lillebror

Min kamp for amning

Hvem sagde at amning er nemt?

(I hvert fald ikke mig!)

Da jeg fik min ældste søn lykkedes det aldrig for mig at amme. Der var ikke mælk nok, så han var sulten hele tiden. Efter en uge prøvede vi med flaske og efter endnu en uge ammede jeg slet ikke mere. Det var lidt af en nedtur for mig, for i alle de mange bøger, jeg havde læst under min graviditet, stod der jo at alle kvinder kunne amme.  Hvorfor kunne jeg så ikke? Det hjalp lidt at fortælle folk om det for så viste det sig at flere og flere havde opgivet. Eller også kendte de i hvert fald nogen, der havde opgivet.

Nu – en del år efter at jeg fik min ældste søn – har jeg fået en efternøler.  Gennem hele graviditeten vidste jeg, at jeg ville gå langt for at få amningen til at lykkes denne gang. Ved konsultationen hos jordemoderen talte vi om amning. Det viste sig at det sygehus, hvor jeg skulle føde på, havde en amme politik og at det derved var muligt at få særlig hjælp til amningen. Jeg ytrede ønske om at blive på sygehuset indtil amningen var etableret. Det blev skrevet i min såkaldte ammejournal. Det gav mig ro i sindet og det var derfor med stor uro, at jeg fulgte strejken blandt sygeplejersker og jordemødre. For hvis de stadig strejkede, når jeg skulle føde, ville jeg blive sendt hjem efter fire timer og dermed ville jeg ikke få hjælp til amningen. Jeg var grædefærdig, men blev ved med at sige til mig selv, at det selvfølgelig nok skulle gå. Min mand forsøgte også at berolige mig. Jeg var heldig, for som sygeplejerskerne og jordemødrene gik i arbejde til midnat mellem lørdag og søndag, fødte jeg tirsdagen efter.

Vi fik en dejlig søn, Mathias, på 4018 g og 53 cm lang. Desværre fik han en noget hård start på livet, for da han kom ud, var han helt livløs. Han havde slugt fostervand, blodsukkeret var lavt og han havde navlesnoren rundt om halsen. Heldigvis stod to børnelæger klar til at få liv i ham. Endelig kom han med et par knirkelyde – der var liv! Herefter blev han lagt i kuvøse og kørt til børneafdelingen, hvor de skulle tørre hans lunger og holde øje med blodsukkeret. Det var frygtelig hårdt. Mig, der sådan havde glædet mig til at min søn lå på maven af mig. Jeg græd mange tårer. Mens jeg blev vasket og syet, gik min mand og den jordemoderstuderende hen på børneafdelingen for at se til Mathias. Min mand kom tilbage med et foto af Mathias, som nu havde det fint. Der blev ringet efter en portør og jeg blev i sengen kørt hen på børneafdelingen, så jeg også kunne se at vores lille søn havde det fint. Alt imens jeg stortudede, dels af lettelse, dels af forskrækkelsen over al virvaret, blev Mathias lagt til hos mig for første gang. Det var ikke helt let at få ham til at tage ved, men med hjælp fra sygeplejersken, lykkedes det.

Den hårde fødsel gjorde at Mathias havde brugt sin ”madpakke”. Dette betød at han skulle starte med at få mælk via sonde, da råmælken hos mig ikke ville være nok til at starte på. Han skulle have mælk hver 3. time de første dage. Mathias’ far og jeg sov på patienthotellet og skulle så komme over på børneafdelingen, når det var spisetid. Efter et par dage blev det til hver 4. time og Mathias kom ud af kuvøsen og kunne derfor komme med os hen på patienthotellet imellem måltiderne.

Spisetid betød at Mathias skulle lægges til ved mig for at få al den råmælk, han ville have fået, hvis han kun skulle die. Når han havde diet skulle han have suppleret op med mad på sonde. Til sidst skulle jeg malke ud på en elektrisk malkemaskine.  

