Mor til Noah og gift med Mads. Noah er vores første barn og sikke en omvæltning det er at få barn

Så var det idag at vi var afsted med Noah på Viborg sygehus. Noah har jo mælkeallergi og skal derfor løbende testes. Idag var så første gang og vi var meget spændte på hvad der ville ske. Vi fik en god snak med en læge om hvordan han generelt har det, og hvordan vi synes det er at have et barn med mælkeallergi. Vægt og højde blev det også til. 10,5 kg og 78 cm så det var dejligt at der var sket lidt på den konto
Testen foregår således at han skal provokeres med intervaller indtil han slår ud, forhåbentlig før han det slet ikek. Testen går til 160 ml og starter på 5 ml. Efter de første 5 ml går der ca 3 minutter og så slår Noah ud omkring mund, øjne, og hals. Han græder meget og kaster op, så vi nåede ikke længere end til de 5 ml. Ingen tvivl om at han ikke kan tåle mælk og det er bare rigtig trist.
Endnu 1/2 år skal vi nu holde ham mælkefri, men det er ganske fint med os, for vi har bare vænnet os til ikke at putte mælk i noget mad. Mælkefri kost er ikke kun kos uden mælk, men kost der skal være fri for alle afskygninger af mælk.
Ellers var det en hyggelig dag. Vi havde en hyggelig tur frem og tilbage og fik hørt Noah fortælle den ene historie efter den anden, så turen i sig selv var rigtig hyggelig

Fik begyndt på studiet igen i uge 8. 9 timer på en uge blev det til. Meget mærkelig studiestart. Da jeg i sin tid stoppede på lærerseminariet havde jeg afsluttet 1. og 2. år. Så da jeg skulle påbegynde studie igen fik jeg lov til at springe ind midt i det hele på 2. år så jeg lige kunne lære klassen at kende inden det går løs på 3. studieår.
Det skulle imidlertid vise sig at blive en kort fornøjelse. Klassens lærer i de pædagogiske fag var langtids sygemeldt og det var kun pædagogik jeg skulle deltage i, så undervisningen kom først i gang i uge 8 og skulle så slutte igen efter ige 9, så det var da et kort forløb
Men sikke et forløb. Vores vikar var faktastisk og havde en enorm god og vi fik lært så meget på de 18 timer det blev til.
Nu sidder jeg så her, onsdag i uge 9 og kan se frem til  at skulle vente helt til august med at begynde at studere igen, og det ærgrer mig i den grad. Var så glad for at komme i gang igen, men sådan er studiet skruet sammen
Heldigvis har jeg i næste uge fået et vikariat i en sfo her i Århus og håber så at kunne få en masse timer der, så tiden kommer til at gå hurtigt for mig

Og ellers nyder jeg jo bare at kunne hente min lille skat tidligt og se ham vokse sig større og større, så der er ikke noget der er så galt at det ikke er godt for noget

Mandag d. 5. februar var jeg på Skejby sygehus for at blive sat igang. Jeg havde leverbetinget graviditetskløe og svangerskabs-sukkersyge så der var mere end rigelig grund til en igangsættelse. Jeg var 37+4 og jeg glædede mig usigeligt meget til at få ham ud så det kløe kunne forsvinde!
Vi ankom til Skejby og der var udsigt til en lang igangsættelse da jeg overhovedet ikke var åben en millimeter. En stikpille blev lagt og så begav vi og i babyvest for at købe det allersidste. Kunne intet mærke og var mere end forberedt på at det kunne trække ud. Vi vidste at hvis der ikke var sket noget inden fredag skulle han tages ved kejsersnit og det var ikke en tanke der lå os helt fjern da vi som sagt var blevet stillet lange udsigter i vente.
Mandag gik og der skete intet.

Tirsdag d. 6. var vi afsted igen og der blev denne gang lagt 2 stikpiller. Den foregående havde ikke rigtig gjort noget og der var kun sket det at 1/2 cm livmoderhals havde taget flugten En jm undersøgte mig og så skulle der også lige være en studerende der skulle prøve, og altså det gjorde bare NAS. Hun var så hårdhændet at jeg var ved at tude. Rodede rundt som en gal, men det varede jo heldigvis kun 2 minutter.
Vi tog ud til min mor og spiste frokost og gik derefter en lang tur i skoven. Hjemme på hendes sofa sad vi og så venner og hyggede og og snakkede om at inden ugen var omme ville Noah være ude hos os. En rigtig underlig tanke.

Vi tog hjem omkring kl 17 og lagde os op i sengen for at se "venner" Kunne stadig intet mærke og blev derfor noget overrasket da jeg hørte 2 smæld inde fra maven. Synes det var underlig og vendte mig om hvorefter vandet ellers gik. Blev liggende for at få det hele til at løbe ud nu hvor det var igang. Da det var overstået rejste jeg mig op og så var der ellers mere vand der meldte sin ankomst. Ud på gulvet i soveværelset. Blev stående for at få det hele ud denne gang. Ned på badeværelset og hold fast hvor var der meget vand. Det kom bare hele tiden.

Kom på badeværelset og fik set på vandet der ikke var klart men en smule grønt. Fra at have ingen smerter overhovedet var der pludselig veer der gjorde ondt hele tiden ( sådan føltes det) Mads ringede til fødegangen og efter en forvirrende snak blev røret overladt til mig. Stønnede at vandet ikke var klart og derfor skulle vi komme ind. Hvis det nu havde været klart skulle var vi nok blevet beordret til at blive hjemme lidt indtil der var regelmæssige veer. Min mor skulle med på fødegangen så vi kørte ud og hentede hende. Min lillebror tog også med (det var ikke planen, men havde ikke lige overskud til at sige noget, og det var i grunden også ok)

Ude på fødegangen blev jeg undersøgt. Jeg var 3 cm åben så stikpillerne havde gjort deres arbejde. Klokken var omkring 19 da vi kom derud. Min lillebror kørte hjem og jeg kom ind på en fødestue. Da jeg først lå ned på ryggen på fødebriksen fik jeg det meget bedre. Vi snakkede og hyggede os og tingene gik stille og roligt. På et tidspunkt fik jeg vanvittig ondt i lænden og jeg blev tilbudt bistik, som bare gør ondt som en i h...... at få lagt men hold da op hvor de virker.

