Ja okay, jeg er så gravid igen.
Uplanlagt, overraskende, for tidligt.

Jonas og Marc har begge ligget syge en del gange, så jeg mente bestemt trætheden var kommet derfra - da kvalmen meldte sig måtte det klart være af samme grund.
Jeg skulle tisse altid, og det kunne sagtens svie engang i mellem. Men klamydia var det ikke - og heldigvis for Marc! - Og blærebetændelsen blev ved med ikke at eksistere. Så den kære læge dypper en pind og bekræfter at den altså er så god at den er ved at hoppe ud af feltet.

Hastescanning, haps haps, ned til sønderborg - siddende bagerst i en 900X bus med en combivogn dækket af for stort regnslag og en sovende babydreng på kun 7 mdr og en uge. ½ time for tidligt - vi løber ind i en bekendt, jeg tænker "fuck" og vil ikke røbe noget.
"Vi er nede og besøge min mormor. Hun er kommet til skade". Dårlig undskyldning godtaget. Vi lunter rundt og forsøger at holde øje med at hun kommer udenfor rækkevidde så vi kan lunte ind på svangreambulatoriet.

Der sidder en del folk. Nogle stirrer. De har godt set min fine hvide konvolut og ved godt hvad jeg sikkert skal. Jonas sover ikke mere - han sidder op, for all to see, med hans yndige, og nu for lille, skumfidushat. Jeg elsker den hat, kun 10kroner fordi der var ophørsudsalg. Og nu er hans knold for stor!

Vi venter og venter. Jonas underholder, ikke kun os, men hele rummet. Pludre pludre, spytte spytte, kalde på mor, kalde på far. "Moooooe", "Baaaaaaaar".

Klokken blev tolv. 50 minutter ventet - 20 minutter efter min tid.

For meget mor-flap, jeg skulle scannes nedefra. Min blære var i vejen - "drik en masse" - Ikke i mit tilfælde, jeg har en giganorm blære i forvejen åbenbart.

Og dér, lige DÉR, ligger så en lille bitte klump baby i en enorm livmoder. "gad vide om ikke den skulle have trukket sig mere sammen", tænker jeg, for derefter at høre den samme dame der scannede mig da jeg var 14 uger henne med Jonas og kom ind til tryghedsscanning pga smerter, hvor hun sagde "Sig mig, er det allerede tid til MD-Scanningen" hvorefter vi fik os et lidt anstrengt grin, - sige "Og der er flot hjerteblink!".

En sten faldt fra mit hjerte. En 2,4cms baby med blinkende hjerte der både kunne vifte med de små luffer, bukke og sparke med de små ben og vise at den er her for at blive.

Naturen fikser det ikke - Jonas skal være storebror. Og selvom vi har alt det praktiske iorden, går jeg alligevel og grubler.

Vi flytter til en 4 værelses lejlighed om 2 måneder. 1 babyværelse, 1 soveværelse, 1 kontor/legeværelse, 1 stue, 1 køkken og 1 bad. Vi skal købe en masse i den forbindelse. Hårde hvidevarer, vaskemaskine og en mand der kan rode med strøm og tilslutninger i køkkenet. Lamper. Endnu en seng. En ny barnevogn. - EN NY BARNEVOGN! Jonas har brugt en brugt combivogn, og jeg er smadderglad for den. Men han er knap 15 måneder, faktisk kun 14, når Junior 2 kommer. Og jeg tror måske ikke helt den kan holde så længe. Hvad er så smartest? Tvillingevogn? Stor barnevogn med barnesæde? Dobbelt klapvogn/combivogn, - sådan futtogsstil?

Hvad hvis det er en pige? så skal hun jo have eget værelse - ihvertfald efter det første år. Hvis det er en dreng kan de fint deles. Men hvad er chancerne for en pige egentlig? Marc er fra ren drenge-familie. Jeg er fra ren pige. Jeg tror det bliver en dreng. Men jeg vil gerne have en pige. Måske har det noget at gøre med at Maria allerede jinxede den da hun først hørte om det; "det er en DRENG!" - "BASTA" - Nå ja, nu ændrede du lige alle kromosomerne, din abe!

