Så er jeg lige trådt ind i uge 11. Jeg synes tiden snegler sig afsted, især når jeg først skal til scanning når jeg er 13+2, puha ventetiden er lang. Glæder mig så meget til at se lille booh, håber at alt er som det skal være.  Alt føles som det skal, ingen tegn på at booh ikke vil være derinde, jeg har kun lige haft en lille bitte pletblødning idag, men det skulle vist være meget normalt :o) Min vægt er desværre ikke gået op endnu og tøjet sidder lige som det skal. men min livmoder vender indad sagde lægen, så mon ikke der går noget tid inden lille booh viser sig på mavsen.

Morgenkvalmen er så småt ved at aftage, nu kommer det kun engang imellem og det samme med hovedpinen. En anden ting der hænger ved i stedet nu er det slemme hormoner, nøj hvor kan de gøre én til en sur person... prøver at holde hormonerne lidt nede, men nogle gange koger det bare over og så er alt og alle bare efter mig, eller ....sådan kan det føles ;o)

I sidste uge fandt jeg ud af at jeg skal være "tante" til oktober. Min veninde fortalte mig at hun var i 8. uge. Hvilken glæde, jeg stortudede og fortalte hende hvor lykkelig jeg var på deres vegne. Jeg har ikke afsløret min lille hemmelighed for hende endnu, så hun tror sikkert at jeg er ulykkelig over jeg ikke er gravid.. kan ikke vente til at dagen kommer hvor jeg kan fortælle hende, de andre veninder og familien om min store lykke :o)