urinen, men ikke noget alarmerende. 
Så vi forsøgte at hygge os lidt, hvilket bare resulterede i ondt i maven IGEN! Efter lidt pause tænkte jeg, at det jo KUNNE være, at det kunne sætte fødslen igang, så vi fik det gjort færdigt... 
Desværre har det ikke givet andet end ubehag resten af dagen 