Jeg fortalte det til selvsamme veninde der havde et problem med min  graviditet med Jonas, igår. Jeg ved ikke hvorfor hendes "accept" er så vigtig for mig. Hun er som en del af mig - altså en projektion (hedder det overhovedet det?) - jeg ser mig selv, snakker til mig selv, og beder mig selv acceptere det, må det vel bunde ud i.

Men følelserne tumler frem. Forsømmer vi Jonas? Bliver vi stressede sure forældre der fortryder dette valg?

Marcs mor fik det også at vide igår. Hun tog det flot, grinte, var glad. Min mor får det at vide idag. Hun kommer for at hente vasketøj (countdown til egen vaskemaskine; T minus 59 dage) og så kan jeg lige så godt sige det, - Jeg ved hun bliver ked af det.
Hell, hun græd første gang og det tog hende et par uger at sluge kamelen. Jeg gætter på et par måneder og en ordentlig røvfuld af kommentarer gør tricket denne gang.

Hvis det "mislykkedes" og vi venter et barn vi ikke har overskud til, så forstår hun også hvorfor jeg er trist og så kan jeg søge trøst hos min mor. Men nervøs for det - oh yes, I am!

Det værste der kan ske er at hun græder og går sin vej. Og det burde hun da ikke.... vel?
....

Marc skal til læge idag. De sidste mange nætter - altså indtil igår hvor mor-Laila gav efter og gav ham noget "honning" - har han sovet 20 minutter for derefter at vågne og ikke kunne sove mere. I nat sov han igennem, - og han sover faktisk stadig. Søvnbesvær resulterer i... piller?

Jonas har fundet en ny volumenknap, sådan indvendigt. Hans snak går fra BLABLABLA til BlaBlaBla til blablabla til bla.... Bedre kan jeg ikke forklare det på tekst, men det er dælme surt når man sådan lige misser punchlinen i en vits. Hans nye yndlingsting, og min nye hadelyd, er at skære tænder.
Og så laver han kliklyde med mund og tunge. Det er enormt morsomt for os andre, for han bliver selv så overrasket hver gang.

Jeg forsøger at overtale min søster til mcdmad. "Ved du hvad jeg har lyst til?"
"Mcd-mad?"
"Ej, har du også! det må vi gøre noget ved!"
"Haha, godt forsøg. Du får ikke noget"

Kender hun ikke kvalerne ved at være gravid? Hun er ond, OND SIGER JEG!
.....

Til de der nok vil spørge om jeg ikke er urolig for at Marc går igen, kan jeg formulere det ganske enkelt.

Marc skred under første graviditet, delvist fordi han var bange, delvist fordi hans mormor var dødssyg og jeg ikke gav ham den fornødne ro til at bearbejde det, delvist pga evigt babysnak, delvist pga depression og delvist fordi vi havde gået op og ned af hinanden dag ud og dag ind i 6 måneder.

Forskellen fra der til nu, er at vi har en dejlig søn sammen. Han er ikke deprimeret. Økonomi, socialt liv og dagligdag hænger godt sammen nu. Han har nogle friheder - og jeg har nogle - vi arbejder godt sammen om alting, undtagen madlavningen. "Det er MIT KØKKEN! UUUUUUUUUUUD!"
Og så har jeg lært kun at snakke 10 mninutter dagligt om ny baby - så er der ikke noget brok. ;)

Jeg ser hver dag hvor meget han elsker Jonas, og ihvertfald et par gange i ugen fortæller han mig, af sig selv, at han føler han er gået glip af en hel masse med maven og Jonas derinde. Han fortryder. Og det tvivler jeg heller ikke på, efter alle de gange jeg har set ham græde til 3d/4d scanningsvideoen.
......

Jeg er idag 10+5/10+0, alt afhængig af hvilken termin jeg kører på. Jeg har tabt 2,8kg. Mit blodtryk siger 130/70. Mit blodsukker siger 4,9. Jeg har ikke spist endnu, for jeg har en sær lyst til resterne af tomatsuppe fra igår. Og saft.

....Og McChicken.