Stemningen på fødestuen var stille og rolig og jeg var ikke specielt forpint. Vi fortsatte med at snakke og Mads og jeg kunne slet ikke forstå at det var snart at vi skulle se Noah. Jeg blev løbende tjekket og jeg udvidede mig som jeg skulle.

Da veerne begyndte at gøre rigtig ondt fik jeg lattergas i en maske som jeg selv styrede og det hjalp rigtig godt på mig. Fandt en ro i at have ngoet at koncentrere mig om, nenlig vejrtrækningen i masken. På et tidspunkt faldt jeg i søvn og vågnede da jm skulle undersøge mig igen. Nu var jeg 9 1/2 cm åben jm foreslog at hun maserede den sidste 1/2 cm væk.

Kl 01.30 fik jeg begynde pressetrang men veerne blev svækket så der blev tlkaldt en eller andet til at kigge med. Så begyndte panikken at komme snigende. Kl 02.15 skulle jm igen lige massere for den 1/2 cm var røget tilbage og skulle fjernes igen. Kl 02.50 var der igen vesvækkelse og Noah ville ikke rigtig komme ud. Der begyndte nu at blive lidt hektisk stemning for det gir for langsomt. Noah lå ret højt oppe i maven og ville ikke ud. Jeg fik lagt en ve-drop og nåle i fødderne. Igen kaldtes der en til vurdering da hjerterytmen begyndte at dale under presseveerne.

Imens alt dette skete stod min mor og varopløst af tårer. Hun er sygeplejerske og har været med til en del fødsler så at se hende med panik i øjnene beroligede ikke mig så fikvist på en ikke så pæn måde bedt hende om at forsvinde. Og midt i det hele stod min lillebror pludselig inde på stuen og "skreg" PRES....meget mystisk for vi havde aldrig aftalt at han skulle komme. Men sikke en støtte ham og Mads var så det var godt at han kom

Det blevbesluttet at Noah skal ud i en fart for hans hjerterytme var ikke god og han var begyndt at blive stresset. Tror nok at de forsøgte at tage en blodprøve fra hans hoved men på det tidspunkt var jeg så fokuseret på at han skulle UD så jeg pressede som en vanvittig og ud kom Noah kl 03.47
Det var så surrealistisk at han pludselig var ude, men blev skrækslagen da jeg så ham for han så altså mere død end levende ud. Han var helt slap og ret blå. I noget der virker som minutter stod sygehjælperen og gnubbede liv i ham og så skreg han endelig. Kneb en tåre da han giver lyd fra sig. Han kom over til Mads da han skulle have MME af kop pga sukkersygen hos mig, men hans blodsukker var fint.

Min pressefase var ret lang og meget meget hård og jeg var fuldstændig udmattet efter den omgang. Jeg havde mistet en del blod og kunne slet ikke snakke sammenhængende og jeg ville faktisk bare gerne have Noah over i sengen og sove. Vi fik noget morgenmad og så blev vi kørt på barselsgangen hvor vi allesammen faldt omkuld af træthed

Det var en super fødsel og selvom det blev ret hektisk til sidst følte jeg mig i gode hænder hele tiden. Jeg havde en enorm god jm der vidste præcis hvad hun skulle gøre så alt i alt var det en super oplevelse

Ja så kom jeg også med på noderne
Mandag formiddag og kun et par timer til jeg skal møde på seminariet. Det er underligt pludselig at være ig gang igen. Det er dejligt at være i gang igen og det er vildt hårdt at være i gang igen. Der er så mange blandede følelser omkring det hele. Synes det er hårdt at aflevere Noah, men samtidig synes jeg også det er godt at han får nogle oplevelser udenfor mine trygge arme.
Det er hårdt at begynde at læse igen, men samtidig er det vildt fedt at få brugt hjernen på en hele anden måde igen.

Jeg elskser at studere og at læse tekster om diverse pædagogiske tænkere, men hvordan bliver det  nu hvor jeg har Noah. Han er min lille guldklump og jeg vil opleve hvert et øjeblik med ham, men samtidig skal jeg jo have læst mine tekster og have forberedt morgendagen. Ja det er med at finde den gyldne middelvej for jeg vil ikke give slip på noget af det, og det behøver jeg heldigvis heller ikke, for det er her at Mads er. Min dejlige søde mand der altid er der og forhåbentlig altid vil være der.
Hvis der findes sjælevenner så er Mads min. Jeg har været sammen med Mads i 9 år og jeg kunne ikke forestille mig ikke at være sammen med ham. Noah er frugten af kærligheden og det er så dejligt at kigge på ham og vide at vi har lavet ham. Når jeg kan se Mads i ham bliver jeg så glad, og samtidig forundres jeg. Tænk at mennesker kan lave sådan nogle størrelser.

Det er sådan mit liv er lige nu. Det er her det sker, det er nu det sker, og det er vildt så meget der sker. For lidt mere end et år siden var Noah her ikke. Livet havde et godt men andet indhold. Det er sjovt så meget ens liv kan forandres på blot få år, og det er godt at livet kan forandres. Det er de oplevelser vi gør os gennem hele livet der er med til at danne vores personlighed og gøre os til dem vi er.
Det må vist blive ordene herfra