Når man udelukkende ammer sit barn, kan man ikke vide hvor meget mælk, der kommer ud – og da barnet normalt er udstyret med en ”madpakke”, der gør at de kan klare sig med meget lidt de første dag, virker det formentlig til at barnet mættes ved at blive ammet. Når man malker ud, får man en fornemmelse af hvor lidt mælk, man har til at starte på. Jeg fødte tirsdag eftermiddag og det var først torsdag at Mathias fik så meget ved mig, at det kunne registreres. Hver gang han skulle spise, startede vi med at veje ham, så diede han og så vejede vi igen. Det han havde taget på i gram, svarede til det antal ml, han havde drukket. Torsdag kl. 16 – mere end to døgn efter fødslen – diede han 3 ml. Juhuuu – vild jubel, der vár mælk i mine bryster. Ja, jeg havde jo haft mine tvivl, når jeg efter 10 minutter med malkemaskinen kun havde fået få dråber malket ud. Dråber, som blev behandlet som var de det pureste guld. Hver dråbe blev møjsommeligt suget op med en pipette, så Mathias kunne få dem som en del af sondemaden ved næste måltid. Resten af torsdagen fik Mathias ved hvert måltid mellem 3 og 5 ml hos mig. Det var ikke meget og der var langt op til de 60 ml, der skulle til for at der var til et måltid. Heldigvis var sygeplejerskerne gode til at heppe med og holde mit humør oppe ”Nu kommer mælken”, sagde de. Fredag ved middagstid tog han pludselig 12 mm ved mig. Dejligt, hvis ikke det var fordi at han nu skulle have 80 ml ved hvert måltid. Og ak, ved næste måltid sov han så tungt at han måtte have al maden på sonde. Sådan gik det ved cirka hvert andet måltid. Lige til at tage modet fra mig. Men spise, dét skulle han, sagde sygeplejerskerne. Heldigvis var jeg ikke ene om at synes, at der var lang vej til at mælkeproduktionen blev til noget. Vi var flere, der var indlagt og skulle have gang i amningen. Det var rart, for så kunne man heppe lidt på hinanden og trøste når man mistede modet eller hvis det gjorde ondt at lægge barnet til. Alle så frem til den dag, hvor man fik ”fri amning”. Dette betød at man ikke skulle hen på børneafdelingen hver 4.time, men måtte blive på patienthotellet og amme efter behov.

Endelig lørdag formiddag diede Mathias 28 ml ved mig og vi fik et flag tegnet i journalen med bemærkningen ”flot”. På patienthotellet snakkede jeg med en, der sagde at det ikke var til at sove for hendes bryster var hævede og gjorde ondt, nu da mælken var løbet til. Dén problematik kendte jeg slet ikke, sukkede jeg og gik ind på værelset for at tage en eftermiddagslur. Men dét kom jeg til for da jeg vågnede af min lur var mine bryster ømme og jeg fik mig lidt af en overraskelse, da jeg kiggede mig selv i spejlet for minsandten om ikke de var vokset i løbet af min lur.

Herfra gik det stærkt for selvom det ikke var ved hvert måltid at Mathias tog meget, så fik jeg søndag malket så meget mælk ud, at han udelukkende fik mit mælk, enten ved at die eller i sonden – alt i alt 350 ml. Wow. Dette resulterede i at mandag blev den store dag, hvor vi efter en vejning og et tjek ved børnelægen fik ”fri amning”. Vi var ikke til at skyde igennem. Efter en uge var det nu endelig lykkedes at få amningen etableret. Tirsdag blev vi udskrevet fra sygehuset og jubelen ville ingen ende tage.

Nu sidder jeg så her i min lænestol – én måned efter Mathias blev født – og ammer. Det går godt, men til tider er det stadig en kamp. For eksempel tror Mathias at han skal spise hele formiddagen og sommetider søger han vildt efter brystet og kan ikke finde det selvom han nærmest allerede har det i munden. Men vi tager det stille og roligt for jeg er sikker på at der er mælk nok. Hvis jeg ved min førstefødte havde fået samme gode hjælp på sygehuset, er jeg sikker på at jeg også havde haft mælk nok til ham. Han havde nemlig også en hård fødsel og har jo nok haft brugt sin ”madpakke”.  På den måde har jeg fået lettet min samvittighed over ikke at kunne amme dengang. Nu ved jeg nemlig at amning ikke er nemt – det er noget, der skal kæmpes for. Men det er til gengæld hele kampen værd.

Kommentar Uden Titel

09:21, 7 august 2008 .. Skrevet af Fjunte

Hej Gitte
Dejligt at læse, at din stædighed og vedholdenhed gav pote og at amningen nu kører for jer.
Mange af de ting du beskriver kan jeg genkende fra mit eget forløb. Så jeg kan 100% sætte mig ind i, hvordan det har været og hvilke følelser og tanker, du har haft i ugen efter fødslen.
Knus og god amme-lyst
Louise