lillebror

Fødselsberetning

Skrevet til Mathias

17/06/2008

Jeg vågnede kl. 3 om natten ved at jeg skulle tisse, men inden jeg nåede tilbage i sengen igen havde jeg fået den første ve. Den gjorde ondt på en helt anden måde end dem, jeg havde i lørdags. I lørdags var smerten ligesom hen over maven, som blev stenhård ved hver ve. Denne ve var mere i underlivet. Så et kort øjeblik var jeg helt i tvivl om det var en ve. Men det gjorde så ondt at jeg nærmest klynkede. Dette resulterede i at far vågnede med et spjæt; ”Hvad sker der? Er det nu?”

Veerne kom med 5 minutters mellemrum, men vi ventede alligevel til ved 4 tiden med at ringe til fødegangen, da vi tænkte at de nok ville vide hvor lang tid, der var imellem hver ve og hvor længe de varede. Da vi ringede, bad de os komme derop.

Så 4.20 kørte vi hjemmefra. Egentlig havde jeg lovet nogle stykker at jeg ville sende en sms når vi kørte, men med veer hver 5. min var jeg temmelig ligeglad med telefon og sms’er så det var kun Martin, der fik besked, inden vi kørte.

Kl. 5 ankom vi til fødegangen. Der var nu 4 min mellem hver ve og hver ve varede ca. 1 min. Vi kom ind på en modtagestue, hvor jeg fik lagt et lavement. Da det virkede strøg jeg ud på toilettet. Her gik vandet så med et splask og samtidig fik jeg en ve – så det var ikke særlig sjovt.

Selvom vandet var gået blev der efterfølgende ved med at komme fostervand ud hver gang jeg havde en ve. Vi fik senere at vide at det var fordi du ikke stod langt nok nede i bækkenet, hvor du ellers skulle agere ”prop” – så bliver moderkagen ved med at producere fostervand.

Jeg var nu 4-5 cm åben. Egentlig havde jeg bedt om at få lov til at føde i vand, men fødekarret var ikke ledigt, så det endte med at jeg ved halv syv tiden kom i et karbad som smertelindring. Men her lå jeg kun en halv times tid, da jordemoderen mente at det var en god idé at komme op og gå rundt for at bruge tyngdekraften til at få dig til at ”falde ned” i bækkenet for du var ikke langt nok nede til at jeg ville kunne føde dig. Der var lidt snak om at du måske var for stor til at jeg kunne føde dig. De (jordemoderen og den jordemoderstuderende) vurderede dig til 4600 g, men de mente nu nok at det skulle have en chance, så for at få veerne til at arbejde dig ned uden at jeg havde smerten, fik jeg ved 9.30 tiden lagt en epiduralblokade. Først skulle de lægge et drop, hvilket de ikke kunne fordi jeg havde så meget vand i hænderne, at de ikke kunne se blodårerne. Men det lykkes for en anæstesi sygeplejerske . Da de så skulle lægge selve epiduralblokaden, skulle jeg sidde musestille. Det var ikke nemt med veer undervejs, men det lykkedes også og bagefter var det skønt at være bedøvet fra livet og ned. Nu kunne jeg kun svagt mærke veerne og så kunne jeg følge med på den strimmel, der hele tiden blev kørt på dig og på veerne.

Kl. 11.55 blev lægen tilkaldt (det viste sig i øvrigt at være en, der kommer Skødstrup ligesom far og jeg). Veerne kom med 2-3 min mellemrum og jeg var 9½ cm åben.

Kl. 12.15 begyndte jeg at føle pressetrang og da kl. var 13 bad de mig presse let med ved hver ve. Der var stadig en kant, der skulle være væk, før jeg var helt åben. 13.40 var kanten væk og jeg måtte presse med.

Undervejs fulgte de med i din puls og de tog blodprøver af dig.

De gjorde klar til at tage dig med sugekop. Pludselig fik jeg at vide at du skulle ud NU – ellers var det kejsersnit. Jeg pressede alt hvad jeg kunne og ud kom du. Først med hovedet og i næste ve, kom resten af kroppen. Lægen hjalp til med sugekoppen. Far fortalte bagefter at de ruskede vildt i dig for at få dig ud og at det så meget voldsomt ud.

Kl. 14.13 kom du ud. Men nu skulle det gå stærkt for du trak ikke vejret. De nærmest smed dig på mors mave, klippede navnestrengen og hu hej kom du over til to børnelæger, der i forvejen var tilkaldt. De fik liv i dig, men der kom ikke et skrig, kun små knirkelyde. Mor græd og hun kunne se på far, som havde udsyn til hvad børnelægerne gjorde, at det ikke var godt. Du havde navlestrengen rundt om halsen. Du havde slugt fostervand og du havde et lavt blodsukker. Endelig konstaterede de at du kunne trække vejret og du kom i en kuvøse og blev kørt til børneafdelingen (neonatalafdelingen). En af lægerne kom over og ønskede tillykke og jeg tænkte at så levede du. Jordemoderen sagde til mig at jeg måtte vurdere, om far skulle blive ved mig eller gå ned til dig. Jeg bad ham gå ned til dig og komme tilbage og fortælle mig at du havde det godt. Så lå jeg tilbage med tårerne væltende ud af øjnene, mens jeg blev vasket og syet. En sød Sosu assistent holdt mig i hånden undervejs. Alle mulige tanker fløj gennem mit hoved. Mig, der hele tiden havde sagt at jeg ikke glædede mig til fødslen, men til at du lå på min mave og jeg vidste at det hele var gået godt. Og nu lå du der ikke. Jeg blev vasket og syet (ikke meget) og så kom far tilbage med et billede af dig. Du lå i kuvøsen med en lille grøn hue på. De havde givet dig en cpap på næsen – det var en dims, der skulle blæse dine lunger tørre for fostervand.  Det var vidunderligt at få billedet at se og høre fra far at du var okay.

Da de var færdige med at sy mig, kom der en portør og hentede mig så jeg også kunne komme ned og se dig. Og hvor var du skøn. Du blev lagt til mit bryst og diede hos mig.

Velkommen til verden, lille Mathias.